bjerg, bjerget, forklarelsen på bjerget, faste, fristelse, kain og abel, 1. søndag i fasten, mærke, korsmærke klippespalte, fristelse, den smalle vej lys i mørket, lygetepæl i tide, memento mori den sidste hvile, memento mori, time´s up opstandelse, livets sejr over døden, håb, tro,

                                  Velkommen !

                      Bente Viuf,  sogne- og sygehuspræst

beredskabspræst i Folkekirkens katastrofeberedskab

Master i diakoni og kateketik

Alle Helgens søndag 2017

 Den store hvide flok….

Hvad sker der med os når vi dør? Hvad forestiller vi os?
Er døden det endelige punktum eller er der mere. Tænker vi på det til daglig – eller melder tankerne sig, når dem vi holder af bliver syge eller vi selv bliver det?I vores dagligdag er der nok af vidnesbyrd om døden, katastrofer og grusomheder, eller filmscener . Men det angår os på en anden måde.Det berører os ikke rigtigt, det husker os ikke på at vi selv eller vore nærmeste skal dø. Den tanke skyder vi fra os, det er som om vi ikke tør tale om døden af frygt for at den så skal komme efter os med det samme.

Men døden kommer efter os, og vi må forholde os til den, og værst er det når dem, vi holder af, dør fra os. Då håber vi virkeligt og inderligt at døden ikke er det sidste, at der er mere. Et liv efter døden.

Nogle vælger en mellemløsning : de mener at deres sjæl skal leve videre i en ny krop. På den måde kan de blive udødelige – og det helt uden Guds hjælp. Men i den kristne kirke tror vi, ved vi og forkynder noget andet – vi forkynder opstandelse og evigt liv.

I bibelen er mennesket en helhed – en uadskillelig sammensætning af krop og sjæl – de kan ikke skilles ad, og derfor dør hele mennesket, og hele mennesket opstår.Vi ved selvfølgelig godt at det døde jordiske legeme går til, men i opstandelsen tildeles vi et forvandlet legeme, så vi stadig er os selv. 

Om alt efter døden må vi tale i billeder, fordi det ligger uden for vor forstand, men vi kan tale om den lille kerne der bliver lagt i jorden og som bliver til et ny plante. Det runkne blomsterløg der begraves og når tiden er inde springer den smukkeste blomst, uden at vi aner hvordan.

Omtrent sådan har apostelen Paulus beskrevet det. 
På jorden har vi altså et jordisk legeme, i himmelen et opstandelseslegeme.

For i himmelen, der skal vi leve videre hos Gud.  Hvor himmelen er ved vi ikke, kun at det er et sted, et rum en dimension, ganske anderledes end her på jorden. 

Og i himmelen er tiden ophørt med at være. Evighed er ikke tid på tid på tid, men ophør af tid. I evigheden er det fortid nutid og fremtid på en gang. 

Mennesker, der har haft en nærdødsoplevelse, fortæller at de bevæger sig som gennem en tunnel, for enden ser de et lys der bliver stærkere, og fra lyset strømmer varme og kærlighed og fred.

Enkelte fortæller at de ser Jesus selv – han som kalder sig selv for Verdens lys.Men de næsten døde er kommet tilbage til livet her, måske har de mere at gøre.

For os der er kristne er det helt naturligt at det er Jesus, der tager imod os. Det er det vi er givet at leve på. Opstandelse er jo ikke bare en usikker mulighed men et løfte givet til os fra 
Jesus selv. 

Jeg er opstandelsen og Livet ,Enhver som tror på mig skal i al evighed ikke dø.

Den jordiske død undgår ingen af os, men et liv efter døden gives enhver som tror på ham.En tiårig pige spurgte mig forleden dag: hvis man ikke tror på Gud, kommer man så ikke i himlen? Hvad mener I?  

Hvis man kan leve sit liv uden Gud, vil man da ikke også ønske at dø uden Gud.
Nej, det vil de fleste ikke.Vidunderligt da, at Guds kærlighed er stor.

Han skal engang tørre hver tåre af vore øjne.
 

Hvem er Jesus?

16. s. e trin 
Luk. 7,11-17

En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk. Sådan var folkemængdens i byen Nains reaktion, da  de havde set  hvordan Jesus gjorde den unge mand levende igen

Men hvad og hvem er Jesus? Det er det egentlige spørgsmål i dag. Hvem tror  de tilstedeværende han er, og hvem tror vi at Han er.Det er tekstens reelle anliggende. 

Konteksten sætter fortællingen ind imellem  to beretninger, den ene om stærk tro, den anden om stærk tvivl. Beretningen om tro er den om den romerske officer der stoler så blindt på Jesu magtord at hans tjeners liv reddes.Beretningen om tvivl består i at Johannes døberen sender sine disciple hen til Jesus for at spørge om han nu er messias, den rette. Eller bare endnu en profet.

Så fortællingerne udenom selve dødeopvækkelsen i byen Nain  bekræfter, hvad der er på spil. Er Jesus en profet eller selveste  messias, frelseren.

En ung mand er død, og det er jo sørgeligt nok. Men det er mere end sørgeligt for moderen. Hun har mistet et elsket barn, og da vi hører at han er hendes eneste og at hun er enke får vi dermed også at vide at hun nu er helt uden livsgrundlag.I det samfund hun levede i, var kvinderne intet uden mænd. Hvis de ikke var under en mands, søns eller måske brors beskyttelse var de henvist til prostitution eller tiggeri. Der fandtes ikke andre muligheder for kvinder. De var intet uden en mands beskyttelse, uden for loven, på en måde overladt til døden. Derfor er der jo meget mere på færde end at kvinden her sørger over en død søn, hun har pludselig mistet alt, søn og livsmuligheder. Hun er med ét både alene og hjemløs.

Det er perspektiver som vi ofte glemmer at medlæse når vi hører stykker fra bibelen, at samfundet og synet på kvinder er helt fundamentalt anderledes end det er i en moderne dansk samfund.  

Der findes mange samfund hvor det endnu er sådan, jeg har f.eks. hørt en feltpræst fortælle fra Afghanistan, hvordan kvinden betragtes som "superior cow", altså som et dyr manden bestemmer over, kun lidt højere rangerende end hans kvæg. Og han har ret til at slå løs på hende som det passer ham. Denne opfattelse findes adskillige steder i verden, og er en trussel der aldrig må undervurderes.

Tilbage til enken fra Nain. for det er hende og ikke sønnen det handler om. Hun får ganske enkelt nyt liv af Jesus. Hun får nye livsmuligheder. Og det på en måde så alting er forandret. Hun bliver set af Jesus, han ynkes over hende, sønnen vågner og begynder at tale, 
og Jesus gav ham til hans mor.Og folkemængden taber næse og mund og siger:
En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.

