Skriv en tekst her
bjerg, bjerget, forklarelsen på bjerget, faste, fristelse, kain og abel, 1. søndag i fasten, mærke, korsmærke klippespalte, fristelse, den smalle vej lys i mørket, lygetepæl i tide, memento mori den sidste hvile, memento mori, time´s up opstandelse, livets sejr over døden, håb, tro,

                                  Velkommen !

                      Bente Viuf,  sogne- og sygehuspræst

beredskabspræst i Folkekirkens katastrofeberedskab

Master i diakoni og kateketik

Trinitatis

Trinitatis - Trenighed
 

Trinitatis er et ord fra latin, der betyder treenighed eller trefoldighed. Måske kan nogen af jer huske at Chr. Den IV’s skib dengang han mistede sit øje netop hed  trefoldigheden . 

Det var  en af de tidlige såkaldte kirkefædre  - en mand ved navn Tertullian- der fandt på ordet trinitatis omkring år 230, da han ville forsøge at forklare hvem Gud er. 
Vi siger jo at vi har én Gud og dog kalder vi kam ved tre navne, Fader, søn og Helligånd.

Det forklarede Tertullian altså ved at Gud er ét væsen, men tre personer. 
Måske kunne man tegne det som tre cirkler der griber ind i hinanden. De tre sider af Gud er forskellige og hører dog sammen i en fælles kraft.

Jeg plejer at sige til konfirmanderne, at det er ligesom man samtidig kan være både datter.søster og mor - og dog er et og samme væsen.

Den første cirkel - Faderen - er billedet på Gud som den der har skabt himmel og jord og som stadig skaber nyt. Den som vi kender bedst fra det gamle testamente.

Den anden cirkel er Sønnen - Jesus - der kom til jorden og lærte os om det at være menneske i ansvar og kærlighed.

Og den tredje cirkel er Helligånden - den kraft der gør det muligt for os at tro og finde en vej til Gud. Og den kraft som vi døbes med.

Disse tre: Fader søn og Helligånd samles i en trefoldighed - Trinitatis. Tre personer - ét væsen.

Og den af teksterne til Trinitatis søndag er den vi kalder dåbsbefalingen; Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, døb dem i Faderens og sønnens og Helligåndens navn. I den treenige Guds navn.

Før vi blev protestanter her i Danmark - altså før Martin Luther  gjorde oprør mod den romerske kirke i de første årtier af 1500 tallet var alle gudstjenester på latin.

Almindelige mennesker forstod ikke en brik  af det der foregik og det er meget sjovt at tænke på nogle af de trylleord vi bruger faktisk er en fordrejning af det som folk hørte ved altergangen.Hokus pokus siger vi - og det kan føres tilbage til ordene Hoc est corpus : dette er mit legeme.  Og Filiokus er lavet om fra filioque som betyder :og sønnen. 

Og når vi bruger det som trylleord, er det fordi man dengang  og stadig i den katolske kirke taler om en egentlig forvandling af brød og vin til legeme og blod. 

Og så kan jeg tilføje at gudstjenesten formentlig varede et par timer, at man sad i en hundekold og fugtig kirke, at liglugt sandsynligvis sivede op fra gulvet, og at der fra prædikestolen blev talt meget om dom , helvede og evig  fortabelse. 
Så er det lidt lidt bedre forhold i dag.

Når jeg bringer dette på bane er det fordi man nu her i vor tid godt kunne have en mistanke om at tingene langt fra behøver at være på latin for ikke at blive forstået.

Er det lige så uforståeligt når vi siger “genfødt ved Helligånden” eller “syndernes forladelse” eller bare ordet ånd eller nåde? Og skidt så måske med ordene - problemet er om begreberne er blevet tømt for indhold.

Gør ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, Døb dem i Faderens, sønnens og Helligåndens navn. Er de ord som vi kender så godt andet end trylleord der hives frem ved dåben? Andet end et hyggeligt forspil til en familiefest.

Det som dåbsbefalingen kalder på er et Gudsforhold. - en dyb forståelse for eller rettere tro på at det at forholde sig til Guds løfter og krav til mennesket er fuldstændigt afgørende for éns liv og måde at leve det på. Uden dette gensidige forhold - pagten som det kaldes - uden dette er mennesket rodløst og ensomt.

Vi skal ikke tro på Gud fordi han ellers nok kommer efter os og straffer os - et sådant billede af Gud  eksisterer mest hos mennesker der er bange for at leve. Nej vi skal tro og følge dåbsbefalingen fordi det ganske enkelt er vejen  til et godt og stærkt liv.

Sønnen kom til jorden for at vise os en kærlig Gud, en Gud som er med os alle dage, en Gud som i kærlighed sætter os fri til at give kærligheden videre.
En Gud som befrier og giver nyt mod.

Syndernes forladelse er ikke hokus pokus ord, men tilgivelse. 
Tilgivelse for alt det vi undlader at gøre, muligheden for at smide de tunge byrder af snyd og bedrag , af hårde ord og  skyldfølelse fra sig og begynde påny.

-Jeg har ellers nogen gange hørt fra folk som sagde: at vi i kirken nu var tilbøjelige til at tale for meget om Guds kærlighed og for lidt om fortabelsen. For begreberne hænger sammen.

De mente nok ikke at vi i stedet for kærlighed og nåde skulle prædike død og dom , som i gamle dage- men at det kun giver mening at tale om Guds kærlighed, når man har været helt derude , hvor man behøver den. 

Trøst giver jo kun mening for den  der sørger,  og tilgivelse giver kun mening  for den som godt ved at han eller hun har svigtet. Kærlighed har den mest brug for, som føler sig forladt. Syndernes forladelse har kun mening for den der ved at han er en synder .

For det der tales om her i kirken er ikke sødsuppe trylleord, som man er nødt til at holde ud i en times tid, for så at fortsætte til det egentlige.
Nej, Her skulle ske den indre fred - den sjælens andagt - som man har brug for  for at klare tilværelsen.

Vi der bruger kirken mere end få gange i livet er her af en ganske bestemt grund. Vi har nemlig indset at vi ikke helt selv kan eller  skal  finde ud af livet men kan hente hjælp hos Gud. Ingen kommer  for at blive set eller være speciel, men for at hente styrke i de ord som lyder til os - talen om Fader, søn og Helligånd er livsgrundlag, livstydning.

Det gør ingen pænere og fredeligere end andre, men det giver mening i en travl forvirret og til tider  grusom tilværelse, som verden nu byder på. Vi får at vide her, at vi hver især er betydningsfulde, fordi vi er Guds og døbt i hans navn, og har den opgave at leve et liv i Kristus. En brik i Guds store mønster.

Her bliver vi mindet om at livet er større og kan være meget mere smukt og værdigt end det som det ellers ser ud til. For Gud er der ingen fortabte, ingen uglesete, ingen der ikke er gode nok. Ingen der ikke kan bruges. Han elsker os som sine børn, og børn forlanger man noget af, ellers går de til grunde.

Kristnes opgave er at føre en spejling af Guds kærlighed ud til medmennesker, så også vi kan give hinanden betydning  og værdighed og ikke det modsatte.

