bjerg, bjerget, forklarelsen på bjerget, faste, fristelse, kain og abel, 1. søndag i fasten, mærke, korsmærke klippespalte, fristelse, den smalle vej lys i mørket, lygetepæl i tide, memento mori den sidste hvile, memento mori, time´s up opstandelse, livets sejr over døden, håb, tro,

                                  Velkommen !

                      Bente Viuf,  sogne- sygehuspræst

beredskabspræst i Folkekirkens katastrofeberedskab

Master i diakoni og kateketik

ADVENT

1.s. i advent  

Den ærens konge kommer hid...

Jesus, der kaldes ærens konge, er på vej ind i byen Jerusalem. Det er få dage før han bliver taget til fange og slået ihjel. Det er lige før påske.  Det er, hvad en af minikonfirmanderne kalder Hosiannadag, hvor alle jubler.. Hosianna, Hurra.Nu kommer han.

Hvis I undrer jer over at høre om det lige før jul, hvor vi jo skal høre om barnet Jesus der bliver født, så er det fordi påske og jul hører sammen, ligesom liv og død hører sammen. 
I påsken får vi at vide at liv og død fører til evigt liv og glæde hos Gud. Det har vi kristne fået en løfte om, og vi lever i forventning om at Guds løfte holder stik. 

Og forventning det havde de mennesker dengang i Jerusalem, de troede at de gik nye og bedre tider i møde, nu da deres konge kom ridende. Og de råbte Hurra, hosianna. De viftede med palmeblade og de jublede.

Dagen i dag kalder vi 1. søndag i advent.

Advent er kirkens nytår. Her begynder det nye kirkeår, forventningen bliver stærkere og stærkere, ét lys bliver til 2, til flere, vi nærmer os jul. Det er opfyldelsen af forventningen, for da kommer Gud selv til verden.

Når vi taler om ny konge og nyt år, så regner vi med at der skal ske noget nyt. Noget der er anderledes. vi ved det fra nytårsaften, når det er kalendernytår, så er man  noget spændt: hvad mon det nye år vil bringe- og nogle har nytårsforsætter.

De fleste danskere der er under 50 år ved ikke rigtigt hvad advent betyder. De synes bare at det er hyggeligt med en krans man kan tænde lys i, et ad gangen så flere og flere. 

Men sådan var advent ikke i gamle dage. Da var det virkelig en skæringsdag, nu skulle man gøre sig klar til julen, nu skulle man rigtigt forberede sig.

Derfor skulle advent også være en tid hvor man rensede ud, både i sin krop og i sin sjæl og hjerte. Så kunne man være helt frisk og ny til at tage imod den nye konge, Jesusbarnet, til Jul. 

I vore dage lægger vi næsten slet ikke mærke til advent mere, fordi vi er begyndt at fejre jul allerede fra 1. december.

Faktisk har de fleste så travlt med at styrte rundt, råbe højt og larme i adventstiden og tiljuble alle de mange ting man kan købe, at de slet ikke mærker det sted indeni hjertet, der længes efter fred og ro. 

Man er nødt til at være stille og langsom, hvis man vil opdage hvad julen virkelig handler om. 

De mennesker der stod og ventede på Jesus, og råbte hosianna den gang i Jerusalem, troede egentlig at deres konge skulle komme på en flot hest med et stort følge af soldater og en masse trompeter, der blæste fanfarer,
men sådan var det ikke. Jesus kom ridende lige så langsomt og ligeså stille på et æsel.

Og julenat blev Gudsbarnet ikke født på kongeslottet i fest og pomp og pragt, men han blev født
 en stald, hvor der ikke var kanonsalutter og trompeter, men fredelige dyr der muhede og brægede.

Gud er i det langsomme og stille. Vi kan slet ikke få øje på ham eller høre ham, hvis vi ikke bliver stille indeni.

Derfor gi´r jeg jer et nytårsforsæt på kirkens nytårsdag i dag. Prøv at få en stille og langsom advent. Der er mange dage at bruge af.
Ventetiden på det, der er godt, kan være så dejlig.

Se lysene tage til et ad gangen her i den mørkeste tid, se at det jo netop er i mørke at man bedst ser lyset.

Se Guds store gave til os: En frelser der ikke kommer med larm og magt og truende knyttede hænder, men som kommer ganske stille, holder hænderne frem mod os, velsigner os og giver os fred.  
Hosianna i det højeste. Godt nytår!