Hvad er en profet? En profet er en der ved lidt mere, én der kan forudsige ting.
 Der er masser af profeter i det gamle testamente der står som dem, der siger og forudsiger sandheden og skæbnen .Profeter er agtede og frygtede. De kan rådgive herskere ,afsløre løgnagtighed og spin, men de er ikke guddommelige, de taler i Guds navn, men de er ikke Gud.Jødedommen betragter Jesus som en stor profet.Islam betragter Jesus som en stor profet.

Kristendommen siger, nej Jesus er ikke en profet, ikke en stor mand, nej han er Guds søn, en del af Gud selv.Og her bliver sagen spændt ud mellem tro og tvivl,  for jeg tror at mange betragter Jesus som en særlig mand og profet, en etisk læremester, et  særligt kærligt menneske.I så fald er de ikke kristne. Man kan ikke være kristen og blot tro på Jesus som profet.

Det er også Lukas´ ærinde i dagens fortælling, hvis I ikke regner Jesus som andet og mere end en profet, da har I slet intet fattet.Da Johannes lader sine disciple spørge Jesus: er du den der kommer, eller skal vi vente en anden? Da svarer Jesus: Gå hen og fortæl Johannes hvad I har hørt: blinde ser, lamme går, spedalske bli´r rene, og døve hører, døde står op og evangeliet forkyndes for fattige.Han siger altså: hvor mange tegn skal I bruge for at tro?

Hvad skal der til? Ligemeget hvad jeg gør er det op til jer om I vil tage det til jer, og tro mig på mit ord.Sådan er betingelserne. Tro er tillid.  Tro er at slippe kontrollen og acceptere at der er ufatteligt meget vi ikke ved og ikke kan vide, men netop må tro. Nære fuld tillid til.

Er Jesus en profet. En stor mand. Ja, så kan han berige mit liv, give mig nogle anvisninger på godt liv og næstekærlighed, og det er fint.  Men grundlæggende forandrer det ingenting. For så er han blot et etisk moralsk tilvalg, som jeg foretager. Jeg er stadig den, som styrer.

Men er Jesus, den rette, frelseren, Messias, Kristus, så vender hele mit liv på hovedet, så er jeg kastet i troens vold og har ikke længere fast grund under fødderne, fordi jeg så må af sted på rejsen til Gud, med ham.Så er det ikke længere mit valg, så er jeg grebet og forvandlet til et redskab for hans vilje, og sendes på en besværlig vandring der fører ikke blot til døden men også til opstandelse og til evigt liv. 

At følge Jesus er som at være en fremmed i en kendt verden, fordi udgangspunktet for hele tilværelsen bliver fuldstændigt anderledes. Kristen først og menneske derefter. At være kristen er at få vredet hjertet rundt i troens greb, så livet leves i lyset af ham; det er at finde lyset midt i tvivlen og i sorgen og i mismodet og i længselen efter at blive hel.

At være kristen er at sætte hele sin lid til det troens magtord som gør at vi kan se livet og døden i øjnene uden frygt. For Han har lovet os opstandelse, lovet at være nær alle dage indtil verdens ende. I al evighed.

Kalder vi os kristne uden troens tillid, da er vi som folkemængden i dag; En stor profet er fremstået iblandt os.Da tager vi ham ikke rigtigt  på hans ord. Vi spørger som Johannes, er du den rette til at forandre vore liv,  eller ved vi i grunden ikke selv bedst. Da er vi også efterladt i sorgen og dødens mørke.

Kvinden i dag fik sine livsmuligheder tilbage. Hun så frelseren. Forstod måske ikke så meget, men så det umulige blive muligt. Den døde søn blev levende foran hendes øjne.Det umulige var at døden blev overvundet. Men det blev den. Jesus kan  nemlig give liv til det og dem som andre erklærer for døde. Bogstaveligt og i overført betydning.

Deri ser vi hvem Han er.  Men der skal tro til at se og høre. Tillid til Gud, som den der styrer vores liv gennem sorg og glæde… og gennem angsten for døden, gennem morgener af gå på mod  og aftner af vemod og længsel , indtil vi engang ser ham tage imod os i opstandelsens lys.

Der var en,der var to, der var tre.. eller ti

14.s.e.trin 17

Lukasevangeliet 17,11-19

Da jeg var barn, og det er selvfølgelig snart længe siden, sang vi ofte sangen “ti små niggerbørn”. Det gør man ikke mere. Den er fuldstændig politisk ukorrekt. 

Men den handler om ti niggerbørn der gik afsted for at fri og det gik dem grueligt galt - undtagen den sidste, han bli´r gift og får børn og lever formodentlig lykkeligt til sine dages ende.De andre blev taget af en tyv, heks eller kæmpe, gik på kro, drak sig ihjel eller forsvandt i dyb sne. Men den sidste klarede sig. Der var en, der var to, der var tre, der var fir’, der var fem små niggerbørn, der varseks, der syv,der  var ot´, der var var ni, der var ti små niggerbørn.

Det minder lidt om teksten til idag. En to tre, fire fem seks, syv, otte ni, og ti. En dag kom  ti spedalske hen ad vejen. Ingen turde komme i nærheden af dem. Deres ansigter var fulde af sår og ar, deres fingre var krogede og følelsesløse, og nogen måske faldet af. De 10 var ganske forfærdeligt syge.

En to tre, fire,fem seks, syv otte ni, og ti.
En dag kom ti spedalske hen ad vejen. Og der mødte de Jesus. 
Jesus råbte de. Åh, Jesus, bad de. Frels os, vil du ikke nok gøre os raske?
En to tre, fire fem seks, syv otte ni, og ti.

En dag kom  ti spedalske hen ad vejen. Og Jesus bad for dem. Gå så, sagde han. Gå, find en præst, og så vil han fortælle jer om I er blevet raske.
En to tre, fire, fem, seks, syv otte ni og ti.

En dag kom ti spedalske gående hen ad vejen. Og så med ét var de ikke længere spedalske. Deres ansigter var som nye, deres fingre var fine. De var glade og helbredte og helede.
En to tre, fire, fem seks, syv otte og ni.

Ni spedalske, som altså ikke længere var spedalske, løb af sted for art fortælle den gode nyhed vidt og bredt.  Men den tiende spedalske gik straks tilbage til Jesus for at takke ham for det han havde gjort.

