bjerg, bjerget, forklarelsen på bjerget, faste, fristelse, kain og abel, 1. søndag i fasten, mærke, korsmærke klippespalte, fristelse, den smalle vej lys i mørket, lygetepæl i tide, memento mori den sidste hvile, memento mori, time´s up opstandelse, livets sejr over døden, håb, tro,

                                  Velkommen !

                      Bente Viuf,  sogne- sygehuspræst

beredskabspræst i Folkekirkens katastrofeberedskab

Master i diakoni og kateketik

Tro lukker op

 

Midfaste Søndag  2017

Johs. 6, 1-15

I torsdags kunne man i Metro Xpress læse følgende lille notits:
Midt-og Vestsjællands Politi udsendte i går et tweet, hvor de advarede bilister på Holbækmotorvejen om at passe på en eller to ”engle”, der angiveligt skulle befinde sig på vejen. Det skete efter 5-6 anmeldelser. De to personer klædt i hvidt og med vinger på blev dog ikke fundet.
Sjovt ikke. Og alles reaktion er selvfølgelig at to mennesker har klædt sig ud og båret sig tosset ud.
Men tænk om det nu var en engel eller to der pludseligt blev set på Holbækmotorvejen ? Tænk om der er er engle der viser sig for os når vi mindst venter det? Tænk om livet er så fantastisk at engle færdes iblandt os. 
Mest tror jeg de gør det i menneskeskikkelse.
Apostelen Paulus siger i Hebræerbrevet : Bliv ved med at elske hinanden.Glem ikke at være gæstfri, for nogen har uden at vide det, haft engle på besøg, da de bød fremmede indenfor.
Det kan vi jo overveje i dag. De bibelske fortællinger er fulde af engle, men hvad tænker vi, og hvad tror vi om det?
I læsningen til i dag kommer vi igen lidt på prøve. Jesus gør nemlig et tegn.
Ved hjælp af fem små bygbrød og to fisk bespiser han omkring 5000 mænd.
Kvinder og børn talte ikke med, sådan var det dengang, men der skal nok have været temmelig mange af dem også.
Nogen vil sige, Det er ikke meningen at vi skal forstå det som om Jesus faktisk gjorde det, det er bare et symbol på at hvor Jesus deler ud er der nok til alle.
Det samme gælder den fortælling der kommer umiddelbart efter denne i Johannesevangeliet, som handler om at Jesus går på vandet. Hen over søen ud til disciplene.
Og ingen af os er da i tvivl om at det er et tegn fra Gud. Men hvorfor udelukker vi at det faktisk kan være sket som det er sagt? At det både virkelig er sket og selvfølgelig er et tegn for os så vi kan forstå at Jesus virkelig er Guds søn. 
Har vi en Gud som kun eksisterer inden for rammerne af vores fornuft?
Der er en lille fortælling om to små brødre der diskuterer det der med tro og Gud. 
Den yngste vil have en forklaring, og storebror siger til ham. Nu skal du høre:
Det er med Gud som med en meget meget stor sten, og din hjerne er en meget meget lille pose. Fordi du ikke kan putte den meget meget store sten  ind i den lillebitte pose, betyder det ikke at stenen slet ikke findes.
Er det sådan det forholder sig? At den Gud vi kalder almægtig og alkærlig ikke kan være i vores lille hjernepose, og så tager vi kraften og magten og kærligheden ud af ham alt efter hvem vi er?
Lige som det med englene er det da en tanke til kraftig overvejelse.

Det der imidlertid er altafgørende vigtigt, og som vi lærer af Jesus, og som Paulus så fint udtrykker det, er: ordene om kærlighed. Bliv ved med at elske hinanden.
Bliv ved med at elske hinanden. Og der er her ikke tale om romantiske relationer men om næstekærlighed.
Jesus bespiser de mange mennesker på bjerget ved Tiberias’ sø. Han giver dem livets brød, og han viser dem at der altid er nok til alle af det som han giver.
Jeg er livets brød, den som kommer til mig vil aldrig sulte, og den som tror på mig vil aldrig blive tørstig, siger Jesus senere i samme kapitel.
Hvad er det da Han giver os? Han giver os et livssyn der begynder og ender med kærlighed. Et livssyn og en tro på at den virkelighed der er omkring os af sortsyn og ødelæggelse aldrig får det sidste ord. Et livssyn der lukker os op så vi ser muligheder i stedet for at lukke os ned så vi har nok i os selv og bliver triste og kyniske.
Verden er alt andet end morsom for tiden. Den er i den grad drejet modsat af næstekærlighed og gæstfrihed. Den behøver så meget os, der kalder os kristne. 
Vi der tror på Jesus, på tegn og undere, kærlighed og engle. 
På at vi ikke bare er borgere i et samfund men også borgere i Guds rige. Fordi riget er i verden. Og vi skal være dets repræsentanter.
Vi skal slås. Men vi skal aldrig slås med våben og grimme ord om hinanden, men med næstekærlighed, og gæstfrihed, med ord og handlinger der skaber muligheder og glæde.
Vi skal dele ud af livets brød. Og der er nok til alle, det slipper aldrig op. Hver dag hvert øjeblik kan vi være dem der gør verden større fordi vi lever som Kristi hænder og fødder på jorden. Hænder der deler ud, og fødder der går derhen hvor nogen har brug for det.
Det er sådan vi skal leve som kristne. Hold op med at spekulere på om engle virkelig findes eller om Jesus virkelig er født af en jomfru, om han kan bespise 5 tusind + de løse med 5 små brød og 2 fisk, eller om han kan gå på vandet.
Lev i stedet som Han har lært os. Verden har så meget brug for det. Og vi der tror må ikke bare holde det for os selv.
Brød der ikke bliver delt ud, bliver tørt og mugner.
---
Folk der så det ske den dag ved Tiberias sø, sagde : Han er den profet, vi har ventet på. 
Men han var og er mere end en profet. En profet er defineret som en der kan formidle eller åbenbare et budskab fra en højere magt eller guddom.
Jesus er selveste livets brød, og verdens lys. Han er Gud der selv vandrede på jorden, for at fortælle os hvordan vi skal leve.
Vi ved det og tror det, og vi må være de første til at dele ud af det.
Bliv ved med at elske hinanden, Kærligheden er det eneste der sejrer over død og ondskab. Tro det og lev det.
Når man lukker op for muligheder i livet, som troen gør det, kan det kun blive større. Også det der ikke helt kan være i hjerneposen!
 