Amen

 

Mørke november

 

Det er november. Har I tænkt på hvorfor den hedder november? Novem er latin for 9. Og det var sådan at før vi fik den kalender vi bruger nu, så begyndte den ældste romerske kalender med marts . Og november var så den niende måned. December er den tiende.  Decem betyder 10.
November er en mørkemåned.  Man når dårligt nok at opdage at det bliver lyst. Og nu i øjeblikket er det også lidt tåget, så vi dårligt kan fornemme verden udenfor. Vi mennesker har det ikke helt godt med mørke. Vi kan bedst lide lys og sol. Det lever vi af. Vi holder ikke meget af mørke og nat.
Både børn og voksne kan ligefrem være bange for mørke. Rigtigt bange. De vil have en lampe tændt om natten. Jeg ved ikke om nogen af jer har haft det ligesådan, at der helst ikke må være helt mørkt. Men mange har det sådan .
Før jeg blev præst på sygehuset var jeg præst i to landsogne og der lå kirkegården imellem præstegård og kirke. Så når jeg skulle i kirken eller til sammenkomst i menighedshuset, så skulle jeg gå over kirkegården. Jeg kunne selvfølgelig godt gå hele vejen udenom, men det var alligevel for fjollet synes jeg. Tør du virkelig gå over kirkegården når det er mørkt, var der nogen, der spurgte mig?
Ja, hvad skulle jeg være bange for? Spøgelser? Næ, faktisk er kirkegården det mest fredelige sted at gå og være. Det er de levende man kan være bange for ikke de døde. De hviler i fred.
Hvad er det vi forestiller os i mørket? At nogen kommer efter os? Det er ikke særligt sandsynligt, og faktisk er det rigtigt godt ind imellem at være i mørke. 
Videnskaben siger også at det helst skal være mørkt når vi sover, det er bedst for krop og hjerne. Så bliver det en bedre søvn.
Jeg tror vi skal forsøge at blive lidt gladere for mørke. Tage november som en hulemåned. Hvor vi sådan gemmer os lidt, Så kan vi sidde i fred og tænke, og huske tilbage. Tænke på det liv som også har været, tænke på at det er godt at tage det roligt, og ikke få alt for mange indtryk, af lys og flimmer. Bare være i fred og ro. Og så kan man der osse tale med Gud og fortælle nøjagtig hvad man har lyst til at sige. Om man er glad, ligeglad eller ked af det.
Hvis man har for meget lys hele tiden, kan man ikke skelne lyset fra mørket, så bliver det en lang mellemting. Lyset bliver først lys når der også er et mørke.
I første kapitel af Johannesevangeliet står der:
 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
v9  Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. v10  Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. v11  Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. v12  Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; v13  de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Det er Johannesevangeliets julebudskab. Han har nemlig en helt anden fortælling end den vi kender fra Lukas, om det lille barn i Betlehem. Men de siger faktisk det samme.
De siger at vi aldrig skal være bange i mørket. For vi har Guds lys.
Vi har et lys som hjælper os igennem uanset hvor mørkt det bliver inden i os, eller udenom os. Det er Guds ord, Jesus.
Der er intet sted uden ham. Han går også med os i mørket, så vi behøver aldrig at være bange. Mørket kan ikke vinde over ham.
Mørket kan heller ikke vinde over os, hvis vi tror på ham. Tror på at han er med os alle dage, som han har lovet os i vores dåb. 
Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende, sagde han.  Og verdens ende betyder altid, i liv og i død.
Så Vi kan roligt møde mørket, her i november, og om natten, bruge det som en hviletid, kaste al frygt bort. Mørket kan ikke holde os fast. Vi ved at vi altid har lyset med os indeni. November kan være hviletid for os, hvis vi vil.
 

 

Hvem er det der sover?

22.s.e.trin 16

Matt. 18, 1-11

Hvis man tager ind til storbyen og er vant til lidt mere landlige omgivelser, kan det næsten være som at komme til en helt anden verden. For det første er der et hav af mennesker overalt, for det andet en masse lys, farver, og skilte og tilbud. Og mange mennesker der ser anderledes ud. 

I byen er der hektisk liv, byen er ikke bare et sted, det er også en livsstil; storby er ikke blot et geografisk sted men en slags mental tilstand. Og byens måde at tænke på er præget af hurtige skift, nye billeder, nye ansigter, som man ikke rigtigt ser, og så af mangel på ro og fordybelse.

Men det var nu  ikke byen jeg ville skrive om, men et skilt jeg opdagede i byen. Et blandt mange, og på dette stod: Gud, hvorfor sover du?  En plakat med store sorte bogstaver.
Gud, hvorfor sover du?

Jeg vil gætte på, at den der har lavet den, har set sig omkring, set TV-avisen, hørt nyhederne i radioen, læst avisen og derefter i rædsel og fortvivlelse har taget sig til hovedet - og opgivet at forstå en verden som mest er koncentreret om vold og katastrofer, om ødelæggelser og overgreb.