En to tre, fire, fem, seks, syv, otte ni og ti. Jeg har helbredt ti spedalske, der kom gående hen ad vejen i dag, sagde Jesus til manden. Men hvor er resten blevet af? 
Nå skidt med det, jeg er glad for at du kom tilbage for at takke mig.

Her slutter fortællingen - vi ved ikke om det senere gik de andre godt eller skidt - vi ved kun at de ikke kom tilbage for at sige tak. Måske var det heller ikke værd at sige tak for, at de havde fået livet tilbage. At de nu igen kunne være en del af det samfund som de gennem deres sygdom havde være udelukket fra. Livet bliver hurtigt en selvfølgelighed. At være rask og have det godt bliver hurtigt en selvfølgelighed som man ikke finder det nødvendigt at takke for. O g hvem skulle man for resten takke? Samfundet ? Nej, det har vi sgu´ betalt skat til. Gud, nej ham tror vi kun på, når det kniber allermest - og når vi har opnået hvad vi vil have,  mener vi at det er ved egen fortjeneste.Måske tænkte de sådan, de andre ni. Og de fortsatte næsten som om ingenting var hændt.

I moderne Indien findes der stadig spedalskhed, og ligesom jøderne dengang mener hinduerne nu at sygdom er Guds mærke og straf. Derfor skal man heller ikke bruge kræfter på at gøre noget ved sygdommen, selv om man videnskabeligt kan.

Vi lever i en del af verden hvor spedalskhed ikke findes. Vi har andre folkesygsdomme, eller trusler hængende over hovedet. Der er så mange former for kræft at vi nok allesammen dør af én af dem. Og nogle af os har haft en alvorlig sygdom. Men vi er blevet helbredt. Ændrede det vores liv? Er vi gået tilbage for at takke den, som gav os livet? Eller fortsatte vi som om intet var hændt, fordi det at være rask igen er blevet en selvfølge. Fortsatte vi den stressede tilværelse og lod tak være tak, og glemte hvordan det var at blive ny?

De ti blev helbredt, men kun én blev frelst. Og når man bruger dette ord frelst, lyder det som et levn fra en missionsk fortid, hvor man netop yndede at sætte skel mellem de rigtige og de forkerte, mellem den ene og de ni.Yndede at sætte nogen udenfor det gode selskab.

At være frelst er ikke at efterleve menneskelige udlægninger af bibelsk fromhed eller fysisk afholdenhed - at være frelst er såre enkelt at vide hvor man hører til, at løbe tilbage for at sige tak for livet. Ikke fordi Gud behøver tak, men fordi det er en afsporet menneskehed, der har glemt at takke for livet - glemt at det ikke er en selvfølge at være stærk og have det godt.

Og så står der i teksten at det ovenikøbet er en fremmed, en mand fra Samaria, der kom tilbage for at sige tak - lige som det i lignelsen om den overfaldne på vej til Jeriko var en samaritaner, der kom den overfaldne mand til hjælp.  Sådan får vi gnedet salt i såret. Vi var ikke så gode, som vi troede vi var, men ham vi ikke regnede med, gjorde det vi skulle have gjort.

De ni gik videre - rene fordi Gud ville det. Men jo længere de kom desto mere var de måske overbevist om, at det nok var deres egen fortjeneste. Gud havde sandsynligvis set i nåde til dem, fordi det med sygdom var en slags fejltagelse. I det hele taget varer det ikke lang tid at gøre et under til noget banalt og selv tage æren for det.

Det tager heller ikke så lang tid at gøre Jesu historier til en fortælling om de gode og de onde.

Men sådan en tolkning tager kraften af dem. For faktisk er der ingen løftede pegefingre i dagens fortælling om de ti. Der  er snarere en forbavselse. En undrende Jesus, der spørger, betød det virkeligt så lidt for dem. Og han spørger ikke på egne vegne, eller for egen forfængeligheds skyld, men for  selve livets skyld.  

Der var en, to, tre, fire dem, seks,syv otte, ni ti mand der led af en frygtelig sygdom.
Kun én fandt det umagen værd at takke fordi han blev rask. Er grunden  uvilje mod at skylde nogen sit liv. 

Vi vil helst ikke stå i gæld til nogen, hverken på den ene eller anden måde. For det binder os til dem, vi står i gæld til. Og være tvunget til taknemmelighed, det er det sidste vi vil. Selv vore nærmeste passer vi på med ikke at ligge til byrde eller stå i gæld til.

Er det fordi det gør os mindre i vore egne øjne? At stå i gæld til nogen. Nogle mennesker er simpelthen rædselsslagne ved tanken om at være til besvær. Så hellere dø og ned i en fællesgrav . Ikke noget minde heller, så man skal stå i gæld efter døden.

Til Gud står vi nu i evig gæld. Men det er en gæld som tilbagebetales på en besynderlig måde.  Vi får et løfte om evig kærlighed, og der kræves det tilbage at vi forsøger at give glæden over det videre til andre mennesker. Han forlanger ikke at vi løber tilbage og takker, men undrer sig over at vi kan lade være med at glæde os og give glæden videre.

Vi der er her bliver ikke renset for spedalskhed eller andre sygdomme, men vi får Guds fred gennem fortællingen om Jesus. Bestandig kommer han ind på tværs af gængse tanker og meninger og fortæller os hvad livet er værd.

Så på en måde bliver vi renset - ikke for sygdom men for frygt.  Og frygt kunne godt kaldes spedalskhed på sjælen.  Det er den vi renses for.  Og nogen, sådan ca. 10% tilsyneladende,  opdager den fred som Jesus'  mærke efterlader på  pande og bryst. På hjerte og sjæl.               

Luk dig op!

12.s.e.trin 2017

Mark. 7, 31-37

Sesam, sesam luk dig op. Nej, det var ikke de ord, Jesus brugte, og der var heller ingen hule med guldmønter og ædelstene.  Men han havde noget af det magiske med. 

Vi hørte den beskrivelse som altid får konfirmander til at sige aad:  At Jesus stak fingrene i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge. Og så sagde han ”effata” – det er aramæisk og betyder ”luk dig op”.  

Markus-evangeliet som er nedskrevet på græsk har sikkert beholdt det aramæiske udtryk for virkningens skyld. Effata lyder fremmedartet og spændende.

Det var jo også ret spændende, det der skete,  for en døv-stum mand kom til at høre og tale.

Det vi skal hæfte os ved er måske ikke så meget om det nu også kan lade sig gøre, og om Jesus kunne helbrede – for hvis vi bliver dér, får vi drejet sagen væk, fra det som det faktisk handler om. For tror vi, er intet umuligt for Gud, og tror vi ikke, da vil nok så mange undere og helbredelser heller ikke få os til det.