Kun taget som et krav til os selv, til dig og mig, bliver dåbsbefalingen mere end ord, mere end tradition, mere end trylleord og latin. Den bliver vejen til helhedens cirkler - treenighed, trinitatis.

Kristne er ikke døbt til frygt og ligegyldighed -  det fører kun til hjertets fortabelse.Kristne er døbt til mod og og handlekraft - det er det der hedder genfødt ved Helligånden. Kristne er døbt til omsorg for medmennesket, når det er i nød. Sådan lever vi efter Jesu ord. 

Gud elskede os først, derfor kan vi gå ud i verden, og gøre som han har sagt os.

 

Kristi Himmelfart

De havde allerede i tankerne sagt farvel til Jesus én gang - den dag på korset, da de så ham dø. Men han var vendt tilbage til dem for at de kunne se, at alt hvad han havde fortalt dem, var sandt.  Man er nødt til at dø for at kunne overvinde døden - og der er noget der er stærkere end døden havde han fortalt dem - ja, Guds kærlighed -Guds kraft.

Og denne dag hvor han står med dem uden for byen og bliver løftet til himlen, forstår de mere end de gjorde før, men alligevel ikke så meget.

Det var først meget senere at de forstod at noget kan være så vigtigt, at man kan vælge at dø for det. Og de kom til at dø, for mange af dem blev selv henrettet for deres tro på ham, både ved at blive kastet for vilde dyr og ved korsfæstelse.

Men hvad var det i grunden han havde sagt til dem? Han havde sagt så meget - og de havde forladt deres familier, deres koner og børn for at følge ham, for de kunne ikke andet. De var med fra begyndelsen….. og til enden. Deres egen. Milliarder er siden blevet døbt i hans navn. 

I de fleste religioner handler det om forholdet mellem Gud og det enkelte menneske, men i kristendommen går vejen til Gud gennem den måde vi behandler andre på. ‘Man kan ikke elske Gud og ikke næsten -  for igennem at elske næsten viser man at man ved sig elsket af Gud. Det lyder indviklet - og det er det … ikke. At være kristen kræver en bestemt holdning til medmennesket - en holdning der bunder i respekt for alt levende, uanset hvor anderledes det er.

Og det er ikke bare den gode idé, som vi alle kan tilslutte os, at være gode mod hinanden - men det er helt konkret og i handling at være gode mod hinanden. At besøge den ensomme, at hjælpe den der falder,  at trøste den der græder.

I bjergprædikenen siger Jesus: slår nogen dig på din højre kind, da vend den anden kind til. Og vi tænker straks, det kan da ikke lade sig gøre, man skal da ikke finde sig i alt. Når Jesus siger det, er det fordi han går imod den gamle tanke om øje for øje, tand for tand. Gengældelsens lov. Det han siger er ikke, du skal finde dig i alt, men at den stærkeste er den som ikke behøver at gøre gengæld. 

Vi har en tosset idé om at den kan kan være vred længst er størst, men sådan er det ikke. Den er stærk og stor i hjertet som kan række hånden frem til venskab og fred,  - i stridigheder kan mennesker blive så stejle og hårde - men den er  størst som kan sige: vi har været uvenner, skal vi nu ikke lægge det bag os . For sådan er det at have del i Kristi ånd. Den ånd der i sidste ende overvinder selv  døden. Det kræver virkeligt stærke og modige sjæle.

Gør alle folkeslag til mine disciple - sagde han.  Discipel er man ikke kun fordi man er døbt, men man bliver det i det øjeblik man begriber hvad det handler om. 

Mit 7 årige barnebarn er pt meget optaget af Titanic og måske kan vi låne ord fra Titanic og Celine Dion for at udtrykke det. “My heart will go on”
synger hun - og hun taler om en kærlighed, der lever på trods af døden.

Ja, og det er jo  kristendom i en nøddeskal. 
Vi er allerede igennem vores dåb  en del af den kærlighed, der overvinder døden .Guds. 
Han har elsket os først.

My heart will go on - siger Jesus - men på denne måde: Se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.   Derfor er det aldrig farvel. men altid : I skal se mig igen!                

BED, SØG, BANK PÅ

St. Bededag 

Matt. 7, 7-15

Det stykke fra Bibelen der læses er en del af det stykke vi kalder Bjergprædikenen.  Jesus går op på et bjerg, som der står, og giver sig til at undervise folk. Og så kommer der en lang tale om hvordan mennesker skal bære sig ad over for hinanden.

For dem dengang der først hørte og læste lå der en stærk betydning i ordene: går op på et bjerg. Det betød nemlig, at man var nærmere Gud. Der på bjerget kunne man møde sin Gud.
Det gjaldt Moses da han fik de 10 bud, og der er mange andre eksempler i både det gamle og det nye testamente. 

Vi tænker ikke lige sådan når vi hører at nogen går op på et bjerg, men vi kan måske alligevel forstå, at der sker noget særligt.  For hvad er det det sker når man går op på en høj bakke eller et bjerg?  Man får en fantastisk udsigt i en hel masse retninger! Pludselig er man løftet op over hverdagens små ting og fornemmelser og får en hel anden følelse af sig selv og omgivelserne.  Og det er nødvendigt en gang mellem at gå op på bjerget i tanken og se sit liv på en ny måde, væk fra hverdagslivet der nede i dalen, væk fra det, der også er godt,  men som må tages op til overvejelse jævnligt, så det ikke bare bliver en vane, og måske endda en dårlig vane. 

Så når Jesus går op på bjerget, betyder det også, at det han skal sige er særligt vigtigt, at det handler om noget der er afgørende for menneskelivet.

Teksten er blot et lille udsnit – nogle af de mest berømte ting fra Jesu lange bjergprædiken er vel at” du skal elske endog din fjende og ” slår nogen dig på din højre kind, da skal du vende den anden kind til.”

Dette sidste har ført til mange misforståelser. Nogle tror at det betyder at så skal man bare finde sig i alt og lade sig trampe på.
Men det er ikke helt rigtigt. Det var sådan dengang at man havde en ren og en uren hånd. Den rene – den højre- spiste man med;  den anden – den venstre  og urene - brugte man til andre ting, bla. andet til at tørre sig bagi med. (husk at toiletpapir og gode sanitære forhold fandtes ikke)

Hvis man står overfor en anden og slår ham på højre kind, så bruger man altså venstre hånd, altså den urene. Så det Jesus egentlig siger er: du slår mig med den urene hånd, dvs. du bruger ufine midler -  nej, slå du mig  med den rene hånd, dvs. brug ordentlige metoder og ord, så vil jeg tale mig dig. Jeg vil ikke tvinges af urene metoder.  Jesus siger altså: uanset hvor dårligt du bærer dig ad, så vil jeg først tale og forhandle med dig når du gør det ordentligt.  Jeg vil gå med dig et langt stykke, men det skal foregå ordentligt. Det handler i høj grad om det eksempel kristne skal være for hinanden og for andre. Vi skal aldrig slå først, vi skal ikke gengælde ondt med ondt, men altid prøve med det gode.