Rent og urent?

2.s. i fasten   2017

Matt. 15, 21- 28

Jesus gik bort derfra, står der i teksten. Derfra er Genesaret sø, hvor Mattæusevangeliet fortæller, at Jesus har helbredt mange syge. Der står: folk på stedet genkendte ham og og sendte bud til hele omegnen, og de kom til ham med alle de syge., og de bad om bare at måtte røre ved kvasten på hans kappe, og alle der rørte ved ham blev frelst.

Og efter denne fortælling kommer en beskrivelse af en diskussion med skriftkloge og farisæere, om rent og urent. Om at holde jødiske spiseforskrifter eller ej. Og Jesus siger til dem: ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det som kommer ud af munden gør et menneske urent. 

Det et menneske spiser kommer jo bare senere ud i tønden, men indefra et menneskes hjerte kan udgå onde tanker og tyveri , bespottelse og løgn- 
Det er hvad der gør et menneske urent.

Man skal forstå at tankerne om urene og rene mennesker, om hvem der hører til og ikke, er en afgørende sag; der er Guds folk og der er hedninger. 

Jøderne mente at for at være Guds folk måtte man også overholde renselsesregler, mens Jesus siger, det er godt nok, men der må mere en ydre renhed til for at være Guds udvalgte, hjertet og sindelaget må være rent, så betyder det mindre om hænderne er vasket.

Og i dagens evangelietekst om den kanaanæiske kvinde, er det faktisk det samme, der er på spil. 
Imellemtiden er Jesus draget 50 km i nordvestlig retning og befinder sig nu ved Tyrus og Sidon som er grænsebyer til hedningeland. 
Og her kommer en kanaanæisk kvinde, og beder om helbredelse for sin syge datter. Altså mødes hedningekvinden med jøden Jesus i grænseområdet mellem dem der hører til og dem der ikke gør.Den setting  hører med til forståelsen af hvad der sker.

Kvinden råber efter Jesus. Men han svarer hende ikke et ord.
Men hun bliver ved. Hun tør endda diskutere med ham. disciplene bliver flove og siger: send hende væk. Hun råber efter os. Men Jesus tager hende alvorligt, og efter en ordveksling om brød og børn og hunde, får hun sin vilje. Datteren bliver rask. Kvinde din tro er stor, det ske dig som du vil.

Nu kunne man jo overveje om Jesus ville prøve hende, 
eller hvilken grund han kunne have til først at afvise hende. Men man kan også se det i lyset af talen om rent og urent, om at høre til eller ikke. 

Det er den tidligste kirkes store problem. Er Jesus jødernes Messias og kun udsendt til Guds udvalgte folk, eller hører også hedningerne til den kristne kirke?

Det var  det man diskuterede og sloges så meget om til at begynde med, indtil -som det fortælles i apostlenes gerninger at Apostelen Peter får et syn.  Han ser himlen åbne sig og noget komme ned, som lignede en stor dug, der ved de fire hjørnet blev sænket ned på jorden. I den var der alle slags af jordens firbenede dyr og krybdyr og af himlens fugle. Og en røst lød til ham: Rejs dis Peter,slagt og spis. 
Men Peter svarede ikke tale om, for jeg har aldrig spist noget vanhelligt og urent. Så lød røsten igen til ham for anden gang: Hvad Gud har erklæret rent , må du ikke kalde vanhelligt. Dette skete tre gange.

Og mens Peter var i vildrede med hvad det betød,  fik han besøg af en romersk officer, altså en hedning og uren, som fortæller at han, Cornelius,  har fået et syn fra Gud om at opsøge Peter. Efter samtalen med Cornelius forstår Peter pludselig at synet betød, at Jesus Kristus er alles herre, at der i forholdet til ham ikke skelnes mellem jøder og hedninger, men at det er tro og sindelag der gælder.

Det lyder for os som en selvfølge, men det var faktisk det første kæmpestore tros-  og paradigmeskift i kirkens historie. Og det fortælles, at mens Peter fortalte de andre om sin erkendelse, kom Helligånden over alle også tilstedeværende hedninger. Og disse blev derefter døbt.

Det er med hele denne fortælling i baghovedet at dagens fortælling om kvinden gir mening. Det at Jesus først afviser hende er en afspejling af den tidlige kirkes afvisning af hedninger.

Vi har allerede i teksten hørt Jesu reaktion. Det skal ske dig som du vil.

Hos Ham er ingen lukket ude på forhånd. Gid det samme kunne siges om os: At vi ikke lukker nogen ude. Men det er meget langt fra sandheden. Vi gør det hele tiden ved selvretfærdighed og bedreviden, og en fastholden i at vi har det godt fordi vi har fortjent det.

Rene udenpå, men med ofte urene hjerter.

 

 

 

FASTE

2. marts 17

Fastetiden er begyndt. Askeonsdag markerede den første dag af de 40 dage fastetiden varer.Egentlig er der 46 dage til påske, men søndagene tæller ikke med. På Herrens dag skal der hviles og festes ikke fastes.

I vores protestantiske tradition er faste aldrig rigtigt slået igennem. Det med  at spise og drikke mindre er os fjernt. Og i moderne tid er det at skulle undvære noget os endnu mere fjernt. Men det er godt at holde faste. Faste på den måde at det bliver eftertankens tid. En tid hvor man tænker og føler efter hvad der er vigtigt i livet. Er det tingene eller er det familien og vennerne. Er det "mig mig mig", eller er der plads til empati og kærlighed?  Som Folkeklubben synger det i en af deres sange: Jeg spørger dig lige nu "Er du i det for peng'ne", eller "er du en af dreng'ne?"