Det slår mig faktisk tit, at folk der er velbevandret i videnskab og mangt og meget ofte har en ganske naiv holdning til tro.  Som om videnskabelige fakta kunne rokke en tøddel ved tro. Tro handler jo om levet og ulevet liv, om livssyn og om kærlighed – konkret kærlighed mellem mennesker.

I øvrigt er videnskabelige fakta heller ikke mere helt hvad de har været – der er ikke så meget der bare er hvad det er. Normalt har vi regnet med at det vi ser, og det der vises på et fotografi, er fakta, er virkelighed. Men med det digitale fotografi er det muligt at fremstille en virkelighed som ikke er virkelighed. Herefter er det reelt ikke muligt at stole på at et foto ikke lyver, så det vi ser på et billede af virkeligheden er måske ikke virkelighed.Det moderne ord for det er alternative fakta!

Det vil helt konkret indebære at vi i den moderne verden skal forholde os kritisk til alt hvad vi ser, og så vælge om vi vil tro det eller ej. Mere og mere bliver altså et spørgsmål om tro og tillid, og mindre og mindre handler om viden og fakta.

Lidt uhyggeligt men også spændende. Det kræver sandelig sit menneske! Men tilbage til den døvstumme mand. 

Han har levet hele sit liv i en slags lydtæt glasklokke – og som ved et trylleslag knuses denne glasklokke ved ordet ”effata”Nu er han pludselig et almindeligt menneske. Det er selvfølgelig vidunderligt – men det betyder også at han nu ikke længere er beskyttet af sin anderledeshed, men har fuldstændigt ansvar for sit liv.

Når Jesus helbreder nogen, er det selvsagt af omsorg og kærlighed til de mennesker han møder, men det giver dem jo ikke et nemt og smertefrit liv. Måske er de mere blottet end nogensinde fordi de ved at de har fået lyset. Er blevet forandrede.

For at se er ikke kun at se, at høre ikke kun at høre, at tale ikke kun at tale. Man kan se meget uden at få øje på noget, uden at ænse det Man kan høre meget uden at have øre for klang Og man kan tale i timevis uden nogensinde at sige noget.

Det sidste er vel det vi oftest gør mod hinanden. Spørger høfligt til hinandens helbred eller humør, men vi ønsker ikke noget svar – for svaret krævede måske at vi måtte hive ørepropperne ud.

Der er nemlig så meget larm og forstyrrelse i vores verden at vi er nødt til at bære åndelige ørepropper – eller vi tror vi er nødt til det. Vi beskytter os mod andre mennesker – vil ikke smittes- jeg mener ikke med sygdomme for det er jo ikke så sandsynligt-  men smittes af deres krav om at blive set og hørt, af deres nærhed, deres lugte, deres ret til at udfolde sig. 

Bag sine ørepropper kan man forblive uberørt, steril, ubevægelig, døv for omverdenen. Og så zappe sig ind og konstruere sin egen begrænsede version af livet.

Vi har i høj grad brug for ordet:  ”effata” luk dig op.  Vi har i høj grad brug for den, der har gjort alting vel, den der får både de døve til at høre og de stumme til at tale.

Den som kalder til ansvar både for liv og medmenneske.

Som jeg nævnte før kunne den helbredte døve nu ikke længere lægge ansvaret fra sig. 
Det kan vi heller ikke, og vi behøver ikke at vente til der sker os noget voldsomt, for som regel er det først der, vi vågner op.

En pige som var syg af aids sagde lige inden hun døde: at aids var det mest bevidsthedsudvidende et menneske kunne komme ud for. Det er  så drastisk igen, det behøver ikke at komme så vidt.

Jeg vil hævde at Jesu ord og handlinger er det mest bevidsthedsudvidende man kan komme ud for.

For når man er syg eller falder udenfor stiller man livsspørgsmål – det er pludseligt vigtigt at rive briller og ørepropper af og være og leve lige nu og her. Som min læge sagde engang, hvorfor skal der en kræftsygdom til før folk vågner op og hører efter, og begynder at leve ordentligt?

Egentlig var det derfor Jesus kom til verden, for at tydeliggøre livet for os.

Effata, luk dig op, se, hør, tal, vær elske, lev!
Men jeg river alle dine forsvarsværker væk, fra nu af beskyttes du kun af min kærlighed.
Det er konfrontation med det absolutte – Gud.

Livet er mindre farligt hvis man beholder ørepropperne på- men man går ved Gud glip af  så meget.

Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.

Og hvad er det vi skal høre og hvad er det vi skal tale om?Vi skal høre at for Gud er vi virkelige og aldrig alene. At vi måles med kærlighedens målestok.Vi skal høre at vi er en del af Guds himmelske klang, Guds regnbue – båret af det lys som intet mørke kan få bugt med.

Og finder vi farverne og hører klangen, får vi også mælet igen. Det mæle der kan takke for livet. Det mæle der magter at være en ven i nøden, en trøst til den der behøver det.

Valget står altså ikke mellem tro og videnskab, men det står mellem at gøre troens gerninger mod hinanden eller at forskanse sig .

Han sagde ”effata”. Det betyder: luk dig op.  

Tak at jeg ikke er som andre..

11.s.e.trin  2017  Luk. 18.9-13

Tak fordi jeg ikke er som andre..

Det sker at vi kommer til at tænke: Gud ske lov, at jeg ikke er som ham der, eller hende der. Gud ske lov ,at jeg ikke er handicappet eller tyk, Gud ske lov at ,det ikke er mig eller mine børn der sidder med flasken eller render rundt på gaderne om natten. Gud ske lov .Vi har alle sammen noget vi siger Gud ske lov til.

Det er der vel ikke noget galt i. Vi har lov at glæde os over at vi har det godt, at vi har det vi skal bruge, at vi er raske, at vi har mad at give vores børn. Vi har lov at glæde os over en uddannelse, et arbejde, - over at det ikke er os eller vore børn der går på gaden med smøg i flaben og  ølflaske i hånden. 

Faktisk ville livet blive bedre for de fleste af os, hvis vi huskede at glæde sig over alt det gode, i stedet for altid at hænge fast i det mindre gode. Hvis vi  noterede os alle sejrene og krydsede de gode stunder af i stedet for at lade nederlag og kritik vokse sig alt for store.