Og her kan vi så komme tilbage til det brudstykke af Bjergprædikenen som er dagens tekst. 
Det er igen henvisninger til hvad det kræver at være et godt og kristent menneske.Det falder ligesom i 3 dele Og faktisk er overskrifterne givet. Nemlig: tro, håb og kærlighed. Det er bare en anden rækkefølge.

Først er det håb: I skal bede om det I har brug for, så får I det,I skal lede, så finder I det I søger,og I skal banke på, så bliver I lukket ind.

Og det handler ikke her om at indgive en ønskeliste, sådan som  konfirmanderne sikkert har gjort : om racercykler, bærbare pcer og alt det andet. Det får de måske af jeres forældre…

- det handler mere om det som deres forældre forhåbentlig også har givet dem noget af, nemlig redskaber til at klare livet med. Håb er udholdenhed og ihærdighed.  
Det er ikke nødvendigvis altid de andres skyld hvis noget ikke er som vi synes det skal være, 
Vi har selv ansvar for at vores liv kan blive godt.  Og når vi behøver noget , da må vi give udtryk for det, bede om det, lede til vi finder, og banke på andres dør for at få hjælp. Bede til Gud.

Vi tror, at vi skal klare alting selv hele tiden, at vi skal være stærke og uafhængige. Men styrke ligger jo i at turde være svag og bede om hjælp.  Bed, led, bank på. Turd! 
Der hvor mennesker svigter , da træder Gud til og bærer jer videre.

Den anden overskrift er kærlighed: I skal opføre jer sådan over for andre som I gerne vil have de skal opføre sig over for jer.Dette er den nyeste oversættelse. Måske er den ikke skarp nok.Måske er det bedre at sige det sådan som det også siges i bibelen: du skal elske din næste som dig selv.

Det er let nok at sige, og er et rigtigt dejligt princip, som vi alle kan enes om. Men det sværeste i verden at udføre. Vi opfører os tit dårligt over for andre, giver dem en dårlig dag ved at være sure, krævende og tvære og ved altid at mase os forrest i køen. Vi kører rædsomt i trafikken, for ”der er sgu ingen der skal fortælle mig hvad jeg skal gøre….”
Så smider vi skraldet på gaden, for” hva faen, jeg gør som jeg vil.
Jeg blæser på hvad andre siger og synes.” Som medmenneske kan man ikke have sådan en holdning, som kristen kan man slet ikke! 

Den tredje overskrift er så tro.
Hvad er tro. Jesus siger det i et billede. I skal gå ind ad den smalle port. Vejen og porten til livet er smal, og kun få finder den. Han siger til os vælg ikke de nemmeste  løsninger på alting.  Gå aldrig  med i den flok der råber korsfæst eller heil hitler, snyd ikke for det gør andre da også , videregiv ikke racistiske vittigheder, vær ikke hensynsløst egoistiske. 

Bedrag ikke din ægtefælle. slå ikke dine børn. Listen ku være uendeligt lang her. 
Til de yngre generationer ku den også lyde: Mob ikke hinanden, lad være med at tale grimt til hinanden og om hinanden. Brug aldrig, aldrig vold. Den er den stærkeste, som kan lade være med at slå. Den der går den smalle sti er til at stole på, sladrer ikke, Gengælder ikke ondt med ondt. Viser hensyn og respekt for andre. Er udholdende og ihærdig. Opfører sig selv så han kan være et forbillede for andre.

For som Jesus slutter med i dag: I kan kende dem på det de gør.

Vi kan kendes på det vi gør.
Vi siger så meget, vi lover så meget, vi taler om alt det vi skulle gøre. Men vi skal kendes på det vi gør.   Elsker vi rent faktisk næsten som os selv? Holder vi vores ord, lever vi så det kan ses og mærkes på os at vi er kristne og som sådan Guds børn?  Eller er vi som falske profeter, ulve i fåreklæder…. Gud ved det, og andre mennesker ved det faktisk også. Vi narrer ingen andre end os selv.

Den brede port fører til undergang. Det er ikke en trussel, men et faktum. 
Derfor gå ind ad den smalle port, som Jesus siger. Bed, led, bank på, tro, håb og elsk!

Til dette siger konfirmanderne ja til: et liv i tro, håb og kærlighed, med Jesus som forbillede.

De fleste af os andre har engang lovet det samme. Har vi holdt ord?
Der er jo mest plads gennem den brede port. ….

Bed, led, bank på.Den der beder, får, den der leder, finder, og den der banker på bliver lukket ind.

Hold ud. Tro

 3.s.e.påske

Johs.16,16-22
”Om lidt ser I mig ikke længere, men kort efter vil i se mig igen”.  Hvad betyder det ? .. disciplene er meget forvirrede. 
Det har de vel egentlig været i al den tid de har vandret med Jesus. For de har set og hørt meget, de har stillet mange spørgsmål, men ikke altid fået svar. Eller også har de ikke forstået de svar de faktisk fik. 
Vi, som kender den fortsatte historie, ved, at Jesus sigter til Langfredag og Påskedag, men Han sigter også til Pinsens begivenheder, Helligåndens komme, og vel egentlig også det som vi siger i Trosbekendelsen: siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Altså Jesu genkomst og det evige liv.

Alt dette er i Johannesevangeliet tænkt med under ordene” Om lidt ser I mig ikke længere, men kort efter vil I se mig igen.  Det er svært for disciplene at forstå, og havde vi fået lidt mere med af teksten så begyndte afsnittet med at Jesus sagde til dem: Jeg har stadig meget at fortælle jer, men I kan ikke rumme det nu”.

Vi kan høre meget og mange ting uden egentlig at rumme det, vi kan f.eks også vide at vi skal dø, men at erkende det er noget der går langsomt. Det skal erkendes gennem kroppen. Erkendelse skal høres, føles og mærke. Erkendelse er noget der går langsomt ind. Noget som tager tid, før det kan rummes.

Det meste af det som er væsentligt i livet har faktisk en langsom proces. At vide sig elsket er også noget der tager tid at fatte. At fatte at Jesus ord om tilgivelse også indbefatter mig, at jeg i kraft af hans kærlighed er Guds barn kan det tage et helt liv at fatte til bunds. For der er meget både uden for og inden i os selv der trækker et andet sted hen, og som hurtigt får os videre. Erkendelse sker kun langsomt, Gud møder vi i ro og stilhed, der hvor vi sætter tid og kræfter ind på at møde ham.
Det langsomme har svære kår i vores tid og samfund, hvor alting skal gå rivende hurtigt. 
Jeg så engang et talkshow i fjernsynet, eller rettere en parodi på et talkshow.
Det forestillede at værten havde Jesus på besøg. Man så Jesus komme ind i den sædvanlige fremtoning, langt hår og skæg, lang hvid kjortel og med naglehuller i hænderne. Nu skulle han udspørges og gøre rede for sig selv.
Men som det altid sker i den slags shows og næsten alle TV interviews så fik Jesus faktisk ikke rigtigt lov til at sige noget.
Han blev gjort til grin, overdænget med spørgsmål og inden han nåede at svare, fik han besked på at nu var tiden gået og det var tid til næste indslag, og så skulle han i øvrigt se at få gjort noget ved sine hænder, for det var da for ulækkert at se på.
Parodien var ret morsom. Og den gjorde egentlig ikke nar ad Jesus, men af vor tids mennesker, der har så travlt med at gå videre til næste indslag allerede mens det nuværende er i fuld gang.
Det er da klart at Jesus ikke kan være med der, Han og hans tale er ikke hurtig nok og ikke overfladisk nok. Den tager tid at høre og den giver evighed til gengæld. Jesus tale er af den art der ikke kun går til hovedet men til hjertet, og fylder der.
---
Vi ved at livet på jorden rummer både glæder og sorger, vi ved at vi må bære det liv og de smerter der rammer lige netop os, og hvorfor nogle slipper let igennem tilværelsen og andre ikke, det får vi aldrig forklaring på. En sådan forklaring giver Jesus heller ikke, hverken til disciplene eller til os, men han lover at Han til stadighed er der ved siden af os, både i sorgen og i glæden – indtil verdens ende, hvilket betyder altid! 