Mon den der skrev på plakaten har fået et svar?

Vi kunne også spørge: Er det fordi Gud sover, at mennesker har frit spil, bruger kræfter på at nedgøre hinanden og slå ihjel, på at puge penge til sig, på at fordømme andre, og på at gøre deres børn til hæmningsløse og hensynsløse egoister?

Er det fordi Gud sover, at ingen standser slagsmål, at politiske ideer er vigtigere end menneskeskæbner, er det fordi Gud sover at flere og flere mennesker bliver ensomme og fortabte og går i hundene….

Hvis vi uden videre sagde ja til det, ville vi endnu engang være fritaget for at stå til regnskab, og så kunne verden ganske og aldeles gå ad helvede til uden at det egentlig kommer os ved, selv om vi ryger med i købet. 

En helt anden situation er det, hvis vi som reaktion på plakaten svarede: Det er ikke Gud, der sover, det er os. 

Som døbte og kristne har vi et medansvar for at næstekærlighed og godhed sejrer. Og med vi menes lige netop du og jeg.

Dagens tekst siger tydeligt hvordan det går den der sover, den der lader forargelsen ske, den, der ikke tager imod.  Den, der ikke ser andre mennesker og deres behov og lidelse, ser heller ikke Gud.  Når Jesus tager et barn og bruger som eksempel - er det ikke kun barnet og dets uskyld han mener, han mener også alle, der lever i tillid til Gud.

At leve i tillid til Gud betyder ikke at være naiv og uskyldig - det er at kunne bevare håbet og forventningen og viljen, når man har oplevet ulykke og smerte, at bevare håbet og troen på Gud og andre mennesker trods avisernes rædsler og TV-avisens gys.

Det er at være vågen i en situation, der forsøger at lulle os i søvn, så vi er pacificerede, et samfund hvor ærlighed og redelighed, ansvar og hensyn, nærmest er til grin.

Vi er blevet bureaukratiseret i søvn, vi er blevet tyranniseret i søvn, lige meget hvordan vi vender os er det farligt at leve, spise, drikke, farligt at komme på hospitalet, farligt at færdes ude, farligt at have børnene i institution, farligt at falde uden for den gængse ramme. 

Al denne skræmmen livet af os har skabt en indre tomhed, som vi må modvirke ved ydre præstationer, derfor doping, derfor lykkepiller, viagra og lignende, der kan få det til at se ud som vi kan, selv om vi faktisk ikke længere har lyst. 
Idealet er blevet en fuldstændig fejlfrihed, 
frihed fra smerte, frihed fra aldring, frihed fra sorg, frihed fra samvær og samtale. 
I sidste ende en total fjernelse fra livets grundlæggende vilkår. Men Hvem kan bevare livslyst i angst og tomhed?

Og  midt i det spørger nogen om Gud sover? Nej, det er sandelig os, der sover, os der lader os reducere til skvat. Alt imens nogen et eller andet sted gnider sig tilfreds i hænderne. Djævelen måske.

Men, håbet findes. Måske ikke hos den, der skrev plakaten, men det findes.
Det findes Hos disse mange små, hos dem, der bevarer troen og håbet midt katastroferne. Der hvor det hellige, stadigt holdes helligt.

Det viser sig næsten altid i små ting, i små glimt, men så stærkt at det fejer alt andet til side. I sådanne øjeblikke ser vi Gud og vi ser hinanden - ser på hinanden ikke som fjender og konkurrenter men som led i samme forunderlige skabelse.  Oftest sker disse glimt i naturen, sikkert fordi vi der er vi længst væk fra det som mennesker har haft fingrene i. 

Derude i efterårsskoven er det muligt at se glimt af Guds rige - derude hvor fuglesang erstatter de konstant kværnende budskaber om ødelæggelse jorden rundt.
Det sker også i kirkens rum- fordi vi her forventer at møde Gud. I rummets stilhed.

At søge Guds stilhed er aldrig  at vende det døve øre til. Det er tværtimod at se mere, at høre mere. At gå til livet, selv om det koster hænder eller fødder, som evangeliet sagde det.Det er kun med stilheden fra Gud, at vi magter at gå tilbage til kværneriet og gøre oprør, magter at være vågent modspil til en lammende modløshed.

Nej Gud sover ikke. Gud ser til at disse hans små, som engle i himlen passer på, kommer til livet.

De, der sover, er det, som forarger - den passive laden stå til slår lige så meget ihjel som en kniv eller kanon. Den der intet vil se, intet vil høre, intet vil gøre, har også blod på hænderne.