Gud ske lov. Gud være priset, som det betyder. Det er sådan set heller ikke det der er galt med farisæeren i dagens lignelse. At han er glad for at have det godt. Han er sikkert også alt det han siger, han giver sandsynligvis  10 procent af sin indkomst til templet.  Nej, det er noget andet der skurrer, der er det galt, at han går hen i templet for at bede, og så glemmer han at bede. Vi hører i lignelsen at 2 mænd gik ind i templet for at bede, men kun den ene af dem bad til Gud. Kun den ene af dem henvendte sig til Gud, den anden var opfyldt af sig selv - og sin egen retfærdighed.

Selv om det i det nye testamente kunne se sådan ud, var det ikke alle farisæere der var sådan, men gammel jødisk rabbinsk litteratur, viser at Jesus gjorde det med en vis ret, når han gjorde nar ad farisæerne, eller gjorde op med deres måde at tænke på.

Der fandtes dengang en jødisk bøn der begyndte med ordene: Tak, Gud, himlenes Herre, at du ikke har skabt mig som hedning, Tak, Gud, at du ikke har givet mig lod som slave, Tak, Gud,  at du ikke har gjort mig til kvinde….
Og så videre og så videre. Og det er sikkert den der er udgangspunkt for dagens lignelse.

Og som vi ser i hele det nye testamente er Jesus i konstant  ordstrid med farisæerne- han gør op med deres selvretfærdighed, fordi den hele tiden sker på andres bekostning.

I en bøn må man opgive al selvtilstrækkelighed. Det er det der er bønnens væsen. Vi beder jo kun af hjertet, når vi har opgivet selv at styre livet. 

Når øjeblikkene er for store, eller smerten har grebet os. Så står vi der som tolderen. 
Så er alle skel og skranker pillet ned, så er vi reduceret til det ufuldkomne og sårbare væsen, der ikke kommer med lange parader af ord, men blot siger: Gud du må bære over med en synder som mig.  Når det største og helligste er nær, bliver ordene færre.

Ja, ingen af os ville måske bruge ordet synder om os selv. Og det skulle vi måske. Når vi er allerlængst ude , så er der ingen styrke eller trøst at hente i opdeling af syndere og retfærdige, ingen huse, biler, uddannelser eller ting hjælper, ikke engang det at andre har det  lige så svært kan give trøst.  Der er kun et nødskrig tilbage : hjælp mig Gud. Det er bøn.

En bøn er opgivelse af egen magt  og egen kontrol -  det var hvad farisæeren ikke fattede. Begge de to mænd gik i templet for at bede, men kun én af dem gjorde det . Kun den ene bad.

Ikke farisæeren i dagens lignelse. 
Hans reelle  fromhed  faktisk kom til at stå imellem ham og Gud.   For den som begynder og ender med sig selv, har mistet kontakten til alt ,endog Gud.

Jesus siger ikke med sin lignelse, at den ene af de to mænd er god den anden ikke - han viser blot at det er tolderen der er den retfærdige fordi han gjorde det eneste som man kan i kommunikationen med Gud, nemlig bede - bede om nåde og hjælp .

Dagens tekst startede med ordene: Så fortalte Jesus en lignelse.Den var rettet mod mennesker der var overbevist om, at de levede sådan som Gud ville have det, og derfor så ned på alle andre.

Og endnu før denne lignelse siger Jesus: Spørgsmålet er om det er overhovedet er nogen der tror på Gud, når jeg menneskesønnen kommer tilbage....For hvis vi mener at vi kan klare livet selv og nå Gud ad egne veje, så behøver vi jo ikke menneskesønnen........Hvis vi formår selv at leve som retfærdige, hvad skal vi da med Jesus ?

Kan I huske den besynderlige fortælling om Abraham og Isak? på vej op til offerstedet undrer Isak sig over at de ikke har et offerlam med. Man skal joofre til Gud, iog han ved ikke at det er ham der er udset til offeret. Men sådan blev  det ikke,
Vi ved  at Gud sørgede for et lam, der gik i stedet, så Isak ikke skulle ofres.

Og her fandt jeg i en andagtsbog følgende spørgsmål: Hvor er lammet i din gudsdyrkelse? Har du Lammet med når du kommer for at møde Gud.
Eller kommer du med andre ting? Medbringer du din selvlavede kristendom, din egen tro, dine egne oplevelser, din egen retfærdighed og fromhed? 
Da må du være forberedt på at alt dette ikke tæller over for Gud. Kun hvis du kommer i tillid til lammets offergerning på korset, vil du møde en nådig Gud.

Ikke tilfældigt at Jesus kaldes Guds lam. Han blev offerlammet i vort sted, da han døde på korset på Golgata.Også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus, siger Paulus i første korinterbrev.
Kun gennem Lammet Kristus høres de bønner vi beder, kun gennem ham gøres vi retfærdige.

Vi som altid må se på os selv som syndere og sige til Gud: Du må bære over med en synder som mig.

Både farisæeren og tolderen  vidste ,at de var i Guds hånd. De vidste begge hvor de hørte til, den ene glemte bare det væsentlige undervejs, at for Gud gælder en anden værdiskala end menneskers.At være menneske er en kamp. Men kampen består ikke bare i at nå ind i os selv, at få et meningsfyldt og spændende liv , men at nå dertil, hvor vi kan glæde os over at være til, være dem vi er, uden samtidig at måle os selv med og mod andre.

Vi må nå dertil, hvor vi takker Gud for livet, og beder om hjælp til at klare det, fordi vi har indset, at det kan vi ikke alene. Vi kan være nok så forskellige i vores måde at tro på, og forskellige i den måde vi taler om vores tro på , men dommen over et liv er aldrig vores.

Som en svensk biskop udtrykte  det : Men kan altid kun være i tvivl om sin egen frelse, aldrig andres.

Og vejen til frelse går alene gennem lammets blod. Der er ingen anden. Jesus er synderes ven.

Bøn:

Herre Jesus Kristus, 
Gå foran os , vær vort offerlam, den der dækker os når vi afsløres som syndere.gør os retfærdige gennem dit offer, dit kød og blod.

Læg dit sindelag i os, så vi under andre alt godt, ikke dømmer nogen, og glæder os over ethvert tegn på tro på dig.

Lad os ikke glemme at bede, kun i bøn får vi dig i tale.
Og lad løftet om din store kærlighed stige os til hjertet og ikke til hovedet.
Vær med alle, der ikke har det godt, syge, døende,  sørgende, bange og triste, brug os som dine hænder til trøst og lindring.

Lad os midt i sorgen huske glæden,
Midt i veen, modet
Midt i dødens nærvær løftet om evigt liv hos dig.

Bær over med os, og bær os lige ind i dit rige.
Amen

 

Min Gud, hvorfor har du forladt mig?