Når vi har det godt og alting glider let, så kan vi sagtens klare tingene selv, synes vi, men når det er mindre gode dage, eller  rigtigt onde dage, så er det svært at holde ud og holde fast.
På de dage kan man ikke klare sig med hurtige svar, eller skynde sig videre til næste indslag.
Når man står på hospitalet ved siden af sin syge mor, sit barn eller sin elskede, så er det lige meget hvilken forklaring lægevidenskaben har på sygdommen, en sådan forklaring dulmer ikke den store smerte eller angst der er inden i én. For at rumme det svære og klare sig videre må der en helt anden tale til, den langsomme tale, den der har tid og nærvær, den som kan rumme tavsheden og de dybeste følelser. 
Troens tale.
For ikke så længe siden talte jeg med nogle sygeplejersker som var var i 30erne, og én af dem sagde til mig. Når man nu kender videnskabens forklaring på hvordan jorden er blevet til, hvordan kan man så tro på Adam og Eva.
Der er mange mennesker der mener at man skal vælge mellem videnskab og tro, men det er jo ikke sådan. De taler blot om livet på forskellig måde. De udelukker ikke hinanden, de supplerer hinanden. Videnskaben vil svare på hvordan tingene er blevet til, troen og bibelen vil noget andet, troen vil tro, håb og kærlighed, tillid, længsler, drømme, mening, angst, glæde, tilgivelse, trøst forsoning. Videnskaben vil informere, bibelen vil trøste og styrke.

Det er det religiøse sprog der taler om vores inderste. Det er troens tale om livet.  Det er den langsomme tale, som fører til erkendelse, at livet er godt, som Gud siger det i skabelsesfortællingen, trods det der sker os, fordi vi er hans børn som lever i ham og engang skal vende tilbage til ham. 
Jesus siger til disciplene, om lidt ser i mig ikke mere. Jeg forlader jer for at dø, men I skal se mig igen.  Og han sammenligner smerten ved afskeden med en fødende kvinde, der først må gennem smerte og derefter vil glæde sig.
Vores liv kan også være ramt af tider med smerte, men fatter vi til fulde hvad hans løfte rummer, da bliver vi glade og den glæde kan ingen tage fra os.
Ingen kan tage den glæde fra os, at Kristus selv er med os, at vi får evigt liv med ham.
Men det kan tage rigtigt lang tid og en meget drøj erkendelse at rumme det. Der er ingen hurtige genveje til tro.
Hver især må vi gå vejen, langsomt , og ofte forstår vi ikke de omveje og besværligheder vi synes at komme ud for. Hvorfor har du forladt mig, kan vi endda nå til at spørge Gud. Vi forstår ingenting? 
Men Hold ud. Tro Ham på hans ord.For I ser Ham igen. Hvil  derfor hver dag i løftet om Hans stadige nærvær.

Den stille uge

Palmesøndag 2017

Matt.21,1-9

Måske er det ikke alle der ved det, men den uge som vi er på vej ind i kaldes ”Den stille uge”.  Den stille uge!  Ro er dejligt. Men vi glemmer tit at give os selv og hinanden ro. Tænk bare på alle de planer vi lægger for påskeferien,og livet . Så skal vi det, og det… og det… og det og til sidst så skal vi….
        
Vores religiøse fester kaldes for højtider. Påsken er vores største højtid. Højtid er høj tid! … højtid er som at gå højt op på et bjerg, det går langsomt opad, og når man er nået op har man udsyn hele vejen rundt,  og man må tage en pause og nyde udsigten og lidt fred og ro. Her på toppen kan man sætte sig  lidt og .. ja, hvad? Vi kan fx mindes dem vi har elsket engang.  

Ligesom når vi har gået tur på kirkegården. Den er nemlig også et sted med fred og ro. Vi han også bruge roen og højtiden til at tænke over vores eget liv. Standse op og være stille
et øjeblik. Reflektere… Er vores liv som de skulle være. 
Og hører vi at Gud kalder på os?

Palmesøndag er en mærkelig dag, vi hører at der er mange der jubler over Jesus, men der er sandelig også mange der ikke gør det. Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og bliver hyldet som konge. Hosianna, Velsignet være han som kommer, i Herrens navn. Sådan lyder råbet.

Nu er han blevet farlig for magthaverne. for nu er han i centrum
af byen. Tæt på det helligste, templet, tæt på magtens hovedsæde. Det gik da han bare var ude i småbyerne, der var jo ikke så mange mennesker, men det er der her; en stor skare der følger ham, nogle gør det fordi de kender ham og har hørt ham, andre fordi de bare er nysgerrige og aner ballade.

De jødiske myndigheder er langt fra begejstrede. Hvad kan det dog ikke blive til. Hvad hvis nu folkemængden gør oprør og vil gøre Jesus til konge..Folket vifter begejstret med palmeblade og jubler, magthaverne står og skuler med onde blikke: vi må af med ham, de render jo efter ham alle sammen. Det er scenen, at lige bag ved hurraråbene, hosianna, der lyder de ondes, de misundeliges knurren.

Og de besluttede sig for at slå Jesus ihjel.. Han skulle ryddes af vejen.. Det blev med Judas´hjælp.Påskeugen er virkelig de store dybe menneskelige følelsers uge. Vi kommer igennem det hele, forventning, skuffelse, forræderi, død, sorg, og endelig glæde og befrielse.

Det er ikke bare Jesu historie vi hører her, det er vores egen.
Det er vort eget livs historie, der udrulles. Også vi bevæger os gennem livet med skiftevis forventning, skuffelse, sorg og glæde. 

Vi kan bilde os ind at vi i hvert fald ikke vil være som Judas. Han blev jo i høj grad ramt af skuffelse, da Jesus viste sig ikke at ville handle som Judas ønskede det.  Og Judas´ dybe skuffelse fik ham til at  forråde den der nok var tættest på, og som kendte ham og gennemskuede ham.

Når vi bliver skuffede, lader vi det ofte også gå ud over vores nærmeste. Når livet ikke lever op til vores forventninger, da retter vi skytset et sted hen, mod den som ser svag ud. Vi finder en syndebuk.

Og Jesus så svag ud. Hans fremtoning var ikke lige som prinsen på den hvide hest. Men en beskeden mand på et æsel.