Og Nej, vi kan ikke frelse hele verden.
Men vi kan holde os selv redelige - fordi alle andre er ligeglade eller snyder og bedrager, behøver vi ikke at gøre det samme. Det viser spejlet ikke et kønnere ansigt af.Potensen bliver heller ikke større. For i sidste ende er det jo os selv vi snyder når vi vil lade skinnet bedrage - jo større vi gør os selv udenpå, jo mere hule bliver vi indeni.

Det kønneste ansigt er vel det som er arret af livet , men som stadig lyser af forventning og fred, som stadig ser Gud, og som bliver som barn i Guds nærhed.

Børn lever af kærlighed, når de ikke får den vantrives de og bliver underlige mennesker.
Men de håber og kæmper for at få den. Derfor er de små de største, i himlen og på jorden. Det er aldrig Gud der bringer skuffelse, det er manglende menneskelighed.

Disse mindste små som tror på kærligheden, Guds og menneskers, og lever af den, er de største i Himmeriget. Gud blev født som menneske i Jesus for at fortælle os det.
Gud sover ikke. Han siger derimod: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Frygt ikke, tro kun.

Hænder

16.9.201

I dag har jeg tænkt at det skal handle om hænder. Ja, hænder, de her vi har for enden af armene, dem som vi bruger til at gøre ting med: spise, drikke, strikke, skrive, gribe, lave mad, kærtegne, spille musik, vinke, og alt hvad vi ellers kan med hænder.

Hænder i alle størrelser, nye og fine, gamle og slidte; hænder der viser hvor i livet vi er.

Og det som hænder kan er at holde i hinanden. Vi kan gå hånd i hånd, som kærester, veninder, holde vores børn eller børnebørn i hånden. Det tryggeste der findes i verden er at blive holdt i hånden, og det gælder uanset hvor gamle vi er.

Forleden dag var jeg sammen med familiens nyeste lille medlem på bare 7 uger. Da jeg sagde farvel til hende på mors arm greb hun fast i min finger og holdt fast med en ufattelig kraft for sådan en lillebitte hånd. Det er næsten ikke til at løsrive sig fra sådan et henrivende spædbarn, det ved I alle sammen, det nærmest tryllebinder os.

Men jeg skulle videre. Jeg skulle ud til en døende mand. Han var meget urolig, da jeg kom, og greb fat i min hånd. Jeg var forundret over at han, der var svækket, alligevel havde så mange kræfter, at han længe holdt meget fast.

Det var som om de to par hænder, den nyfødte piges lillebitte hånd og den døende gamles store næve begge sagde: Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig. Den ene vil velsignes til at træde ind i livet, den anden til at træde ud af det.

Efter en stund faldt den gamle mand faldet helt til ro og den hånd jeg sagde farvel til klappede på min. På gensyn, siger jeg. Ligesom jeg tidligere havde sagt til den lille pige: vi ses igen. Begge afskedshilsner rummer en velsignelse. For os kristne er er farvel altid et på gensyn. Det er vores tro: Vi ses igen. Og der hvor vi må slippe hinandens hænder tager Kristus over.

Vi er gennem livet og helt ind i døden i gode hænder.

For en del år siden lå jeg selv på sygehuset og skulle opereres.

Ingen vidste helt hvad de ville finde derinde, så jeg var noget urolig og bange. Mens jeg lå der om natten, havde jeg et billede af, at jeg hang i det yderste af neglene på kanten af en kæmpestor hånd og var ved at falde ned i dybet. Og midt i denne angst var der pludselig en kraft der skubbede mig op i hånden så jeg lå trygt og godt og min angst forsvandt. Jeg tænkte senere på ordene fra salme 139 i det gamle testamente, som er følgende:

Herre, du ransager mig og kender mig.  Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;  du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.  Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?  Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.  Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.

Guds hånd holder os fast. Uanset hvor langt vi er ude, bliver vi holdt fast af Guds hånd. Med den bliver vi velsignet fra indgang til udgang.

I hverdagen skal vi holde fast i hinandens hænder. Bruge hænderne til det gode. Bruge dem til at vise kærlighed og venskab.

Alle hænder er smukke, hvor meget de end er mærket af tilværelsen. Helt små og nye, helt gamle og krogede.

Hænder har sprog og kan tale.

 

26.8.16

 

Josvabogen 1.9

Jeg har jo indsat dig. Vær modig og stærk.Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt,hvor du går

 

I dag vil jeg skrive lidt om frygt.

Jeg har nemlig i den sidste tid mødt rigtigt mange der på forskellig måde er blevet ofre for frygt. Ikke at de havde nogen direkte grund, de var ikke blevet sådan truet, men de kunne bare oppe i deres hoved fortælle sig selv, at det og det nok kunne ske, og så udviklede det sig og så blev de bange. Vi kender det alle sammen, det at gøre små problemer til store, at gøre en lille bekymring til frygt, og derefter føle os overmandet.