Hvad sætter du højt i dit liv? Det er fastens tema. Forud for at kunne nå til de store begivenheder og fester i livet, må man gøre sig klar. Rense ud, tænke og føle efter. Aflægge det "barnagtige" som apostelen Paulus skriver, og ikke være "lunken". 

Kast det overflødige væk, og nå ind til kernen af livsværdier.  For at kunne det må man skabe plads i sig selv og ro. Der skal ro til at se og begribe. Faste.

TRO?

1.Mos.15,1-6 og Luk.17.5.10

De fleste kan nok huske historien om Abraham og Sara, der højt oppe i alderen fik en søn Isak. Og den grumme fortsættelse da Abraham af Gud bliver bedt om at drage til morija-landet og op på et bjerg og dér bringe sin søn som et brændoffer til Gud. 

Abraham skulle altså slå Isak Ihjel for at behage Gud. Teksten fortæller: Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om,byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet til alteret.
Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.Og idet øjeblik bremses han så, og der sker ikke Isak noget.

Det er en mærkelig historie – og en mærkelig Gud – synes vi, der bærer sig sådan ad. Han ville prøve Abraham, tror du nok på mig til at ville ofre din søn? 

Dette billede af Gud som en magt der prøver os og straffer os sidder godt fast – selv om det Nye Testamentes fortællinger om Jesus fuldstændigt forandrer det og gør op med det.

Vi har i kristendommen stadig det gamle Testamentes fortællinger og gudsbillede med, men det skal læses i lyset af Jesu ord.  Derfor er fortællingen om Guds prøvelse af Abraham ikke en fortælling om en grum og lunefuld Gud, men om hvad tro kræver af os mennesker.

Det er sjældent at vores egen tro eller overbevisning bliver prøvet.
Vi lever i demokrati og bliver ikke forfulgt pga. af tro eller politiske tilhørsforhold.Hvordan ville vi reagere hvis vores tro blev sat alvorligt på prøve?  Hvor meget vil vi ofre for vores tro, for kærligheden, for vores land? For vores børn? For vores retfærdighedsidealer?

Klart nok undgår vi helst at lade os prøve, vi prøver at beskytte os selv og vore nærmeste, men historien om Abraham kan fortælle os, at vi er afhængige af livets prøvelser for at lære noget om os selv.

Kun når vi bliver prøvet og udfordret opdager vi grænserne for vores karakter, og hvor dybt vi er engagerede. Først i prøvelsen ved vi hvor stor lidelse vi vil tåle for vores tros eller kærligheds skyld. Vi bliver mennesker af det vi går igennem, ikke af det vi går udenom.

Måske er fortællingen om Abraham og Isak i virkeligheden blot en beskrivelse af Abrahams mareridt . Den onde drøm, vi alle kan forfølges af.
Ikke mindst når vi har fået børn, kan vi plages af mareridt ved tanken om, hvad der kunne ske dem. Og måske ville det allerværste være, hvis det var os selv der kom til at skade dem...

Måske, Tankevækkende er det i hvert fald. Forestil jer at stå i den situation , som er temaet i bogen Sophies Valg: Du har to børn, du kan kun vælge livet for ét af dem. Hvem vælger du. Vi kan gyse ved tanken om i blive bragt i en sådan eller lignende situation – og det er her vi kan få lyst til at råbe som apostlene i dag til Jesus: Giv os større tro!  Hjælp os med at klare livet og forstå hvad der kræves af os.

Som sædvanlig er vi kastet midt ind i en længere scene. Lige forud har Jesus fortalt disciplene, om hvordan de både skal vejlede og irettesætte når nogen  gør fejl, men også at de skal tilgive. Og han siger til dem: Det kan ikke undgås at der kommer fald, men ve den der bliver årsag til det.

Talen er noget indviklet, men skulle man gøre det meget kort kunne man sige at Jesus mener: For at handle efter Guds vilje må man vandre i retfærdighed, undgå at dømme sin næste og overalt fremme tro, håb og kærlighed. Det letteste at sige og høre, det sværeste at  forstå og gøre. Og selvfølgelig udbryder disciplene: Giv os større tro.

Men hvad er tro? Er det sådan en bunke man kan øse af,
En pose man kan hælde mere af op i sin skål? Noget der findes i metermål? Nej. Og derfor siger Jesus til dem.: Hvis I havde tro, ville I kunne udrette alt, og I ville ikke forvente noget til gengæld.

Jeg hørte for nogle måneder siden en udsendelse i radioen om en mand der havde skrevet en bog om religiøsitet og tro. Og intervieweren spurgte ham så : hvad så, er du troende eller ikke troende?
Manden svarede : både … og. Men det kan ikke lade sig gøre. – den som svarer sådan ejer ikke tro. Det betyder dog ikke at den der tror ikke kan tvivle, men tvivl forudsætter faktisk tro.

Måske siger apostelen Paulus ganske godt hvad tro er: 
Tro er fast tillid til det, der håbes på.overbevisning om det der ikke ses. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord.  Tro er altså tillid, at turde vove det store spring , at opgive selv at ville kontrollere og styre alt. At vide at livet begynder og ender med Gud og ikke med os selv.

Giv os en større tro, siger apostelene, for at beskytte sig selv mod alle de trængsler de er i og som venter dem i fremtiden, men tro beskytter ikke mod trængsler, tro er det der bærer igennem trængslerne.

Når det ser allermørkest ud i tilværelsen og ensomheden kan føles desperat, da er det ikke større tro, men den styrke der allerede findes i troen der hjælper i gennem.

Mennesker siger så tit: hvis bare alt var lidt anderledes, ville jeg have det godt, eller hvis bare det og det var sket, så var jeg en anden nu, hvis bare naboens grønne græs var mit, så kunne livet være bedre. Således kan man bilde sig ind, at det altid er ydre omstændigheder der har ansvaret for manglende livsglæde. Men vi har nu engang ansvar for eget liv, og for de valg vi foretager, på godt og ondt. Og i stedet for at være alene i verden med os selv og vore valg kan de sættes i større perspektiv. Troens perspektiv.