Hvis vi ikke vil vedkende os vores egen Judas, så vil vi måske vedkende os Peter i os selv. Peter som den sidste aften sagde at han aldrig ville svigte men gå i døden for Jesus, og som ganske få timer senere 3 gange benægtede overhovedet at kende ham.

Hvordan vil vi reagere hvis det samme krævedes af os. At vi
i en truet situation skulle bekende eller benægte at vi kendte …. vores venner, familie, Jesus.

Til at være menneske hører at blive skuffet. Skuffet over livet, skuffet over sig selv. Mine venner var alligevel ikke venner, viste det sig,    -og jeg er slet ikke så stor og god som jeg selv troede.  

Og lige der står man i grunden for foden af korset på Golgata.Eller spændt ud på korset ved siden af Jesus som de to røvere. De to røvere der valgte hver sin måde at reagere på. Helt derude på overdrevet er der to muligheder. Man kan vrænge af livet, håne det, håne Gud og håne andre, indkapsle sig i skuffelse og onde følelser,eller man kan vælge den anden vej, man kan erkende i skuffelsen,  blive stærkere i den, overgive sig til livet og opgive at styre alt selv. Og sige til Jesus: Tag mig med i dit rige.

Tror nogen at påskens beretning handler om noget der ligger uden for os, som en god historie, da tager de fejl. Det er selveste livet der kæmper med døden.  Jesus har tidligere i samme evangelium sagt: Jeg er Vejen, sandheden og livet.

Det er livet der kæmper på vores side. Vi kan spejle vores lille egen historie om forventning, skuffelse, sorg og glæde i Guds store fortælling, og vide at den gælder hver eneste af os.Og for at vi skal klare det, siges der til os hver eneste søndag: her er mit legeme, her er mit blod. I får del i mig, jeg tager jeres liv og historie ind i min og lader livet og glæden sejre.

Påske betyder: døden går forbi. Som den gjorde dengang da israelitterne smurte blod fra lammet på dørstolpen, så dødens engel kunne gå forbi. 
Men den gik kun forbi den, der ville høre. Der var jo rigeligt af gråd og tænders gnidsel blandt de ægyptiske familier der den nat mistede deres førstefødte dreng. I Jerusalem i den påske som vi fejrer, var der også nogen der ville høre og nogen der ikke ville høre. De sidste lukkede ører og øjne for livet og  tog beslutningen om at slå Jesus ihjel. De havde mange gode grunde, blandt dem var angst, skuffelse, vrede, misundelse, løgnagtighed, magtbegær, selvhævdelse, 

I dag palmesøndag må de dog beherske sig, der er for mange onkring Jesus , der gerne vil høre, og gerne vil se. Mange som har fået tændt et nyt håb.De kalder ham konge, og han er det, men som han selv siger det: Mit rige er ikke af denne verden. Det har ingen ydre magtsymboler, ingen guld og glans. Derfor rides der på et æsel, derfor bliver indtoget næsten komisk, fattigfint, og rørende på én gang.

I de næste par dage deler mængden sig i to,  ganske som de to røvere.Man må vælge side i tilværelsen. Når Guds historie spejles i vores liv, må vi også selv gøre op. Hvor er jeg at finde palmesøndag. Og endnu vigtigere, hvor er jeg skærtorsdag aften og langfredag morgen?

Hvordan klarer jeg at livet trues? At mit liv måske går i stykker. Tør jeg sætte alt mit håb til ham, der går vejen foran mig, gennem skuffelse, sorg og død. Kan jeg nå til påskemorgen, til befrielse og nyt liv?

Den stille uge er begyndt. Det er højtid. Fald til ro, tænk, og tro.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tro lukker op

 

Midfaste Søndag  2017

Johs. 6, 1-15

I torsdags kunne man i Metro Xpress læse følgende lille notits:
Midt-og Vestsjællands Politi udsendte i går et tweet, hvor de advarede bilister på Holbækmotorvejen om at passe på en eller to ”engle”, der angiveligt skulle befinde sig på vejen. Det skete efter 5-6 anmeldelser. De to personer klædt i hvidt og med vinger på blev dog ikke fundet.
Sjovt ikke. Og alles reaktion er selvfølgelig at to mennesker har klædt sig ud og båret sig tosset ud.
Men tænk om det nu var en engel eller to der pludseligt blev set på Holbækmotorvejen ? Tænk om der er er engle der viser sig for os når vi mindst venter det? Tænk om livet er så fantastisk at engle færdes iblandt os. 
Mest tror jeg de gør det i menneskeskikkelse.
Apostelen Paulus siger i Hebræerbrevet : Bliv ved med at elske hinanden.Glem ikke at være gæstfri, for nogen har uden at vide det, haft engle på besøg, da de bød fremmede indenfor.
Det kan vi jo overveje i dag. De bibelske fortællinger er fulde af engle, men hvad tænker vi, og hvad tror vi om det?
I læsningen til i dag kommer vi igen lidt på prøve. Jesus gør nemlig et tegn.
Ved hjælp af fem små bygbrød og to fisk bespiser han omkring 5000 mænd.
Kvinder og børn talte ikke med, sådan var det dengang, men der skal nok have været temmelig mange af dem også.
Nogen vil sige, Det er ikke meningen at vi skal forstå det som om Jesus faktisk gjorde det, det er bare et symbol på at hvor Jesus deler ud er der nok til alle.
Det samme gælder den fortælling der kommer umiddelbart efter denne i Johannesevangeliet, som handler om at Jesus går på vandet. Hen over søen ud til disciplene.
Og ingen af os er da i tvivl om at det er et tegn fra Gud. Men hvorfor udelukker vi at det faktisk kan være sket som det er sagt? At det både virkelig er sket og selvfølgelig er et tegn for os så vi kan forstå at Jesus virkelig er Guds søn. 
Har vi en Gud som kun eksisterer inden for rammerne af vores fornuft?
Der er en lille fortælling om to små brødre der diskuterer det der med tro og Gud. 
Den yngste vil have en forklaring, og storebror siger til ham. Nu skal du høre:
Det er med Gud som med en meget meget stor sten, og din hjerne er en meget meget lille pose. Fordi du ikke kan putte den meget meget store sten  ind i den lillebitte pose, betyder det ikke at stenen slet ikke findes.
Er det sådan det forholder sig? At den Gud vi kalder almægtig og alkærlig ikke kan være i vores lille hjernepose, og så tager vi kraften og magten og kærligheden ud af ham alt efter hvem vi er?
Lige som det med englene er det da en tanke til kraftig overvejelse.