Frygt kan blive til tvangstanker, og så måske udfører vi selvbeskyttende handlinger, der kan blive til tvangshandlinger, og så er vi pludselig hvirvlet ind i et spind af frygt. Og for nogen bliver det værre med årene.

Og frygt er forfærdelig. For frygt vokser og æder os indefra. Den bliver større og mere uoverskuelig, hvis vi ikke sætter en stopper for den. For det kan vi. 

I bibelsk sammenhæng er frygt djævelens værktøj. Det er den onde der vinder ind på os, og sætter sig på skulderen af os som en lille lokkende stemme. Eller en voldsom skræmmende stemme. Vi kender billedet fra tegnefilm og blade, - der sidder en engel på den ene skulder og taler det godes sag, og der sidder en lille djævel på den anden skulder og lokker os i fristelse.

Det gør heller ikke så meget at vi ikke modstår diverse små fristelser, men det gør noget hvis vi lader os kue af frygt.

Det er det bedste djævelen ved. Hvis han kan skræmme os så meget at vi næsten bliver bange for os selv. Bange for at gå ud blandt andre, bange for livet i det hele taget.

Det med den lille djævel på skulderen, det er faktisk et meget godt billede på et der sker når frygten får godt tag i os. Vi bliver meget mindre indeni end vi kan være. Men tag arm og hånd op på skulderen og vift djævelen af. Forsvind. Jeg gør det selv når jeg bliver ramt af frygt.Forsvind. Og jeg kan gøre det fordi Gud er med mig. og Gud er med dig.

Som I hørte først: Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.

Jesus siger det også. Han sagde altid til sine disciple, hver gang de stod over for frygt og modløsed: Frygt ikke, tro kun. Stol på Guds løfte.

I Esajas bog står det også med ordene: For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke jeg hjælper dig.(41,13) og et andet sted:

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig. Du er min (43,1)

Vi har altså Guds eget ord for at vi ikke behøver at lade frygten få overtaget. Gud er altid stærkere end djævelen, lyset skinner i mørket, og mørket kan ikke overvinde lyset.

Når vi bliver bange har vi Fadervor og vi har korsets tegn.

Så vi er godt rustet til at sende frygten ad h… til, der hvor den kom fra.

Hør ordene igen:

Vær modig og stærk. Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.