 

GT Salme 22: 
Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.

 og v.15
Jeg er som vand,der hældes ud,alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig,min gane er tør som et potteskår, min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.

Det kan ellers være lidt svært at være trist om sommeren, fordi der er så meget lys, og så fine blomster alle vegne; i alle mulige farver og nuancer og i et stort væld. Alligevel kan der sætte sig en tone af tristhed og vemod, midt i alt det skønne.

Der har  været en stor undersøgelse af danskernes liv, der har vist at vi er meget tilfredse.-men samtidig må vi af statistikkerne se at adskillige hundrede tusinde danskere tager lykkepiller eller anden antidepressiv medicin.

Jeg har også i den seneste tid mødt en hel del ældre mennesker, der spørger: hvad skal vi være her for? De har mistet ægtefælle som de har delt et langt samliv med, og ensomheden er nu for stor. Og selv om familien og vi andre kan komme med en lang række begrundelser for at livet stadig byder på noget og at vi ikke kan undvære dem, så kan vi godt forstå følelsen.

Mange af jer har måske ind imellem følt det samme, hvad har livet mere til os. Hvad skal vi være her for.  Især hvis man er gammel og skrøbelig. Sidder vi bare her i dødens forgård og venter? Jeg ser det samme på Sygehuset. Fortvivlelsen hos den kræftramte.  Kaos, resignation, angst, Min Gud hvorfor har du forladt mig.

Det er ikke sikkert vi bruger de ord: min Gud hvorfor har du forladt mig, men det er nøjagtig den følelse, der ligger bag ordene” Hvad skal jeg være her for”, og følelsen af  den totale afmagt i hospitalssengen.

Livet i tristheden, skyggesiden, angsten, afmagten , ensomheden er ikke smukt, men det er en del af livet. 

Det er jo netop i alderdommen, og i sygdommen, at vi kan forsone os med at skulle forlade livet.  Det at erkende at vi ikke længere er dem, vi var, er en del af vandringen mod døden. I den vandring har vi samtidig med os alt det vi var, alt det vi kunne, gjorde, vores familie, erindringen om det gode liv.  Der var en grund til at vi var her, vi var og er en del af en samlet helhed, ikke bare løsrevne væsener uden mening.Vi hører til og sammen med.

Vi er en del af et stort guddommeligt puslespil, hvor ingen af brikkerne kan mangle, for så er spillet ikke helt.

I ordene ”hvad skal jeg være her for” ligger samtidig  det, at der var en mening engang.
 At der var et ”engang” hvor livet  var selvfølgeligt og ikke krævede begrundelse. Og dette er det vigtigt at erindre, at huske  - at glæde sig over det der var, og kaste skæret af denne erindring og glæde ind over det liv vi har nu.

Det kan være svært, men man kan prøve.Og Gud har ikke forladt dig, selv om det er følelsen. Da Jesus hang på korset lød samme fortvivlede ord fra ham: min Gud ,hvorfor har du forladt mig. Selv han, måtte igennem et menneskes angst og fortvivlelse. Derved blev døden overvundet. Ikke sådan at vi undgår den, men sådan at vi opstår til nyt liv hos Gud.

Salme 22 som startede så trist og fortvivlet slutter med følgende vers:

Hele den vide jord skal huske Gud Herren,
og vende tilbage til ham,
alle folkenes slægter skal kaste sig ned for dig.
for kongemagten til hører Herren, han hersker over folkene.
Ja, alle der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
Jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes,
for han greb ind!

Ja, Gud griber ind, i livet og i døden.

Trinitatis

Trinitatis - Trenighed
 

Trinitatis er et ord fra latin, der betyder treenighed eller trefoldighed. Måske kan nogen af jer huske at Chr. Den IV’s skib dengang han mistede sit øje netop hed  trefoldigheden . 

Det var  en af de tidlige såkaldte kirkefædre  - en mand ved navn Tertullian- der fandt på ordet trinitatis omkring år 230, da han ville forsøge at forklare hvem Gud er. 
Vi siger jo at vi har én Gud og dog kalder vi kam ved tre navne, Fader, søn og Helligånd.

Det forklarede Tertullian altså ved at Gud er ét væsen, men tre personer. 
Måske kunne man tegne det som tre cirkler der griber ind i hinanden. De tre sider af Gud er forskellige og hører dog sammen i en fælles kraft.

Jeg plejer at sige til konfirmanderne, at det er ligesom man samtidig kan være både datter.søster og mor - og dog er et og samme væsen.

Den første cirkel - Faderen - er billedet på Gud som den der har skabt himmel og jord og som stadig skaber nyt. Den som vi kender bedst fra det gamle testamente.

Den anden cirkel er Sønnen - Jesus - der kom til jorden og lærte os om det at være menneske i ansvar og kærlighed.

Og den tredje cirkel er Helligånden - den kraft der gør det muligt for os at tro og finde en vej til Gud. Og den kraft som vi døbes med.

Disse tre: Fader søn og Helligånd samles i en trefoldighed - Trinitatis. Tre personer - ét væsen.

Og den af teksterne til Trinitatis søndag er den vi kalder dåbsbefalingen; Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, døb dem i Faderens og sønnens og Helligåndens navn. I den treenige Guds navn.

Før vi blev protestanter her i Danmark - altså før Martin Luther  gjorde oprør mod den romerske kirke i de første årtier af 1500 tallet var alle gudstjenester på latin.

Almindelige mennesker forstod ikke en brik  af det der foregik og det er meget sjovt at tænke på nogle af de trylleord vi bruger faktisk er en fordrejning af det som folk hørte ved altergangen.Hokus pokus siger vi - og det kan føres tilbage til ordene Hoc est corpus : dette er mit legeme.  Og Filiokus er lavet om fra filioque som betyder :og sønnen. 

Og når vi bruger det som trylleord, er det fordi man dengang  og stadig i den katolske kirke taler om en egentlig forvandling af brød og vin til legeme og blod. 

Og så kan jeg tilføje at gudstjenesten formentlig varede et par timer, at man sad i en hundekold og fugtig kirke, at liglugt sandsynligvis sivede op fra gulvet, og at der fra prædikestolen blev talt meget om dom , helvede og evig  fortabelse. 
Så er det lidt lidt bedre forhold i dag.

Når jeg bringer dette på bane er det fordi man nu her i vor tid godt kunne have en mistanke om at tingene langt fra behøver at være på latin for ikke at blive forstået.

Er det lige så uforståeligt når vi siger “genfødt ved Helligånden” eller “syndernes forladelse” eller bare ordet ånd eller nåde? Og skidt så måske med ordene - problemet er om begreberne er blevet tømt for indhold.