Det der imidlertid er altafgørende vigtigt, og som vi lærer af Jesus, og som Paulus så fint udtrykker det, er: ordene om kærlighed. Bliv ved med at elske hinanden.
Bliv ved med at elske hinanden. Og der er her ikke tale om romantiske relationer men om næstekærlighed.
Jesus bespiser de mange mennesker på bjerget ved Tiberias’ sø. Han giver dem livets brød, og han viser dem at der altid er nok til alle af det som han giver.
Jeg er livets brød, den som kommer til mig vil aldrig sulte, og den som tror på mig vil aldrig blive tørstig, siger Jesus senere i samme kapitel.
Hvad er det da Han giver os? Han giver os et livssyn der begynder og ender med kærlighed. Et livssyn og en tro på at den virkelighed der er omkring os af sortsyn og ødelæggelse aldrig får det sidste ord. Et livssyn der lukker os op så vi ser muligheder i stedet for at lukke os ned så vi har nok i os selv og bliver triste og kyniske.
Verden er alt andet end morsom for tiden. Den er i den grad drejet modsat af næstekærlighed og gæstfrihed. Den behøver så meget os, der kalder os kristne. 
Vi der tror på Jesus, på tegn og undere, kærlighed og engle. 
På at vi ikke bare er borgere i et samfund men også borgere i Guds rige. Fordi riget er i verden. Og vi skal være dets repræsentanter.
Vi skal slås. Men vi skal aldrig slås med våben og grimme ord om hinanden, men med næstekærlighed, og gæstfrihed, med ord og handlinger der skaber muligheder og glæde.
Vi skal dele ud af livets brød. Og der er nok til alle, det slipper aldrig op. Hver dag hvert øjeblik kan vi være dem der gør verden større fordi vi lever som Kristi hænder og fødder på jorden. Hænder der deler ud, og fødder der går derhen hvor nogen har brug for det.
Det er sådan vi skal leve som kristne. Hold op med at spekulere på om engle virkelig findes eller om Jesus virkelig er født af en jomfru, om han kan bespise 5 tusind + de løse med 5 små brød og 2 fisk, eller om han kan gå på vandet.
Lev i stedet som Han har lært os. Verden har så meget brug for det. Og vi der tror må ikke bare holde det for os selv.
Brød der ikke bliver delt ud, bliver tørt og mugner.
---
Folk der så det ske den dag ved Tiberias sø, sagde : Han er den profet, vi har ventet på. 
Men han var og er mere end en profet. En profet er defineret som en der kan formidle eller åbenbare et budskab fra en højere magt eller guddom.
Jesus er selveste livets brød, og verdens lys. Han er Gud der selv vandrede på jorden, for at fortælle os hvordan vi skal leve.
Vi ved det og tror det, og vi må være de første til at dele ud af det.
Bliv ved med at elske hinanden, Kærligheden er det eneste der sejrer over død og ondskab. Tro det og lev det.
Når man lukker op for muligheder i livet, som troen gør det, kan det kun blive større. Også det der ikke helt kan være i hjerneposen!
 

26.8.16

 

Josvabogen 1.9

Jeg har jo indsat dig. Vær modig og stærk.Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt,hvor du går

 

I dag vil jeg skrive lidt om frygt.

Jeg har nemlig i den sidste tid mødt rigtigt mange der på forskellig måde er blevet ofre for frygt. Ikke at de havde nogen direkte grund, de var ikke blevet sådan truet, men de kunne bare oppe i deres hoved fortælle sig selv, at det og det nok kunne ske, og så udviklede det sig og så blev de bange. Vi kender det alle sammen, det at gøre små problemer til store, at gøre en lille bekymring til frygt, og derefter føle os overmandet.

Frygt kan blive til tvangstanker, og så måske udfører vi selvbeskyttende handlinger, der kan blive til tvangshandlinger, og så er vi pludselig hvirvlet ind i et spind af frygt. Og for nogen bliver det værre med årene.

Og frygt er forfærdelig. For frygt vokser og æder os indefra. Den bliver større og mere uoverskuelig, hvis vi ikke sætter en stopper for den. For det kan vi. 

I bibelsk sammenhæng er frygt djævelens værktøj. Det er den onde der vinder ind på os, og sætter sig på skulderen af os som en lille lokkende stemme. Eller en voldsom skræmmende stemme. Vi kender billedet fra tegnefilm og blade, - der sidder en engel på den ene skulder og taler det godes sag, og der sidder en lille djævel på den anden skulder og lokker os i fristelse.

Det gør heller ikke så meget at vi ikke modstår diverse små fristelser, men det gør noget hvis vi lader os kue af frygt.

Det er det bedste djævelen ved. Hvis han kan skræmme os så meget at vi næsten bliver bange for os selv. Bange for at gå ud blandt andre, bange for livet i det hele taget.

Det med den lille djævel på skulderen, det er faktisk et meget godt billede på et der sker når frygten får godt tag i os. Vi bliver meget mindre indeni end vi kan være. Men tag arm og hånd op på skulderen og vift djævelen af. Forsvind. Jeg gør det selv når jeg bliver ramt af frygt.Forsvind. Og jeg kan gøre det fordi Gud er med mig. og Gud er med dig.

Som I hørte først: Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.

Jesus siger det også. Han sagde altid til sine disciple, hver gang de stod over for frygt og modløsed: Frygt ikke, tro kun. Stol på Guds løfte.

I Esajas bog står det også med ordene: For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke jeg hjælper dig.(41,13) og et andet sted:

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig. Du er min (43,1)

Vi har altså Guds eget ord for at vi ikke behøver at lade frygten få overtaget. Gud er altid stærkere end djævelen, lyset skinner i mørket, og mørket kan ikke overvinde lyset.

Når vi bliver bange har vi Fadervor og vi har korsets tegn.

Så vi er godt rustet til at sende frygten ad h… til, der hvor den kom fra.

Hør ordene igen:

Vær modig og stærk. Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.