10.s.e.trin  16

Mattæus 11, 16-30 

Som jeg har sagt før er prædikensteksterne ofte skåret lidt mærkeligt, og hvis jegkun havde læst den sædvanlige bid, havde det været en lang gang skælden  ud fra Jesus. Nu er det trinitatistid og det er belæringstid for menigheden, så den kan vokse i ånd og tro, men vi forråder Mattæusevangeliet og endda Jesus selv, hvis vi lader det blive ved udskældning.
Jesus slutter nemlig med bøn og forbøn for dem, der vil høre hans ord, og som tager imod ham, selv om de er trætte og tyngede. 
Han kommer selv med hvilen og roen, og Han siger  det  i form af en reference til Siraks bog i det gamle testamente: hvor der blandt andet står: 
Kom til mig I ulærde; slå jer ned i visdommens hus,jeg har taget til orde og talt. skaf jer visdom uden betaling, Bøj nakken under åget, og lad jeres sjæl tage imod belæring, Lad jeres sjæl glæde sig over Guds barmhjertighed, og skam jer ikke ved at prise ham. Det er Siraks bog kapitel 51, versene 23-29.
Referencen var  uden tvivl velkendt for tilhørerne  dengang , men vi kan også fået noget ud af den. Det gælder blandt andet visdom, og det gælder den hvile der kan fås i Guds barmhjertighed.
Barmhjertighed er et typisk kirkeord, men ingen kan vel være i tvivl om hvad det betyder, eller.......
Det hele begyndte rigtigt nok noget barsk: Folk idag kan bedst sammenlignes med børn der sidder på torvet og beklager sig.
Og anklager hinanden, hvorfor gider i ikke danse når vi nu spiller på fløjte og hvorfor gider I ikke græde når vi synger sørgelige sange?
Måske er det fordi vi idag er som dommeren der optrådte i sidste søndags tekst , om hvem der stod: han havde hverken respekt for Gud eller mennesker, eller i den gamle oversættelse: han frygtede ikke Gud og var ligeglad med mennesker.
Det er en ret god beskrivelse af mennesker i dag, de er som børn, de gider hverken danse eller græde , og de har ikke respekt eller er ligeglade med Gud og mennesker. Og de er børn på den måde at de ikke vil være voksne, de vil ikke tage ansvar for et liv i fællesskab.
De vil kun sig selv og lever for omgående behovstilfredsstillelse, og de vil have andre  til at indgå i deres spil, uden at give noget selv til fællesskabet.
De anbringer deres eventuelle børn i rum med eget tv og pc, så enhver kan leve sit eget liv, men ikke et fælles liv, for alle har travlt med at realisere sig selv. Bedstefar vil hellere køre på motorcykel end  passe sit barnebarn. 
Dans nu om dage er heller ikke rigtigt et fælles projekt, hver for sig står man på gulvet og vrider sig, uden kontakt med de andre, og fordi man dybest set bliver ensom i sådan et liv tager man ecstacy piller for at der dog sker noget med en.
Hvorfor danser I ikke når vi spiller på fløjte. Hvorfor fester I ikke når der er budt til fest?
Bryllupper i vor tid er en kæmpeforeteelse, og ligesom i USA er der her kommet firmaer der er bryllupsarrangører, og klarer alt til mindste detalje. Det eneste man ikke kan booke det er faktisk glæde og højtidelighed. Det forventer man til gengæld i kirken, Selv om det er den der tæller mindst i det store arrangement.
Alt er klappet og klart, men brudeparret kan dårligt finde tid til at tale med præsten, for der er jo polterabend, og frisør og menu og kage og og.
Nogle steder spørges der direkte efter en præst der er pæn nok til at komme med på bryllupsbillederne.
Det er faktisk noget af det Jesus taler om , hvordan indbyggerne i  de byer han nævner ikke forstår hvad han siger, at de er galt afmarcheret når de vælger og lægger vægt på det forkerte.
Brudekjolen er ikke det vigtigste, det vigtigste må dog være det ja som to mennesker siger til hinanden foran Guds ansigt.
Og selv om brudeparret byder til dans er det ikke sikkert gæsterne vil være med, det er mig lidt en gåde at når brud og brudgom bruger tusindvis af kroner på tøj og fest, at gæsterne så ofte ankommer i  helt almindeligt tøj , kortærmede ternede sommerskjorter til mændene,  det ligner  manglende respekt. og ligegyldighed.
Det samme gælder nu ofte begravelser, man kommer ikke længere i sort og i respekt for afdøde og familie, men kommer i den multifarvede vindjakke, men alligevel går med...
Nej, vi gider hverken danse eller græde.  Det skælder Jesus ud over,  at  vi er ganske uden lidenskab  og ganske uden respekt og tro.
Og så tror vi at det bare er i orden, eller vi er forrygende ligeglade.  Forrygende ligeglade med evangeliet.
Evangeliet  kræver nemlig at vi danser og græder, at vi gider livet, at vi kæmper lidenskabeligt for fællesskab mellem mennesker, og ikke bare sætter os bag lukkede døre og tror at så kommer det  nok helt af sig selv.
Ikke underligt at Jesus er vred, Forbandede  Korazin forbandede Betsaida. Tåbelige Kapernaum, møg byer! I tror ikke, I hører ikke, I omvender jer ikke.
Man kender så udmærket fornemmelsen, man har anstrengt sig for at gøre noget godt, skrevet en opgave for derefter at få at vide, du kunne jo også have skrevet om noget andet, man har gjort sig umage for at lave en god udendørs konfirmandandagt, og så er den eneste kommentar, nu slæber de jo muddersko med ind,eller  lavet en tale der betød noget for en selv, og så er ordene, hvorfor havde du ikke det med?
I har selv eksempler allesammen ,på netop det. Og så har man lyst til som Jesus gør det at sige: forbandede .... forbandede, møg by.
Nogen kan bare ikke have at Jesus skælder ud, han må ikke være lidenskabelig for så krakelerer det pæne glansbillede vi har af ham, et der hverken kan danse eller græde. Men derved fornægter vi jo også det at han er sand gud og sandt menneske.
og Jesus  slutter der hvor vi andre også må slutte, i bøn og i forbøn. 
At tro på Jesus og evangeliet fører til at man bli´r fremmed i verden, en verden der ikke vil danse eller græde.
Og i vreden over verden og midt i tårerne siger Jesus så til os, 
I kan hvile ud hos mig.  Når I blive vise nok til at fatte Guds vilje og barmhjertighed, og derfor får hug af verden, så kom til mig.
Så får i ro i sjælen. 
Jesus er syndres ven, Han bygger sin kirke på Peter der svigter og Paulus der forfølgre, han bygger på mennesker, på dig og på mig. Vi er ikke perfekte, men vi kan være os selv, og derfra højt og tydeligt forkynde evangeliet til en verden der ikke synes at ville danse og ikke vil græde.
Hvis ikke I gør det, hvem skal så? Vi kalder os i kirken, men jeg har mødt større tro, større kærlighed uden for  det etablerede-
Der hvor alt det store og flotte og ubetydelige er skrællet af, og der bare lyder et rungende ja til  Jesus.
Der er visdom, der er tro!

kontakt

Drag, dør,  ud eller ind

Drag ud eller ind af døren

7.marts 2016

Denne dør er fra Friluftsmuseet i Lund. Den gamle domkirkeby, som er dejlig at være i og fuld af særlig ånd. Døren her ser gammel og solid ud og er fint udsmykket. Hvor mange mon har lukket den op og i? Og hvad er der bag?