Hvad er da den tro, der kan rykke træer op med rode, endda morbærtræer som skulle havde særligt dybtstikkende rødder at holde sig fast med. Jo, det er én gang for alle at indse at Gud er med os i alle kår og trængsler, sådan som han har sagt det i dåben, og i fortællingen om påskemorgen. Det er kun os selv der kan glemme dette, eller se bort fra det.

Jesus har sagt til os, som til apostlene, at han er med os alle dage, derfor forlanges der meget af os. Vi skal ikke forvente smertefri liv, vi skal ikke forvente tak eller belønninger for vores gerninger her på jorden, men leve og handle uden at skele til om noget kan betale sig, i næstekærlighed, og så til sidst sige:
Vi har kun gjort hvad vi skulle…

Jeg har ofte hørt nogen sige: Jeg har gjort hvad jeg kunne. Gid det er sandt. Men selv derfra og til at kunne sige: jeg har gjort hvad jeg skulle i kraft kraft af min tro, for jeg er Guds barn,
er der vel endnu et langt stykke.

Noget af det jeg siger  kan få tro til at lyde som noget tyngende og pligtfyldt, og det er det ikke kun. Troen er jo jublende, den lever på det jævne med blikket til stjernerne.
I tro bliver livet større, hvor tro er bobler livet ovenud, af grin, af glæde, af sorg, af taknemmelighed. Hemmeligheden ved tro er at den  kan vi ikke vælge til og fra efter forgodtbefindende. Den skænkes os, som udslag af Guds kærlighed. 

Troen følger med, der hvor vi siger: Guds er riget, magten og æren.
Ikke den prøvende straffende, nøjeregnende Gud, der er gjort i menneskers billede,
Men Gud som skaber og opretholder, som den der har åbenbaret sig i Jesu liv og ord. Og som i sin kærlighed lover at være med os alle dage ind til verdens ende.

Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke ses.

Abraham troede, og det blev regnet ham til retfærdighed.
Når disciplene siger : giv os større tro, mener de i virkeligheden:
Hjælp os til at holde fast i troen.

Vi vil i grunden gerne….. tro
 

Nytår

 

Nytårsnat er  en slags renselse. For da markerer vi et vendepunkt. Vore fødselsdage er vore egne personlige vendepunkter, men nytår er et fælles vendepunkt. 

Og ved vendepunkter er det sådan at der er flere veje at gå videre ad.  Man kan enten fortsætte som hidtil eller vælge en anden sti. 

Derfor er nytår også tiden hvor de fleste bestemmer sig til at holde op med at ryge,  eller at ville tabe sig, eller dyrke meget mere motion.

Og før sådanne vendepunkter skal der holdes fest. Og fordi det er et fælles nytår, er det også for nogen et krav at være sammen med så mange som muligt. 

I går var der en radioudsendelse hvor folk efterlyste deltagere til deres fester, eller efterlyste en fest at gå til. De fleste af dem der søgte, søgte flere piger!

Og egentlig kom denne efterlysningsaffære til at råbe lidt af kødmarked og grundlæggende ensomhed.

Vi er  alle er lidt bange for at slå os på nytåret. 
Vi forlader det gamle kendte år med vemod, og kaster al, frygt, forventning og alle kræfter ind i det nye.

Og vi behøver det, for nytår minder os om alder og skrøbelighed, om at døden findes, og om at vi måske ikke gjorde det så godt i forhold til vores kære eller til vores venner.

Nytår er så alvorligt at vi er nødt til at tage sjove hatte  og næser på, spise kransekage og lade champagnepropper, bomber, knallerter og raketter springe for at overdøve lyden af vort eget hjertes banken.

Og med sådan en indledning på året, bilder vi os ind at vi også får indflydelse på hvordan det  kommer til at forløbe.

Og nytårsmorgen  står vi op og konstaterer at det meste er uforandret, og at resterne af nattens knald har svinet haven til. Raketrester mellem våde blade ser  umådeligt sørgelige ud.  Og det første vi hører i radioen er om de ulykker der skete i nattens løb.

Men så kommer vi måske i kirke. Byder nytåret velkommen , og får i tilgift et ord fra Guds søn. Han giver os en bøn. En bøn at udtrykke den længsel i, som viser at vi er skabt af Gud og har evigt fællesskab med ham, Fadervor. Den bøn udtrykker netop karakteren af det fællesskab. 

Jesus siger: I skal kalde Gud  Far, for som en kærlig far eller mor elsker sit barn, sådan elsker Gud hver eneste af jer. Med samme omsorg og med samme dybde. Gud er ingen fjern og straffende Gud, men nærværende som en far og en mor.

I er skabt i hans billede, og er hans børn til evig tid. Og ingen, ingen falder udenfor, uanset hvad mennesker måtte mene.

En bøn bryder tiden. Normalt når vi stiller et spørgsmål eller beder andre mennesker om noget, så vil vi straks have svar, eller resultat, ellers bliver vi usikre, eller vrede, eller opgiver det hele. I en bøn til Gud brydes tid og rum. Vi stiller os uden for den sædvanlige mulighed, vi henvender os til evigheden.

Der er umiddelbart intet svar på en bøn til Gud, men det er der alligevel. For i bønnen giver vi plads til at et særligt hulrum i sjælen bliver fyldt. Det hvor længselen har bolig.

Vi er ikke længere kun et væsen af kød og blod men et med Gud beslægtet væsen, der kalder på det højeste.Som et barn på sin mor eller far.Kalder på beskyttelse og kærlighed, beder om at det hul hvor angsten har til huse, må fyldes af håb.

Vi vedkender os i bønnen at høre til, at høre til hos den Gud, der har skabt os. Og høre til den Herre, i hvis navn vi er døbt. Herskeren over tid og rum, over hverdag og nytår.