10.s.e.trin  16

Mattæus 11, 16-30 

Som jeg har sagt før er prædikensteksterne ofte skåret lidt mærkeligt, og hvis jegkun havde læst den sædvanlige bid, havde det været en lang gang skælden  ud fra Jesus. Nu er det trinitatistid og det er belæringstid for menigheden, så den kan vokse i ånd og tro, men vi forråder Mattæusevangeliet og endda Jesus selv, hvis vi lader det blive ved udskældning.
Jesus slutter nemlig med bøn og forbøn for dem, der vil høre hans ord, og som tager imod ham, selv om de er trætte og tyngede. 
Han kommer selv med hvilen og roen, og Han siger  det  i form af en reference til Siraks bog i det gamle testamente: hvor der blandt andet står: 
Kom til mig I ulærde; slå jer ned i visdommens hus,jeg har taget til orde og talt. skaf jer visdom uden betaling, Bøj nakken under åget, og lad jeres sjæl tage imod belæring, Lad jeres sjæl glæde sig over Guds barmhjertighed, og skam jer ikke ved at prise ham. Det er Siraks bog kapitel 51, versene 23-29.
Referencen var  uden tvivl velkendt for tilhørerne  dengang , men vi kan også fået noget ud af den. Det gælder blandt andet visdom, og det gælder den hvile der kan fås i Guds barmhjertighed.
Barmhjertighed er et typisk kirkeord, men ingen kan vel være i tvivl om hvad det betyder, eller.......
Det hele begyndte rigtigt nok noget barsk: Folk idag kan bedst sammenlignes med børn der sidder på torvet og beklager sig.
Og anklager hinanden, hvorfor gider i ikke danse når vi nu spiller på fløjte og hvorfor gider I ikke græde når vi synger sørgelige sange?
Måske er det fordi vi idag er som dommeren der optrådte i sidste søndags tekst , om hvem der stod: han havde hverken respekt for Gud eller mennesker, eller i den gamle oversættelse: han frygtede ikke Gud og var ligeglad med mennesker.
Det er en ret god beskrivelse af mennesker i dag, de er som børn, de gider hverken danse eller græde , og de har ikke respekt eller er ligeglade med Gud og mennesker. Og de er børn på den måde at de ikke vil være voksne, de vil ikke tage ansvar for et liv i fællesskab.
De vil kun sig selv og lever for omgående behovstilfredsstillelse, og de vil have andre  til at indgå i deres spil, uden at give noget selv til fællesskabet.
De anbringer deres eventuelle børn i rum med eget tv og pc, så enhver kan leve sit eget liv, men ikke et fælles liv, for alle har travlt med at realisere sig selv. Bedstefar vil hellere køre på motorcykel end  passe sit barnebarn. 
Dans nu om dage er heller ikke rigtigt et fælles projekt, hver for sig står man på gulvet og vrider sig, uden kontakt med de andre, og fordi man dybest set bliver ensom i sådan et liv tager man ecstacy piller for at der dog sker noget med en.
Hvorfor danser I ikke når vi spiller på fløjte. Hvorfor fester I ikke når der er budt til fest?
Bryllupper i vor tid er en kæmpeforeteelse, og ligesom i USA er der her kommet firmaer der er bryllupsarrangører, og klarer alt til mindste detalje. Det eneste man ikke kan booke det er faktisk glæde og højtidelighed. Det forventer man til gengæld i kirken, Selv om det er den der tæller mindst i det store arrangement.
Alt er klappet og klart, men brudeparret kan dårligt finde tid til at tale med præsten, for der er jo polterabend, og frisør og menu og kage og og.
Nogle steder spørges der direkte efter en præst der er pæn nok til at komme med på bryllupsbillederne.
Det er faktisk noget af det Jesus taler om , hvordan indbyggerne i  de byer han nævner ikke forstår hvad han siger, at de er galt afmarcheret når de vælger og lægger vægt på det forkerte.
Brudekjolen er ikke det vigtigste, det vigtigste må dog være det ja som to mennesker siger til hinanden foran Guds ansigt.
Og selv om brudeparret byder til dans er det ikke sikkert gæsterne vil være med, det er mig lidt en gåde at når brud og brudgom bruger tusindvis af kroner på tøj og fest, at gæsterne så ofte ankommer i  helt almindeligt tøj , kortærmede ternede sommerskjorter til mændene,  det ligner  manglende respekt. og ligegyldighed.
Det samme gælder nu ofte begravelser, man kommer ikke længere i sort og i respekt for afdøde og familie, men kommer i den multifarvede vindjakke, men alligevel går med...
Nej, vi gider hverken danse eller græde.  Det skælder Jesus ud over,  at  vi er ganske uden lidenskab  og ganske uden respekt og tro.
Og så tror vi at det bare er i orden, eller vi er forrygende ligeglade.  Forrygende ligeglade med evangeliet.
Evangeliet  kræver nemlig at vi danser og græder, at vi gider livet, at vi kæmper lidenskabeligt for fællesskab mellem mennesker, og ikke bare sætter os bag lukkede døre og tror at så kommer det  nok helt af sig selv.
Ikke underligt at Jesus er vred, Forbandede  Korazin forbandede Betsaida. Tåbelige Kapernaum, møg byer! I tror ikke, I hører ikke, I omvender jer ikke.
Man kender så udmærket fornemmelsen, man har anstrengt sig for at gøre noget godt, skrevet en opgave for derefter at få at vide, du kunne jo også have skrevet om noget andet, man har gjort sig umage for at lave en god udendørs konfirmandandagt, og så er den eneste kommentar, nu slæber de jo muddersko med ind,eller  lavet en tale der betød noget for en selv, og så er ordene, hvorfor havde du ikke det med?
I har selv eksempler allesammen ,på netop det. Og så har man lyst til som Jesus gør det at sige: forbandede .... forbandede, møg by.
Nogen kan bare ikke have at Jesus skælder ud, han må ikke være lidenskabelig for så krakelerer det pæne glansbillede vi har af ham, et der hverken kan danse eller græde. Men derved fornægter vi jo også det at han er sand gud og sandt menneske.
og Jesus  slutter der hvor vi andre også må slutte, i bøn og i forbøn. 
At tro på Jesus og evangeliet fører til at man bli´r fremmed i verden, en verden der ikke vil danse eller græde.
Og i vreden over verden og midt i tårerne siger Jesus så til os, 
I kan hvile ud hos mig.  Når I blive vise nok til at fatte Guds vilje og barmhjertighed, og derfor får hug af verden, så kom til mig.
Så får i ro i sjælen. 
Jesus er syndres ven, Han bygger sin kirke på Peter der svigter og Paulus der forfølgre, han bygger på mennesker, på dig og på mig. Vi er ikke perfekte, men vi kan være os selv, og derfra højt og tydeligt forkynde evangeliet til en verden der ikke synes at ville danse og ikke vil græde.
Hvis ikke I gør det, hvem skal så? Vi kalder os i kirken, men jeg har mødt større tro, større kærlighed uden for  det etablerede-
Der hvor alt det store og flotte og ubetydelige er skrællet af, og der bare lyder et rungende ja til  Jesus.
Der er visdom, der er tro!

kontakt

Drag, dør,  ud eller ind

Drag ud eller ind af døren

7.marts 2016

Denne dør er fra Friluftsmuseet i Lund. Den gamle domkirkeby, som er dejlig at være i og fuld af særlig ånd. Døren her ser gammel og solid ud og er fint udsmykket. Hvor mange mon har lukket den op og i? Og hvad er der bag?

Et skilt på døren siger "Drag". Det kalder vi på dansk træk. De flste af jer kender sikkert det at skulle ind et sted og slås med at skulle skubbe eller trække; som regel tager man fejl et par gange inden det lykkes at åbne døren. Men her står det  og bliver meget tydeligt på den gamle dør. "Drag" på svensk er det ikke så mærkeligt, der hedder en trækharmonika et dragspel, og på engelsk kan det have flere betydninger: det at mænd klæder sig i kvindetøj og også at "trække noget ud" eller at noget trækker ud selv: time dragging along.

På dansk kan man få et drag over nakken, og ellers har vi højdedrag. For at det hele skal give mening sammen med døren må vi tilføje et ind eller ud. Drag ind i den virkelighed der er bag ved døren, eller drag ud i verden. Hvad er der bag døren?

Måske har jeg allerede gjort det hele så forvirret at du bare har lyst til at drage videre.