Et skilt på døren siger "Drag". Det kalder vi på dansk træk. De flste af jer kender sikkert det at skulle ind et sted og slås med at skulle skubbe eller trække; som regel tager man fejl et par gange inden det lykkes at åbne døren. Men her står det  og bliver meget tydeligt på den gamle dør. "Drag" på svensk er det ikke så mærkeligt, der hedder en trækharmonika et dragspel, og på engelsk kan det have flere betydninger: det at mænd klæder sig i kvindetøj og også at "trække noget ud" eller at noget trækker ud selv: time dragging along.

På dansk kan man få et drag over nakken, og ellers har vi højdedrag. For at det hele skal give mening sammen med døren må vi tilføje et ind eller ud. Drag ind i den virkelighed der er bag ved døren, eller drag ud i verden. Hvad er der bag døren?

Måske har jeg allerede gjort det hele så forvirret at du bare har lyst til at drage videre.

Fred, helle, sanctuary, bank på, dør,

Hellested

23.02.15

Denne dør findes i nærheden af Durham Cathedral i England. En meget solid dør. Og man kan tænke: skal den lukke folk ude, eller lukke dem inde? Siger den: Du kommer ikke uden videre her ind, eller siger den, når du er inde kan intet true dig? Fra gammel tid har kirkerne altid været helle steder. Når man først var inde,var der fred. Derfor har kirkerne også et våbenhus, hvor våben kunne lægges. For inde i kirkerummet skulle der herske fred og beskyttelse. Var man først nået ind i kirken kunne ingen røre en. Frygt for en uretfærdig rettergang kunne også få "forbrydere" til at søge tilflugt i kirkerummet, og så var de- i første omgang  ihvert fald-  "urørlige" . Vi har også i nyere tid set at flygtninge og andre har taget ophold i kirker, fordi de der har helle, og er "urørlige". Det er vigtigt at have hellesteder. Det er vigtigt at få lov til at være "urørlig". Mange tænker at kirken har en stor solid lukket dør, og at det er svært at gå over dørtærskelen, men man kunne også vende den tanke om. Døren er solid fordi den skal holde ufred og uro ude. Den skal være et helle! Der er stor mangel på fred og steder til helle i vores tid.

stillerum

6.8.2014

Døren til.... stilhed

Denne dør findes i Edinburgh Airport. Det er omtrent det første der møder en, når man ankommer til lufthavnen. Døren i sig selv er måske ikke så indbydende, men rummet bag den er. Det er et stillerum, enkelt og fint. Og der er derinde et kors, og andet kristent "tilbehør" såvel som muslimske bedetæpper og andre religoners rekvisitter og symboler. Stilheden derinde er mærkbar. Og stilhed skal der til hvis man vil have ro i sjælen. Dette gælder for bekendende religiøse såvel som ateister. Der skal ro til at se. Der skal stilhed til at rumme og forstå. I stilheden bliver der plads til tanke og ånd. Samtidig er stilheden præstationsfri. Du skal være, ikke gøre. Hold pause fra alt det der jager og find ro. Luk døren op til stilhedens rum.

10.april14

den grønne dør

Her er en dør i Sverige. en grøn dør. Med grønt foran. Det ser næsten ud som om døren er brudt ud i vækst for neden. Som om det tørre træ pludselig er blevet levende. Jeg tror at vi kender det, det hele kan forekomme tørt trist og forfaldent , og pludselig så er der en lysefrøn knop, et menneske der taler pænt,eller siger tak, pludselig bliver det forår i krop og sjæl. Vi er taknemmelige når vinterens grå afløses af forårsgrønt, og vi er taknemmelige når vi vises venlighed. Faktisk kan vi forandre vores liv ved at insistere på selv at være venlige og imødekommende, hvis vi vælger den grønne dør til livet . Hvis vi omgiver andre med venlighed og omsorg, så springer der pludselig en knop af håb. Hvor den slår ud ved vi ikke, og hvor længe det varer ved vi heller ikke, men det begynder med at vi vover det. vover at gå ind ad den grønne dør.... til livet.

den fortryllende have?