Den Gud, som oftest ses som den ubønhørlige, almægtige og fjerne majestæt, gør Jesus til vor Far. En nærværende og alkærlig Gud, der ikke forhindrer smerte og lidelse, men går med os ind i den.

Mange har sagt, at det menneske der ikke har haft en ordentlig Far, ikke kan bruge dette billede til noget - men det er kun delvist rigtigt. For selv den der har haft det forfærdeligt, og som må have den  stærkeste mistro til mennesker, finder ofte i sig selv længselen efter det højeste og det som skulle have været. Selv i den mørkeste sjæl findes et glimt af lys, en drøm, en længsel. Og det er vel det vi har stærkest brug for, når vi overskrider tærskelen til det nye år. Et glimt af lys, en drøm,en længsel-   at det nye må være velsignet af Gud, ikke så vi undgår problemerne, døden og lidelsen, men så vi har kræfter og Gud-billedlighed i behold til at klare os i gennem med noget af glæden ved livet.

Et evighedssekund er nok til at fylde et liv med håb. Og evighedssekunder gives os i bøn og lovsang, i kunst musik og kærlighed.

Derfor skal I bede således: Vor Far du som er i himlene...

I himlen er det altid nytår - fordi Guds ord er lige nyt,stærkt og levende for det menneske der i sin længsel rammes af tro og håb.

Og Ordet kommer til os ved Ham, der levede og døde med os, på samme vilkår, og som 
stod op af graven for at forkynde evigt liv.

Et liv i Guds hånd er i tiden men også hævet over tiden - 
Derfor kan vi , med rynker, med tårer og med smil sige til hinanden:
Godt Nytår i Jesu navn.

 

 

 

 

 

 

 

Hænder

16.9.201

I dag har jeg tænkt at det skal handle om hænder. Ja, hænder, de her vi har for enden af armene, dem som vi bruger til at gøre ting med: spise, drikke, strikke, skrive, gribe, lave mad, kærtegne, spille musik, vinke, og alt hvad vi ellers kan med hænder.

Hænder i alle størrelser, nye og fine, gamle og slidte; hænder der viser hvor i livet vi er.

Og det som hænder kan er at holde i hinanden. Vi kan gå hånd i hånd, som kærester, veninder, holde vores børn eller børnebørn i hånden. Det tryggeste der findes i verden er at blive holdt i hånden, og det gælder uanset hvor gamle vi er.

Forleden dag var jeg sammen med familiens nyeste lille medlem på bare 7 uger. Da jeg sagde farvel til hende på mors arm greb hun fast i min finger og holdt fast med en ufattelig kraft for sådan en lillebitte hånd. Det er næsten ikke til at løsrive sig fra sådan et henrivende spædbarn, det ved I alle sammen, det nærmest tryllebinder os.

Men jeg skulle videre. Jeg skulle ud til en døende mand. Han var meget urolig, da jeg kom, og greb fat i min hånd. Jeg var forundret over at han, der var svækket, alligevel havde så mange kræfter, at han længe holdt meget fast.

Det var som om de to par hænder, den nyfødte piges lillebitte hånd og den døende gamles store næve begge sagde: Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig. Den ene vil velsignes til at træde ind i livet, den anden til at træde ud af det.

Efter en stund faldt den gamle mand faldet helt til ro og den hånd jeg sagde farvel til klappede på min. På gensyn, siger jeg. Ligesom jeg tidligere havde sagt til den lille pige: vi ses igen. Begge afskedshilsner rummer en velsignelse. For os kristne er er farvel altid et på gensyn. Det er vores tro: Vi ses igen. Og der hvor vi må slippe hinandens hænder tager Kristus over.

Vi er gennem livet og helt ind i døden i gode hænder.

For en del år siden lå jeg selv på sygehuset og skulle opereres.

Ingen vidste helt hvad de ville finde derinde, så jeg var noget urolig og bange. Mens jeg lå der om natten, havde jeg et billede af, at jeg hang i det yderste af neglene på kanten af en kæmpestor hånd og var ved at falde ned i dybet. Og midt i denne angst var der pludselig en kraft der skubbede mig op i hånden så jeg lå trygt og godt og min angst forsvandt. Jeg tænkte senere på ordene fra salme 139 i det gamle testamente, som er følgende:

Herre, du ransager mig og kender mig.  Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;  du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.  Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?  Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.  Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.

Guds hånd holder os fast. Uanset hvor langt vi er ude, bliver vi holdt fast af Guds hånd. Med den bliver vi velsignet fra indgang til udgang.

I hverdagen skal vi holde fast i hinandens hænder. Bruge hænderne til det gode. Bruge dem til at vise kærlighed og venskab.

Alle hænder er smukke, hvor meget de end er mærket af tilværelsen. Helt små og nye, helt gamle og krogede.

Hænder har sprog og kan tale.

 

26.8.16

 

Josvabogen 1.9

Jeg har jo indsat dig. Vær modig og stærk.Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt,hvor du går

 

I dag vil jeg skrive lidt om frygt.

Jeg har nemlig i den sidste tid mødt rigtigt mange der på forskellig måde er blevet ofre for frygt. Ikke at de havde nogen direkte grund, de var ikke blevet sådan truet, men de kunne bare oppe i deres hoved fortælle sig selv, at det og det nok kunne ske, og så udviklede det sig og så blev de bange. Vi kender det alle sammen, det at gøre små problemer til store, at gøre en lille bekymring til frygt, og derefter føle os overmandet.

Frygt kan blive til tvangstanker, og så måske udfører vi selvbeskyttende handlinger, der kan blive til tvangshandlinger, og så er vi pludselig hvirvlet ind i et spind af frygt. Og for nogen bliver det værre med årene.

Og frygt er forfærdelig. For frygt vokser og æder os indefra. Den bliver større og mere uoverskuelig, hvis vi ikke sætter en stopper for den. For det kan vi. 