Fred, helle, sanctuary, bank på, dør,

Hellested

23.02.15

Denne dør findes i nærheden af Durham Cathedral i England. En meget solid dør. Og man kan tænke: skal den lukke folk ude, eller lukke dem inde? Siger den: Du kommer ikke uden videre her ind, eller siger den, når du er inde kan intet true dig? Fra gammel tid har kirkerne altid været helle steder. Når man først var inde,var der fred. Derfor har kirkerne også et våbenhus, hvor våben kunne lægges. For inde i kirkerummet skulle der herske fred og beskyttelse. Var man først nået ind i kirken kunne ingen røre en. Frygt for en uretfærdig rettergang kunne også få "forbrydere" til at søge tilflugt i kirkerummet, og så var de- i første omgang  ihvert fald-  "urørlige" . Vi har også i nyere tid set at flygtninge og andre har taget ophold i kirker, fordi de der har helle, og er "urørlige". Det er vigtigt at have hellesteder. Det er vigtigt at få lov til at være "urørlig". Mange tænker at kirken har en stor solid lukket dør, og at det er svært at gå over dørtærskelen, men man kunne også vende den tanke om. Døren er solid fordi den skal holde ufred og uro ude. Den skal være et helle! Der er stor mangel på fred og steder til helle i vores tid.

stillerum

6.8.2014

Døren til.... stilhed

Denne dør findes i Edinburgh Airport. Det er omtrent det første der møder en, når man ankommer til lufthavnen. Døren i sig selv er måske ikke så indbydende, men rummet bag den er. Det er et stillerum, enkelt og fint. Og der er derinde et kors, og andet kristent "tilbehør" såvel som muslimske bedetæpper og andre religoners rekvisitter og symboler. Stilheden derinde er mærkbar. Og stilhed skal der til hvis man vil have ro i sjælen. Dette gælder for bekendende religiøse såvel som ateister. Der skal ro til at se. Der skal stilhed til at rumme og forstå. I stilheden bliver der plads til tanke og ånd. Samtidig er stilheden præstationsfri. Du skal være, ikke gøre. Hold pause fra alt det der jager og find ro. Luk døren op til stilhedens rum.

10.april14

den grønne dør

Her er en dør i Sverige. en grøn dør. Med grønt foran. Det ser næsten ud som om døren er brudt ud i vækst for neden. Som om det tørre træ pludselig er blevet levende. Jeg tror at vi kender det, det hele kan forekomme tørt trist og forfaldent , og pludselig så er der en lysefrøn knop, et menneske der taler pænt,eller siger tak, pludselig bliver det forår i krop og sjæl. Vi er taknemmelige når vinterens grå afløses af forårsgrønt, og vi er taknemmelige når vi vises venlighed. Faktisk kan vi forandre vores liv ved at insistere på selv at være venlige og imødekommende, hvis vi vælger den grønne dør til livet . Hvis vi omgiver andre med venlighed og omsorg, så springer der pludselig en knop af håb. Hvor den slår ud ved vi ikke, og hvor længe det varer ved vi heller ikke, men det begynder med at vi vover det. vover at gå ind ad den grønne dør.... til livet.

den fortryllende have?

23.februar 2014

Døren til.....

Døren til den fortryllende have?

Eller døren ind til den ro du behøver? Nu da du har været omgivet af støj og travlhed, gråhed og kulde ganske længe? Foråret er lige om hjørnet, men der skal ro til at se. Ellers løber foråret mellem fingrene på dig. Begynd nu, sæt tempoet ned, se dig omkring, nyd det spirende skift, nyd lyset. Gå in tankerne ind i din barndoms dejlige haver, husk hvad det gav dig. Husk dengang du var fuld af håb og mod på livet. Hvis det kniber nu, så hold pauser og gå ind ad døren til den fortryllende have af ro og stille glæde. Egentlig har du det jo godt, du skal bare huske alt hvad du er, har været  og kan være. Haven hjælper dig med at huske det. Guds fred hviler nemlig i den! Der kan du hente mod til det der kommer.

dør til have, port,

16.maj 2013

porten til...

det er snart sommer, og haven vil bugne af spændende blomster i alle farver. Et mirakel af farver. livet og naturen er et mirakel, men vi lægger ikke altid mærke til det. Vi bliver inden døre, inde i os selv, og går ikke igennem porten til alle herlighederne. Hvad er vi bange for? At få for meget af det gode? Er livet nemmere at håndtere på en skærm? Vov det, gå ud, gå ud i det åbne, nyd det, nys af blomsterstøvet, men gå ud! Det sætter din egen selvforståelse i perspektiv.  Gå gennem porten til livets have!

lyset, åbning, dør, vestmanna,

Døren til....

Denne åbning i en klippespalte findes i Vestmanna på Færøerne. Det er en slags dør. En åbning mod lyset. Er det ikke hvad vi ønsker os, en åbning til lyset? Mørke har vi nok af, fortvivlelse, modløshed og ligegyldighed har vi nok af. De trækker os mod mørket. I mørket bliver man trist. I tristheden bliver man mørk indeni. Vi har brug for lyset. Ikke tilfældigt at i bibelens skabelsesfortælling kommer lyset først. Der var mørkt og tomt og øde, og så kom lyset. Vi lever af lyset, og hvis vi vil det kan vi også komme til at leve i lyset. Se hvor det kommer os i møde. Spørgsmålet er om vi tør møde det. Vil vi hellere blive her i hulen og halvmørket? Der skal mod til at se, og mod til at vove sig frem i lyset. Lyset afslører os ... og giver os nyt liv.

Døren byder velkommen

Døre

 

 

Døren til...

En af mine venner bor i dette hus. Jeg har aldrig besøgt ham, da han bor i den anden ende af landet,så jeg ved ikke hvad der gemmer sig bag døren, udover en dejlig familie. Døren er indbydende. Den tager venligt imod. Døre kan afsløre noget om hvem bor der bagved. Kan det ses på døren hvem vi er? Meget kan ihvert fald afsløres af vores døre. Er vi imødekommende eller afvisende? Er vi ligeglade med hvad andre tænker, eller viser vi at vi er ligeglade, ved at lade døren ind til os være kold, neutral, kedelig?  I december afviger mange fra normen, der hænges kranse og dekorationer på døren, i julen vil vi gerne være imødekommende. Men til daglig?

Og kan dette også overføres på vores hjerter? Er de lukkede, neutrale, afvisende eller imødekommende på sådan en ganske almindelig dag? Eller er det også kun til jul, at vi viser noget mere?

Prøv at kikke på din egen dør i dag. Måske siger den dig et eller andet.

døren og vejen

21.10.12

Døre

Døren og Vejen

Fandt denne dør da jeg var ude at gå en tur. En lysblåmalet dør...? I sig selv var den ikke noget særligt, men så så jeg hvad beboerne hed: Vejen.  Fantastisk. For det er jo hvad de første kristne kaldte sig: Vejen. De kaldte sig endnu ikke kristne, men netop vejen, fordi Jesus var  Vejen, Sandheden og livet, og fordi de så på tilværelsen som en vej der skal gås, i Kristi tjeneste, frem mod lyset, og det evige liv.

Hvor tit ser vi livet som en proces, hvor det går ud på at blive klogere og mere kærlige? hvor det gælder om at være i tjeneste for Gud og medmennesket? Ofte kommer der noget i vejen, der forhindrer os i at være som vi skulle. Forhindringer, som vi tror er livet, og som får os til at glemme ansvaret for hinanden. Ja, der kommer noget i vejen for vejen,og vi forledes til at tro at det er da i orden at være egoistiske og selvoptagne.

Vi lukker døren for Vejen. Men Vejen lukker op for os, igen og igen, utrætteligt.