23.februar 2014

Døren til.....

Døren til den fortryllende have?

Eller døren ind til den ro du behøver? Nu da du har været omgivet af støj og travlhed, gråhed og kulde ganske længe? Foråret er lige om hjørnet, men der skal ro til at se. Ellers løber foråret mellem fingrene på dig. Begynd nu, sæt tempoet ned, se dig omkring, nyd det spirende skift, nyd lyset. Gå in tankerne ind i din barndoms dejlige haver, husk hvad det gav dig. Husk dengang du var fuld af håb og mod på livet. Hvis det kniber nu, så hold pauser og gå ind ad døren til den fortryllende have af ro og stille glæde. Egentlig har du det jo godt, du skal bare huske alt hvad du er, har været  og kan være. Haven hjælper dig med at huske det. Guds fred hviler nemlig i den! Der kan du hente mod til det der kommer.

dør til have, port,

16.maj 2013

porten til...

det er snart sommer, og haven vil bugne af spændende blomster i alle farver. Et mirakel af farver. livet og naturen er et mirakel, men vi lægger ikke altid mærke til det. Vi bliver inden døre, inde i os selv, og går ikke igennem porten til alle herlighederne. Hvad er vi bange for? At få for meget af det gode? Er livet nemmere at håndtere på en skærm? Vov det, gå ud, gå ud i det åbne, nyd det, nys af blomsterstøvet, men gå ud! Det sætter din egen selvforståelse i perspektiv.  Gå gennem porten til livets have!

lyset, åbning, dør, vestmanna,

Døren til....

Denne åbning i en klippespalte findes i Vestmanna på Færøerne. Det er en slags dør. En åbning mod lyset. Er det ikke hvad vi ønsker os, en åbning til lyset? Mørke har vi nok af, fortvivlelse, modløshed og ligegyldighed har vi nok af. De trækker os mod mørket. I mørket bliver man trist. I tristheden bliver man mørk indeni. Vi har brug for lyset. Ikke tilfældigt at i bibelens skabelsesfortælling kommer lyset først. Der var mørkt og tomt og øde, og så kom lyset. Vi lever af lyset, og hvis vi vil det kan vi også komme til at leve i lyset. Se hvor det kommer os i møde. Spørgsmålet er om vi tør møde det. Vil vi hellere blive her i hulen og halvmørket? Der skal mod til at se, og mod til at vove sig frem i lyset. Lyset afslører os ... og giver os nyt liv.

Døren byder velkommen

Døre

 

 

Døren til...

En af mine venner bor i dette hus. Jeg har aldrig besøgt ham, da han bor i den anden ende af landet,så jeg ved ikke hvad der gemmer sig bag døren, udover en dejlig familie. Døren er indbydende. Den tager venligt imod. Døre kan afsløre noget om hvem bor der bagved. Kan det ses på døren hvem vi er? Meget kan ihvert fald afsløres af vores døre. Er vi imødekommende eller afvisende? Er vi ligeglade med hvad andre tænker, eller viser vi at vi er ligeglade, ved at lade døren ind til os være kold, neutral, kedelig?  I december afviger mange fra normen, der hænges kranse og dekorationer på døren, i julen vil vi gerne være imødekommende. Men til daglig?

Og kan dette også overføres på vores hjerter? Er de lukkede, neutrale, afvisende eller imødekommende på sådan en ganske almindelig dag? Eller er det også kun til jul, at vi viser noget mere?

Prøv at kikke på din egen dør i dag. Måske siger den dig et eller andet.

døren og vejen

21.10.12

Døre

Døren og Vejen

Fandt denne dør da jeg var ude at gå en tur. En lysblåmalet dør...? I sig selv var den ikke noget særligt, men så så jeg hvad beboerne hed: Vejen.  Fantastisk. For det er jo hvad de første kristne kaldte sig: Vejen. De kaldte sig endnu ikke kristne, men netop vejen, fordi Jesus var  Vejen, Sandheden og livet, og fordi de så på tilværelsen som en vej der skal gås, i Kristi tjeneste, frem mod lyset, og det evige liv.

Hvor tit ser vi livet som en proces, hvor det går ud på at blive klogere og mere kærlige? hvor det gælder om at være i tjeneste for Gud og medmennesket? Ofte kommer der noget i vejen, der forhindrer os i at være som vi skulle. Forhindringer, som vi tror er livet, og som får os til at glemme ansvaret for hinanden. Ja, der kommer noget i vejen for vejen,og vi forledes til at tro at det er da i orden at være egoistiske og selvoptagne.

Vi lukker døren for Vejen. Men Vejen lukker op for os, igen og igen, utrætteligt.