I bibelsk sammenhæng er frygt djævelens værktøj. Det er den onde der vinder ind på os, og sætter sig på skulderen af os som en lille lokkende stemme. Eller en voldsom skræmmende stemme. Vi kender billedet fra tegnefilm og blade, - der sidder en engel på den ene skulder og taler det godes sag, og der sidder en lille djævel på den anden skulder og lokker os i fristelse.

Det gør heller ikke så meget at vi ikke modstår diverse små fristelser, men det gør noget hvis vi lader os kue af frygt.

Det er det bedste djævelen ved. Hvis han kan skræmme os så meget at vi næsten bliver bange for os selv. Bange for at gå ud blandt andre, bange for livet i det hele taget.

Det med den lille djævel på skulderen, det er faktisk et meget godt billede på et der sker når frygten får godt tag i os. Vi bliver meget mindre indeni end vi kan være. Men tag arm og hånd op på skulderen og vift djævelen af. Forsvind. Jeg gør det selv når jeg bliver ramt af frygt.Forsvind. Og jeg kan gøre det fordi Gud er med mig. og Gud er med dig.

Som I hørte først: Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.

Jesus siger det også. Han sagde altid til sine disciple, hver gang de stod over for frygt og modløsed: Frygt ikke, tro kun. Stol på Guds løfte.

I Esajas bog står det også med ordene: For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke jeg hjælper dig.(41,13) og et andet sted:

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig. Du er min (43,1)

Vi har altså Guds eget ord for at vi ikke behøver at lade frygten få overtaget. Gud er altid stærkere end djævelen, lyset skinner i mørket, og mørket kan ikke overvinde lyset.

Når vi bliver bange har vi Fadervor og vi har korsets tegn.

Så vi er godt rustet til at sende frygten ad h… til, der hvor den kom fra.

Hør ordene igen:

Vær modig og stærk. Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.

10.s.e.trin  16

Mattæus 11, 16-30 

Som jeg har sagt før er prædikensteksterne ofte skåret lidt mærkeligt, og hvis jegkun havde læst den sædvanlige bid, havde det været en lang gang skælden  ud fra Jesus. Nu er det trinitatistid og det er belæringstid for menigheden, så den kan vokse i ånd og tro, men vi forråder Mattæusevangeliet og endda Jesus selv, hvis vi lader det blive ved udskældning.
Jesus slutter nemlig med bøn og forbøn for dem, der vil høre hans ord, og som tager imod ham, selv om de er trætte og tyngede. 
Han kommer selv med hvilen og roen, og Han siger  det  i form af en reference til Siraks bog i det gamle testamente: hvor der blandt andet står: 
Kom til mig I ulærde; slå jer ned i visdommens hus,jeg har taget til orde og talt. skaf jer visdom uden betaling, Bøj nakken under åget, og lad jeres sjæl tage imod belæring, Lad jeres sjæl glæde sig over Guds barmhjertighed, og skam jer ikke ved at prise ham. Det er Siraks bog kapitel 51, versene 23-29.
Referencen var  uden tvivl velkendt for tilhørerne  dengang , men vi kan også fået noget ud af den. Det gælder blandt andet visdom, og det gælder den hvile der kan fås i Guds barmhjertighed.
Barmhjertighed er et typisk kirkeord, men ingen kan vel være i tvivl om hvad det betyder, eller.......
Det hele begyndte rigtigt nok noget barsk: Folk idag kan bedst sammenlignes med børn der sidder på torvet og beklager sig.
Og anklager hinanden, hvorfor gider i ikke danse når vi nu spiller på fløjte og hvorfor gider I ikke græde når vi synger sørgelige sange?
Måske er det fordi vi idag er som dommeren der optrådte i sidste søndags tekst , om hvem der stod: han havde hverken respekt for Gud eller mennesker, eller i den gamle oversættelse: han frygtede ikke Gud og var ligeglad med mennesker.
Det er en ret god beskrivelse af mennesker i dag, de er som børn, de gider hverken danse eller græde , og de har ikke respekt eller er ligeglade med Gud og mennesker. Og de er børn på den måde at de ikke vil være voksne, de vil ikke tage ansvar for et liv i fællesskab.
De vil kun sig selv og lever for omgående behovstilfredsstillelse, og de vil have andre  til at indgå i deres spil, uden at give noget selv til fællesskabet.
De anbringer deres eventuelle børn i rum med eget tv og pc, så enhver kan leve sit eget liv, men ikke et fælles liv, for alle har travlt med at realisere sig selv. Bedstefar vil hellere køre på motorcykel end  passe sit barnebarn. 
Dans nu om dage er heller ikke rigtigt et fælles projekt, hver for sig står man på gulvet og vrider sig, uden kontakt med de andre, og fordi man dybest set bliver ensom i sådan et liv tager man ecstacy piller for at der dog sker noget med en.
Hvorfor danser I ikke når vi spiller på fløjte. Hvorfor fester I ikke når der er budt til fest?
Bryllupper i vor tid er en kæmpeforeteelse, og ligesom i USA er der her kommet firmaer der er bryllupsarrangører, og klarer alt til mindste detalje. Det eneste man ikke kan booke det er faktisk glæde og højtidelighed. Det forventer man til gengæld i kirken, Selv om det er den der tæller mindst i det store arrangement.
Alt er klappet og klart, men brudeparret kan dårligt finde tid til at tale med præsten, for der er jo polterabend, og frisør og menu og kage og og.
Nogle steder spørges der direkte efter en præst der er pæn nok til at komme med på bryllupsbillederne.
Det er faktisk noget af det Jesus taler om , hvordan indbyggerne i  de byer han nævner ikke forstår hvad han siger, at de er galt afmarcheret når de vælger og lægger vægt på det forkerte.
Brudekjolen er ikke det vigtigste, det vigtigste må dog være det ja som to mennesker siger til hinanden foran Guds ansigt.
Og selv om brudeparret byder til dans er det ikke sikkert gæsterne vil være med, det er mig lidt en gåde at når brud og brudgom bruger tusindvis af kroner på tøj og fest, at gæsterne så ofte ankommer i  helt almindeligt tøj , kortærmede ternede sommerskjorter til mændene,  det ligner  manglende respekt. og ligegyldighed.
Det samme gælder nu ofte begravelser, man kommer ikke længere i sort og i respekt for afdøde og familie, men kommer i den multifarvede vindjakke, men alligevel går med...
Nej, vi gider hverken danse eller græde.  Det skælder Jesus ud over,  at  vi er ganske uden lidenskab  og ganske uden respekt og tro.
Og så tror vi at det bare er i orden, eller vi er forrygende ligeglade.  Forrygende ligeglade med evangeliet.
Evangeliet  kræver nemlig at vi danser og græder, at vi gider livet, at vi kæmper lidenskabeligt for fællesskab mellem mennesker, og ikke bare sætter os bag lukkede døre og tror at så kommer det  nok helt af sig selv.
Ikke underligt at Jesus er vred, Forbandede  Korazin forbandede Betsaida. Tåbelige Kapernaum, møg byer! I tror ikke, I hører ikke, I omvender jer ikke.
Man kender så udmærket fornemmelsen, man har anstrengt sig for at gøre noget godt, skrevet en opgave for derefter at få at vide, du kunne jo også have skrevet om noget andet, man har gjort sig umage for at lave en god udendørs konfirmandandagt, og så er den eneste kommentar, nu slæber de jo muddersko med ind,eller  lavet en tale der betød noget for en selv, og så er ordene, hvorfor havde du ikke det med?
I har selv eksempler allesammen ,på netop det. Og så har man lyst til som Jesus gør det at sige: forbandede .... forbandede, møg by.
Nogen kan bare ikke have at Jesus skælder ud, han må ikke være lidenskabelig for så krakelerer det pæne glansbillede vi har af ham, et der hverken kan danse eller græde. Men derved fornægter vi jo også det at han er sand gud og sandt menneske.
og Jesus  slutter der hvor vi andre også må slutte, i bøn og i forbøn. 
At tro på Jesus og evangeliet fører til at man bli´r fremmed i verden, en verden der ikke vil danse eller græde.
Og i vreden over verden og midt i tårerne siger Jesus så til os, 
I kan hvile ud hos mig.  Når I blive vise nok til at fatte Guds vilje og barmhjertighed, og derfor får hug af verden, så kom til mig.
Så får i ro i sjælen. 
Jesus er syndres ven, Han bygger sin kirke på Peter der svigter og Paulus der forfølgre, han bygger på mennesker, på dig og på mig. Vi er ikke perfekte, men vi kan være os selv, og derfra højt og tydeligt forkynde evangeliet til en verden der ikke synes at ville danse og ikke vil græde.
Hvis ikke I gør det, hvem skal så? Vi kalder os i kirken, men jeg har mødt større tro, større kærlighed uden for  det etablerede-
Der hvor alt det store og flotte og ubetydelige er skrællet af, og der bare lyder et rungende ja til  Jesus.
Der er visdom, der er tro!