Gør ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, Døb dem i Faderens, sønnens og Helligåndens navn. Er de ord som vi kender så godt andet end trylleord der hives frem ved dåben? Andet end et hyggeligt forspil til en familiefest.

Det som dåbsbefalingen kalder på er et Gudsforhold. - en dyb forståelse for eller rettere tro på at det at forholde sig til Guds løfter og krav til mennesket er fuldstændigt afgørende for éns liv og måde at leve det på. Uden dette gensidige forhold - pagten som det kaldes - uden dette er mennesket rodløst og ensomt.

Vi skal ikke tro på Gud fordi han ellers nok kommer efter os og straffer os - et sådant billede af Gud  eksisterer mest hos mennesker der er bange for at leve. Nej vi skal tro og følge dåbsbefalingen fordi det ganske enkelt er vejen  til et godt og stærkt liv.

Sønnen kom til jorden for at vise os en kærlig Gud, en Gud som er med os alle dage, en Gud som i kærlighed sætter os fri til at give kærligheden videre.
En Gud som befrier og giver nyt mod.

Syndernes forladelse er ikke hokus pokus ord, men tilgivelse. 
Tilgivelse for alt det vi undlader at gøre, muligheden for at smide de tunge byrder af snyd og bedrag , af hårde ord og  skyldfølelse fra sig og begynde påny.

-Jeg har ellers nogen gange hørt fra folk som sagde: at vi i kirken nu var tilbøjelige til at tale for meget om Guds kærlighed og for lidt om fortabelsen. For begreberne hænger sammen.

De mente nok ikke at vi i stedet for kærlighed og nåde skulle prædike død og dom , som i gamle dage- men at det kun giver mening at tale om Guds kærlighed, når man har været helt derude , hvor man behøver den. 

Trøst giver jo kun mening for den  der sørger,  og tilgivelse giver kun mening  for den som godt ved at han eller hun har svigtet. Kærlighed har den mest brug for, som føler sig forladt. Syndernes forladelse har kun mening for den der ved at han er en synder .

For det der tales om her i kirken er ikke sødsuppe trylleord, som man er nødt til at holde ud i en times tid, for så at fortsætte til det egentlige.
Nej, Her skulle ske den indre fred - den sjælens andagt - som man har brug for  for at klare tilværelsen.

Vi der bruger kirken mere end få gange i livet er her af en ganske bestemt grund. Vi har nemlig indset at vi ikke helt selv kan eller  skal  finde ud af livet men kan hente hjælp hos Gud. Ingen kommer  for at blive set eller være speciel, men for at hente styrke i de ord som lyder til os - talen om Fader, søn og Helligånd er livsgrundlag, livstydning.

Det gør ingen pænere og fredeligere end andre, men det giver mening i en travl forvirret og til tider  grusom tilværelse, som verden nu byder på. Vi får at vide her, at vi hver især er betydningsfulde, fordi vi er Guds og døbt i hans navn, og har den opgave at leve et liv i Kristus. En brik i Guds store mønster.

Her bliver vi mindet om at livet er større og kan være meget mere smukt og værdigt end det som det ellers ser ud til. For Gud er der ingen fortabte, ingen uglesete, ingen der ikke er gode nok. Ingen der ikke kan bruges. Han elsker os som sine børn, og børn forlanger man noget af, ellers går de til grunde.

Kristnes opgave er at føre en spejling af Guds kærlighed ud til medmennesker, så også vi kan give hinanden betydning  og værdighed og ikke det modsatte.

Kun taget som et krav til os selv, til dig og mig, bliver dåbsbefalingen mere end ord, mere end tradition, mere end trylleord og latin. Den bliver vejen til helhedens cirkler - treenighed, trinitatis.

Kristne er ikke døbt til frygt og ligegyldighed -  det fører kun til hjertets fortabelse.Kristne er døbt til mod og og handlekraft - det er det der hedder genfødt ved Helligånden. Kristne er døbt til omsorg for medmennesket, når det er i nød. Sådan lever vi efter Jesu ord. 

Gud elskede os først, derfor kan vi gå ud i verden, og gøre som han har sagt os.

 

kontakt

Drag, dør,  ud eller ind

Drag ud eller ind af døren

7.marts 2016

Denne dør er fra Friluftsmuseet i Lund. Den gamle domkirkeby, som er dejlig at være i og fuld af særlig ånd. Døren her ser gammel og solid ud og er fint udsmykket. Hvor mange mon har lukket den op og i? Og hvad er der bag?

Et skilt på døren siger "Drag". Det kalder vi på dansk træk. De flste af jer kender sikkert det at skulle ind et sted og slås med at skulle skubbe eller trække; som regel tager man fejl et par gange inden det lykkes at åbne døren. Men her står det  og bliver meget tydeligt på den gamle dør. "Drag" på svensk er det ikke så mærkeligt, der hedder en trækharmonika et dragspel, og på engelsk kan det have flere betydninger: det at mænd klæder sig i kvindetøj og også at "trække noget ud" eller at noget trækker ud selv: time dragging along.

På dansk kan man få et drag over nakken, og ellers har vi højdedrag. For at det hele skal give mening sammen med døren må vi tilføje et ind eller ud. Drag ind i den virkelighed der er bag ved døren, eller drag ud i verden. Hvad er der bag døren?

Måske har jeg allerede gjort det hele så forvirret at du bare har lyst til at drage videre.

Fred, helle, sanctuary, bank på, dør,

Hellested

23.02.15

Denne dør findes i nærheden af Durham Cathedral i England. En meget solid dør. Og man kan tænke: skal den lukke folk ude, eller lukke dem inde? Siger den: Du kommer ikke uden videre her ind, eller siger den, når du er inde kan intet true dig? Fra gammel tid har kirkerne altid været helle steder. Når man først var inde,var der fred. Derfor har kirkerne også et våbenhus, hvor våben kunne lægges. For inde i kirkerummet skulle der herske fred og beskyttelse. Var man først nået ind i kirken kunne ingen røre en. Frygt for en uretfærdig rettergang kunne også få "forbrydere" til at søge tilflugt i kirkerummet, og så var de- i første omgang  ihvert fald-  "urørlige" . Vi har også i nyere tid set at flygtninge og andre har taget ophold i kirker, fordi de der har helle, og er "urørlige". Det er vigtigt at have hellesteder. Det er vigtigt at få lov til at være "urørlig". Mange tænker at kirken har en stor solid lukket dør, og at det er svært at gå over dørtærskelen, men man kunne også vende den tanke om. Døren er solid fordi den skal holde ufred og uro ude. Den skal være et helle! Der er stor mangel på fred og steder til helle i vores tid.

stillerum

6.8.2014

Døren til.... stilhed

Denne dør findes i Edinburgh Airport. Det er omtrent det første der møder en, når man ankommer til lufthavnen. Døren i sig selv er måske ikke så indbydende, men rummet bag den er. Det er et stillerum, enkelt og fint. Og der er derinde et kors, og andet kristent "tilbehør" såvel som muslimske bedetæpper og andre religoners rekvisitter og symboler. Stilheden derinde er mærkbar. Og stilhed skal der til hvis man vil have ro i sjælen. Dette gælder for bekendende religiøse såvel som ateister. Der skal ro til at se. Der skal stilhed til at rumme og forstå. I stilheden bliver der plads til tanke og ånd. Samtidig er stilheden præstationsfri. Du skal være, ikke gøre. Hold pause fra alt det der jager og find ro. Luk døren op til stilhedens rum.

