bjerg, bjerget, forklarelsen på bjerget, faste, fristelse, kain og abel, 1. søndag i fasten, mærke, korsmærke klippespalte, fristelse, den smalle vej lys i mørket, lygetepæl i tide, memento mori den sidste hvile, memento mori, time´s up opstandelse, livets sejr over døden, håb, tro,

                                  Velkommen !

                      Bente Viuf,  sogne- og sygehuspræst

beredskabspræst i Folkekirkens katastrofeberedskab

Master i diakoni og kateketik

Bed og bliv aldrig trætte

 

Luk.18,1-8  

 

Inden jeg engang skulle på vandretur i Skotland købte jeg en lille vandtæt engelsk udgave af Det nye Testamente. Den har orange gummiomslag og er god at have med ude i det fri, på telttur, lejr, roskilde festival, i badekarret, overalt. Og når man læser bibelske tekster på et andet sprog kan man pludselig se noget nyt i dem, og det er virkelig meget anderledes at læse bibelen på engelsk.

Vi behøver ikke at gå til et andet sprog, vi kan læse forskellige danske oversættelser for at konstatere at der er forskelle, at der sættes andre billeder i hovedet på os end vi er vant til.

Derfor har jeg aldrig forstået bibelfundamentalister, hvor hvert ord og komma er fra Gud og ikke må ændres, for så må jeg spørge: på hvilket sprog og i hvilken oversættelse er det Guds egne ord? Hebraisk, græsk, latin.. nynorsk?

Vi tror jo på, at vi har en levende Gud, en der går med os gennem rum, tid og historie.

Forskellge oversættelser er nyttige, de kan åbne vores øjne for det vi mente at kende så godt og give os en andel vinkel på teksten, så vi ikke gror fast.

Teksten til i dag troede jeg at jeg kendte. Men i den engelske udgave og i den nye aftale fik jeg en lidt anden måde at se den på.Jeg er måske bare langsom i optrækket, men jeg vil gerne dele min oplevelse med jer.

Den autoriserede oversættelse siger i første linie af evangeliet : Jesus fortalte dem en lignelse om at de altid  skulle bede og ikke blive trætte. Sådan et vers kan man nemt overhøre. Og tænke: nå ja, det siger han vel altid til dem., og det siger vi jo altid i kirken. Det er præcis sådan en verslinie vi kunne springe over for at komme til selve lignelsen.

Historien i dag er besynderlig. Den handler om tilsyneladende uretfærdighed – en kone plager en dommer og han giver efter til sidst" for ellers kommer hun vel og slår mig i ansigtet . Det lægger vi mærke til for det er usædvanligt , men linien om at bede, lægger vi et søvnigt, det har jeg hørt mange gange før slør hen over.Men den er vigtig: Så fortalte Jesus dem en lignelse om at de altid skulle bede og ikke blive trætte.

Læser vi den nye aftale lyder det sådan her: Så fortalte Jesus dem en lignelse om hvor nødvendigt det er at blive ved med at bede uden at give op.Måske synes du ikke at forskellen er så stor. Men det synes jeg. For den flytter bøn fra at være en slags hyggelig vanehandling for dig selv til en helt afgørende handling for alle som er af Guds folk. Afgørende for at Guds folks sag lykkes i verden. Et fælles anliggende for alle troende.

Med bønnen som grundlag og middel skal Guds folk handle som denne kvinde, der plager dommeren til han giver efter. Vedholdende i bøn kan Guds folk i verden udrette langt mere end de selv tror. Og med Guds folk mener jeg enhver der tror på Gud og bekender Kristus som herre og frelser. Dommeren i fortællingen kunne være et godt billede på moderne Danmark. Der står jo om ham at han ikke er bange for Gud og ligeglad med mennesker.

Jesus bruger kvinden som eksempel på at handle efter Guds ord. At handle hvor man kan med indtrængende bøn.

Ikke bare en godnatbøn til eget søvnforbrug, men et stor rungende bøn om, at hvis verden skal være et bedre sted at leve, så må magthaverne ære Gud og ikke være ligeglad med mennesker. Og vi må plage dem til de giver efter og handler ret.

