23.10.2013

At komme frem

Billedet er fra Saxun. Et velsignet sted, nordligst på Strømø. En slags verdens ende.

Der hvor regnbuen ender er der en skat, siger vi. Regnbuen er ifølge Gamle Tetamente Guds pagtstegn med mennesker. Og ja for enden af regnbuen er der en skat. Ikke gods og guld i skattekister, men fred. FRED.

Saxun med sin lille kirke og kirkegård er et fredens sted. Der er ånd. En stemning der griber en når man kommer der, og har sans for det. For ånden blæser hvor den vil og mærkes af den der kender den.

Hvorfor er det, at vi jager efter gods og guld, når vi inderst inde godt ved at det fører til uro og ufred.

Folk i Saxun har vidst det i århundreder: Den skat som er værd at finde er Guds fred! I liv og i død.Når du ved det er du kommet frem til enden af regnbuen.

13.okt.2013

at holde fast

I klipperne er der mange steder små fortøjningskroge. Her kan du lægge til, der er noget til at holde dig fast så du ikke driver væk.Når man har så meget vand onkring sig er skibe, både og sejlads uomgængeligt.

I det gamle testamente var havet det truende kaos, og i den kristne tankegang er livet en lang sejlads på kaoshavet, en sejlads fra fødsel gennem død til evigt liv. Derfor hedder også midterdelen i kirkerne "skibet", det der skal føre os i sikker havn.

Og her er det forkyndelsen af Guds ord "Jesus", som navigerer os til sikkerhed.

Havet er ikke til at spøge med, livet heller ikke. Det ved færinger om nogen, Vi der lever længere væk fra havets kræfter og meget beskyttede tilværelser tror at vi klarre det hele selv, at vi ejer livet, at vi selv styrer det hele... og driver ofte for langt ud...

Godt at der er fortøjningskroge, noget der holder båden fast.Gud er også den krog der hanker op io os, når det går galt. Gud der netop siger "Min højre hånd holder dig fast"

Ærefrygt

9. september 2013

Fuglefjeldene ved Vestmanna er en utrolig oplevelse. Det er som om mennesker får deres rette størrelse når de sejler ind under de stejle fjeldsider og fuglene flyver over og omkring.

Nok bilder vi mennesker os ind at være skabningens herrer, men anbragt midt i narurens imponerende skønhed får vi den rette størrelse og gribes af ærefrygt. Ærefrygt er ikke noget med at være bange men den følelse sombeskrives  i den gammeltestamentlige salme 8 :Gud,  Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,månen og stjernerme,som du satte der, hvad er da et menneske at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Det er godt at blive mindet om at vi ikke er store og almægtige men er en del af en forunderlig skabelse. At vi må tage os ret små ud set ovenfra, og at fjeldene vil stå der længe efter at vi selv er blevet til støv. Gud ske lov.

13.august 2013

At bide fra sig

klippen her ser ud til at have tænder, den ligner et gab der viser tænder. denne klippe findes i Gjógv på Østerø, et meget smukt sted med en lille naturhavn, hvor den bidende klippe danner den ene side.

du er Peter, klippen, på dig vil jeg bygge min kirke. Sådan sagde Jesus til simon Peter.

vi skal altså i vores tro være som klipper. Faste, til at stole på, urokkelige i tro, håb og kærlighed.

Men bide og vise tænder? Det ligger os fjernt, for vi hører jo : vend den anden kind til. ikke desto mindre kan det være nødvendigt at vise tænder og holde fast. det er når det gælder livsvigtige sager. når vi går Guds ærinde gælder det om at kæmpe og holde fast, ikke med vold og magt, med med ærlighed og værdighed. Gud må regne med sine klipper.  Menneskeværdighed må ikke trædes under fode uden at kristne siger fra og viser tænder.

Gjógf er et fantasisk sted, fuldt af fred, beskyttet af en bidende klippe.