kontakt

Drag, dør,  ud eller ind

Drag ud eller ind af døren

7.marts 2016

Denne dør er fra Friluftsmuseet i Lund. Den gamle domkirkeby, som er dejlig at være i og fuld af særlig ånd. Døren her ser gammel og solid ud og er fint udsmykket. Hvor mange mon har lukket den op og i? Og hvad er der bag?

Et skilt på døren siger "Drag". Det kalder vi på dansk træk. De flste af jer kender sikkert det at skulle ind et sted og slås med at skulle skubbe eller trække; som regel tager man fejl et par gange inden det lykkes at åbne døren. Men her står det  og bliver meget tydeligt på den gamle dør. "Drag" på svensk er det ikke så mærkeligt, der hedder en trækharmonika et dragspel, og på engelsk kan det have flere betydninger: det at mænd klæder sig i kvindetøj og også at "trække noget ud" eller at noget trækker ud selv: time dragging along.

På dansk kan man få et drag over nakken, og ellers har vi højdedrag. For at det hele skal give mening sammen med døren må vi tilføje et ind eller ud. Drag ind i den virkelighed der er bag ved døren, eller drag ud i verden. Hvad er der bag døren?

Måske har jeg allerede gjort det hele så forvirret at du bare har lyst til at drage videre.

Fred, helle, sanctuary, bank på, dør,

Hellested

23.02.15

Denne dør findes i nærheden af Durham Cathedral i England. En meget solid dør. Og man kan tænke: skal den lukke folk ude, eller lukke dem inde? Siger den: Du kommer ikke uden videre her ind, eller siger den, når du er inde kan intet true dig? Fra gammel tid har kirkerne altid været helle steder. Når man først var inde,var der fred. Derfor har kirkerne også et våbenhus, hvor våben kunne lægges. For inde i kirkerummet skulle der herske fred og beskyttelse. Var man først nået ind i kirken kunne ingen røre en. Frygt for en uretfærdig rettergang kunne også få "forbrydere" til at søge tilflugt i kirkerummet, og så var de- i første omgang  ihvert fald-  "urørlige" . Vi har også i nyere tid set at flygtninge og andre har taget ophold i kirker, fordi de der har helle, og er "urørlige". Det er vigtigt at have hellesteder. Det er vigtigt at få lov til at være "urørlig". Mange tænker at kirken har en stor solid lukket dør, og at det er svært at gå over dørtærskelen, men man kunne også vende den tanke om. Døren er solid fordi den skal holde ufred og uro ude. Den skal være et helle! Der er stor mangel på fred og steder til helle i vores tid.

stillerum

6.8.2014

Døren til.... stilhed

Denne dør findes i Edinburgh Airport. Det er omtrent det første der møder en, når man ankommer til lufthavnen. Døren i sig selv er måske ikke så indbydende, men rummet bag den er. Det er et stillerum, enkelt og fint. Og der er derinde et kors, og andet kristent "tilbehør" såvel som muslimske bedetæpper og andre religoners rekvisitter og symboler. Stilheden derinde er mærkbar. Og stilhed skal der til hvis man vil have ro i sjælen. Dette gælder for bekendende religiøse såvel som ateister. Der skal ro til at se. Der skal stilhed til at rumme og forstå. I stilheden bliver der plads til tanke og ånd. Samtidig er stilheden præstationsfri. Du skal være, ikke gøre. Hold pause fra alt det der jager og find ro. Luk døren op til stilhedens rum.