Kristendommen har engang sat standarden for love og retfærd og velfærd i dette land. Men ganske langsomt er det grundlæggende syn på menneskeværd og kristendom blevet ændret og gjort uvæsentligt. Resultatet er kynisme, foragt for liv, manglende empati.

Det kan vi som kristne ikke overhøre, ikke overse, ikke fortie, ikke acceptere.

Åh nej, tænker I måske, nu vil hun have os ud på barrikaderne, nu skal vi slås. og så i denne her varme…

Ja og nej. Det er en kamp, men den foregår i høj grad inde hver enkelt af os. Vi kristne ved godt, at der er en mening med vores liv. At Gud har skabt os.

Men vi har svært ved at finde ud af hvad meningen er. Vi er sikker på at Gud nok har en særlig opgave til os, og overstår store dele af livet i forventning om, at den nok viser sig en dag.

Det gælder vores liv som helhed, at vi bruger meget tid på at finde ud af hvad der er det rigtige, mens dagene går uden at vi egentlig lever fuldt ud, i det vi er i.

Gud vil have at vi lever fuldt ud hver dag, hver øjeblik. At vi ikke ser vores liv og tro om en opgave der skal udføres men som en erkendelse af at være Guds barn.

Og at være det i enhver handling, ethvert møde med en anden. Og At se et andet Guds barn i det menneske man møder. Og at øse af sin omsorg og venlighed i ethvert møde.

At være kristen er ikke et projekt der skal udføres, men en livsform, der har udgangspunkt i bøn og samtale med Gud. Hos Gud falder ingen udenfor, det bør heller ingen gøre for os.

Det er den daglige konkrete næstekærlighed, der skal hindre kynisme og manglende menneskeværd, ikke næstekærlighed som princip.

Og daglig næstekærlighed kræver som vi ved at elske sig selv. At være tilfreds med sin lod. At tjene Gud frem for mammon. Og det kræver en overvågenhed der sikrer at kirke og tro aldrig bliver et system, der bliver vigtigere end Guds ord, på hvilket sprog det end lyder.

Den engelske biskop Jonathan Blake har skrevet en bog med titlen: For God´s sake, don’t go to church! For Gud skyld gå ikke i kirke. Eller rettere gå ikke i kirke for Guds skyld. For det er ikke sikkert du møder ham der. Blakes pointe er at kirken er en institution der ofte jager levende tro ud af kirken og gør den til et sted for nogle særlige… et sted hvor langt fra  alle er velkomne. Tjen Gud og ikke kirken, siger han! Bed og bliv ikke træt.

Og det bringer mig tilbage tiltekstens sidste linie i dag. Men når menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? Eller ifølge DNA: Spørgsmålet er om der overhovedet er nogen der tor på Gud, når jeg Menneskesønnen kommer tilbage?

Vi må spørge os selv. Vil jeg være vedholdende og trofast, og gøre som kvinden i dagens fortælling. Blive ved med at bede og holde fast? Kæmpe for et fællesskab af troende der ikke lukker nogen ude?  og Offentligt være et eksempel på tro?

-En begyndelse er at starte hver eneste morgen med en bøn, det sætter simpelthen et andet fortegn for dagen. Selv jeg har fundet gavn og glæde af Jabes bøn fra1. krønikebog i det gamle testamente: hvor der står, og dette er taget fra en norsk oversættelse:

Jabes påkaldte Gud og sagde:

Åh, om du blot vil velsigne mig og udvide mine grænser.

Må din hånd være med mig og må du holde mig borte fra ondt, så jeg ikke bliver årsag til smerte”Så gav Gud ham hvad han bad om.

Bed altid og bliv ikke trætte. Glæd jer over hvem I er. Det er hvad Vor Herre ønsker af os.

Fortabt?

 

Lignelsen om de to sønner

Luk. 15, 11-32

 

Så blev der fest. Sikkert en god fest, hvor de spiste og drak og morede sig til den lyse morgen. Vi kan se det for os. Festklædte mennesker, den hjemvendte søn med ring på fingeren, tegnet på den nye frihed.