10.april14

den grønne dør

Her er en dør i Sverige. en grøn dør. Med grønt foran. Det ser næsten ud som om døren er brudt ud i vækst for neden. Som om det tørre træ pludselig er blevet levende. Jeg tror at vi kender det, det hele kan forekomme tørt trist og forfaldent , og pludselig så er der en lysefrøn knop, et menneske der taler pænt,eller siger tak, pludselig bliver det forår i krop og sjæl. Vi er taknemmelige når vinterens grå afløses af forårsgrønt, og vi er taknemmelige når vi vises venlighed. Faktisk kan vi forandre vores liv ved at insistere på selv at være venlige og imødekommende, hvis vi vælger den grønne dør til livet . Hvis vi omgiver andre med venlighed og omsorg, så springer der pludselig en knop af håb. Hvor den slår ud ved vi ikke, og hvor længe det varer ved vi heller ikke, men det begynder med at vi vover det. vover at gå ind ad den grønne dør.... til livet.

den fortryllende have?

23.februar 2014

Døren til.....

Døren til den fortryllende have?

Eller døren ind til den ro du behøver? Nu da du har været omgivet af støj og travlhed, gråhed og kulde ganske længe? Foråret er lige om hjørnet, men der skal ro til at se. Ellers løber foråret mellem fingrene på dig. Begynd nu, sæt tempoet ned, se dig omkring, nyd det spirende skift, nyd lyset. Gå in tankerne ind i din barndoms dejlige haver, husk hvad det gav dig. Husk dengang du var fuld af håb og mod på livet. Hvis det kniber nu, så hold pauser og gå ind ad døren til den fortryllende have af ro og stille glæde. Egentlig har du det jo godt, du skal bare huske alt hvad du er, har været  og kan være. Haven hjælper dig med at huske det. Guds fred hviler nemlig i den! Der kan du hente mod til det der kommer.

dør til have, port,

16.maj 2013

porten til...

det er snart sommer, og haven vil bugne af spændende blomster i alle farver. Et mirakel af farver. livet og naturen er et mirakel, men vi lægger ikke altid mærke til det. Vi bliver inden døre, inde i os selv, og går ikke igennem porten til alle herlighederne. Hvad er vi bange for? At få for meget af det gode? Er livet nemmere at håndtere på en skærm? Vov det, gå ud, gå ud i det åbne, nyd det, nys af blomsterstøvet, men gå ud! Det sætter din egen selvforståelse i perspektiv.  Gå gennem porten til livets have!

lyset, åbning, dør, vestmanna,

Døren til....

Denne åbning i en klippespalte findes i Vestmanna på Færøerne. Det er en slags dør. En åbning mod lyset. Er det ikke hvad vi ønsker os, en åbning til lyset? Mørke har vi nok af, fortvivlelse, modløshed og ligegyldighed har vi nok af. De trækker os mod mørket. I mørket bliver man trist. I tristheden bliver man mørk indeni. Vi har brug for lyset. Ikke tilfældigt at i bibelens skabelsesfortælling kommer lyset først. Der var mørkt og tomt og øde, og så kom lyset. Vi lever af lyset, og hvis vi vil det kan vi også komme til at leve i lyset. Se hvor det kommer os i møde. Spørgsmålet er om vi tør møde det. Vil vi hellere blive her i hulen og halvmørket? Der skal mod til at se, og mod til at vove sig frem i lyset. Lyset afslører os ... og giver os nyt liv.

Døren byder velkommen

Døre

 

 

Døren til...

En af mine venner bor i dette hus. Jeg har aldrig besøgt ham, da han bor i den anden ende af landet,så jeg ved ikke hvad der gemmer sig bag døren, udover en dejlig familie. Døren er indbydende. Den tager venligt imod. Døre kan afsløre noget om hvem bor der bagved. Kan det ses på døren hvem vi er? Meget kan ihvert fald afsløres af vores døre. Er vi imødekommende eller afvisende? Er vi ligeglade med hvad andre tænker, eller viser vi at vi er ligeglade, ved at lade døren ind til os være kold, neutral, kedelig?  I december afviger mange fra normen, der hænges kranse og dekorationer på døren, i julen vil vi gerne være imødekommende. Men til daglig?

Og kan dette også overføres på vores hjerter? Er de lukkede, neutrale, afvisende eller imødekommende på sådan en ganske almindelig dag? Eller er det også kun til jul, at vi viser noget mere?

Prøv at kikke på din egen dør i dag. Måske siger den dig et eller andet.

døren og vejen

21.10.12

Døre

Døren og Vejen

Fandt denne dør da jeg var ude at gå en tur. En lysblåmalet dør...? I sig selv var den ikke noget særligt, men så så jeg hvad beboerne hed: Vejen.  Fantastisk. For det er jo hvad de første kristne kaldte sig: Vejen. De kaldte sig endnu ikke kristne, men netop vejen, fordi Jesus var  Vejen, Sandheden og livet, og fordi de så på tilværelsen som en vej der skal gås, i Kristi tjeneste, frem mod lyset, og det evige liv.

Hvor tit ser vi livet som en proces, hvor det går ud på at blive klogere og mere kærlige? hvor det gælder om at være i tjeneste for Gud og medmennesket? Ofte kommer der noget i vejen, der forhindrer os i at være som vi skulle. Forhindringer, som vi tror er livet, og som får os til at glemme ansvaret for hinanden. Ja, der kommer noget i vejen for vejen,og vi forledes til at tro at det er da i orden at være egoistiske og selvoptagne.

Vi lukker døren for Vejen. Men Vejen lukker op for os, igen og igen, utrætteligt.