10.april14

den grønne dør

Her er en dør i Sverige. en grøn dør. Med grønt foran. Det ser næsten ud som om døren er brudt ud i vækst for neden. Som om det tørre træ pludselig er blevet levende. Jeg tror at vi kender det, det hele kan forekomme tørt trist og forfaldent , og pludselig så er der en lysefrøn knop, et menneske der taler pænt,eller siger tak, pludselig bliver det forår i krop og sjæl. Vi er taknemmelige når vinterens grå afløses af forårsgrønt, og vi er taknemmelige når vi vises venlighed. Faktisk kan vi forandre vores liv ved at insistere på selv at være venlige og imødekommende, hvis vi vælger den grønne dør til livet . Hvis vi omgiver andre med venlighed og omsorg, så springer der pludselig en knop af håb. Hvor den slår ud ved vi ikke, og hvor længe det varer ved vi heller ikke, men det begynder med at vi vover det. vover at gå ind ad den grønne dør.... til livet.

den fortryllende have?

23.februar 2014

Døren til.....

Døren til den fortryllende have?

Eller døren ind til den ro du behøver? Nu da du har været omgivet af støj og travlhed, gråhed og kulde ganske længe? Foråret er lige om hjørnet, men der skal ro til at se. Ellers løber foråret mellem fingrene på dig. Begynd nu, sæt tempoet ned, se dig omkring, nyd det spirende skift, nyd lyset. Gå in tankerne ind i din barndoms dejlige haver, husk hvad det gav dig. Husk dengang du var fuld af håb og mod på livet. Hvis det kniber nu, så hold pauser og gå ind ad døren til den fortryllende have af ro og stille glæde. Egentlig har du det jo godt, du skal bare huske alt hvad du er, har været  og kan være. Haven hjælper dig med at huske det. Guds fred hviler nemlig i den! Der kan du hente mod til det der kommer.

dør til have, port,

16.maj 2013

porten til...

det er snart sommer, og haven vil bugne af spændende blomster i alle farver. Et mirakel af farver. livet og naturen er et mirakel, men vi lægger ikke altid mærke til det. Vi bliver inden døre, inde i os selv, og går ikke igennem porten til alle herlighederne. Hvad er vi bange for? At få for meget af det gode? Er livet nemmere at håndtere på en skærm? Vov det, gå ud, gå ud i det åbne, nyd det, nys af blomsterstøvet, men gå ud! Det sætter din egen selvforståelse i perspektiv.  Gå gennem porten til livets have!

lyset, åbning, dør, vestmanna,

Døren til....

Denne åbning i en klippespalte findes i Vestmanna på Færøerne. Det er en slags dør. En åbning mod lyset. Er det ikke hvad vi ønsker os, en åbning til lyset? Mørke har vi nok af, fortvivlelse, modløshed og ligegyldighed har vi nok af. De trækker os mod mørket. I mørket bliver man trist. I tristheden bliver man mørk indeni. Vi har brug for lyset. Ikke tilfældigt at i bibelens skabelsesfortælling kommer lyset først. Der var mørkt og tomt og øde, og så kom lyset. Vi lever af lyset, og hvis vi vil det kan vi også komme til at leve i lyset. Se hvor det kommer os i møde. Spørgsmålet er om vi tør møde det. Vil vi hellere blive her i hulen og halvmørket? Der skal mod til at se, og mod til at vove sig frem i lyset. Lyset afslører os ... og giver os nyt liv.

Døren byder velkommen

Døre

 

 

Døren til...

En af mine venner bor i dette hus. Jeg har aldrig besøgt ham, da han bor i den anden ende af landet,så jeg ved ikke hvad der gemmer sig bag døren, udover en dejlig familie. Døren er indbydende. Den tager venligt imod. Døre kan afsløre noget om hvem bor der bagved. Kan det ses på døren hvem vi er? Meget kan ihvert fald afsløres af vores døre. Er vi imødekommende eller afvisende? Er vi ligeglade med hvad andre tænker, eller viser vi at vi er ligeglade, ved at lade døren ind til os være kold, neutral, kedelig?  I december afviger mange fra normen, der hænges kranse og dekorationer på døren, i julen vil vi gerne være imødekommende. Men til daglig?

Og kan dette også overføres på vores hjerter? Er de lukkede, neutrale, afvisende eller imødekommende på sådan en ganske almindelig dag? Eller er det også kun til jul, at vi viser noget mere?

Prøv at kikke på din egen dør i dag. Måske siger den dig et eller andet.

døren og vejen

21.10.12

Døre

Døren og Vejen

Fandt denne dør da jeg var ude at gå en tur. En lysblåmalet dør...? I sig selv var den ikke noget særligt, men så så jeg hvad beboerne hed: Vejen.  Fantastisk. For det er jo hvad de første kristne kaldte sig: Vejen. De kaldte sig endnu ikke kristne, men netop vejen, fordi Jesus var  Vejen, Sandheden og livet, og fordi de så på tilværelsen som en vej der skal gås, i Kristi tjeneste, frem mod lyset, og det evige liv.

Hvor tit ser vi livet som en proces, hvor det går ud på at blive klogere og mere kærlige? hvor det gælder om at være i tjeneste for Gud og medmennesket? Ofte kommer der noget i vejen, der forhindrer os i at være som vi skulle. Forhindringer, som vi tror er livet, og som får os til at glemme ansvaret for hinanden. Ja, der kommer noget i vejen for vejen,og vi forledes til at tro at det er da i orden at være egoistiske og selvoptagne.

Vi lukker døren for Vejen. Men Vejen lukker op for os, igen og igen, utrætteligt.