Vi kan næsten se far og søn smile til hinanden og skåle for en ny tid. Og ser vi rundt i salene, ser vi vennerne, tjenerne der bringer sølvfade rundt, en småsnakkende travlhed, måske med musik i baggrunden, 
- en scene der forstyrres lidt fordi vi i vores mentale billede har en grå og utydelig skikkelse med i hjørnet.Han ødelægger feststemningen lidt  ved at stå for sig selv - udenfor - og blive en slags bebrejdelse. Han forstyrrer os. Hvorfor blev han ikke helt væk. Nej, det kunne han vel ikke tillade sig, det var jo hans nærmeste det handlede om. 

Når man er pænt opdraget pænt, så skal der vel være en temmelig god grund til ikke at deltage. Man kan ikke bare sige, det gider jeg ikke, eller: jeg synes ikke der er grund til at feste. Sådan er de fleste af os vel opdraget, vi lod pligten gå forud for vores følelser, for det meste da…  Hos de yngre generationer er det efterhånden kun følelser der tæller……Men når man ikke har en god grund til at lade være, kommer man, og bliver så mere tilskuer end deltager i festen. 

Når vi gider se på den lidt triste skikkelse i hjørnet, er det måske fordi han kunne ligne os lidt. Den pæne og pligtopfyldende fyr, opdraget til lydighed over for forældrene og til i alt at være en eksemplarisk søn. Pålideligheden selv, der aldrig ville skuffe familien ved at gøre vilde ting, han er urokkelig i sin forudsigelighed. Og mest af alt: vi ved altid hvor vi har ham. Ja, måske.

Han er lidt trist, denne ældste søn, storebror, ikke for det han er og har været, mere på grund af alt det han ikke har været. 

Det er intet galt med pålidelighed og trofasthed, det er heller ikke det lignelsen siger, det som kommer frem er, at denne søn tilsyneladende har levet et pænt og stille liv lidt mod sin vilje. ”Her har jeg arbejdet for dig og overholdt husets regler i alle de år, men du har aldrig givet mig så meget som en ged, så jeg kunne feste med mine venner.” Han er vred og forurettet. Havde han levet som han selv ønskede, ville der vel ikke nu være grund til at føle sig tilsidesat og forarget. Når han føler sig trådt på af faderens glæde og lillebrors modtagelse er det fordi han i årevis har troet at han ærede og glædede faderen ved at leve sådan, men egentlig var han ikke helt tilfreds.

Måske rammer det mange af os: Vi lever ofte sådan som vi tror at andre vil have det, og i sidste ende forventer vi en slags belønning for det offer. Vi lader vores liv bestemme af, hvad vi tror andre tænker, og fordi vi godt inderst inde ved, at det ikke er helt rimeligt, så regner vi med en slags tak, eller at det i hvert fald ikke går alle de andre, der bare gav los, bedre end os. Og så spørger jeg, hvem skulle give os den tak eller belønning?

Da ikke Gud, som elsker os som vi er, ikke som vi er når vi laver os om, og da heller ikke de mennesker vi søger at behage, for i deres øjne er vi selvudslettende, og det er i længden lidt uspændende. Næ, belønning kan vi kikke i vejviseren efter, og der er den nok heller ikke. Men vi kan give os selv en slags belønning ved at leve som de mennesker vi nu engang er, ved at tage de chancer og muligheder Gud giver os.

Jeg siger ikke, at nu skal vi efterligne lillebror, der soldede pengene op på spil og lette damer, og bryde alle normer og konventioner;  lillebror begik store fejl og endte med at indse det og vende tilbage. Han måtte bare bryde op og rejse væk, for at finde ud af hvor han egentlig hørte til. Ofte kan man først se nære ting klart, når man er på afstand. Man kan ikke vende tilbage, hvis man ikke har været væk! som en sang siger det: She can´t come back, if she don't go away. Lillebror måtte afsted for at finde sig selv og han fandt ud af hvor han hørte til, med de omkostninger det medførte på sjæl og legeme.

Lignelsen om de 2 fortabte sønner, for de er faktisk begge fortabte og begge fundne igen, bliver først og fremmest fortalt fordi vi skal høre om Guds grænseløse kærlighed til os. Sønnerne i lignelsen kunne også tolkes som sider i os selv. Det hele er vel i os. På den ene side udlængslen og vildskaben, det utæmmede egoismen, hensynsløsheden, på den anden side pålideligheden roen, pænheden, moralen, normerne, facaden.

Giver vi den yngste søn for meget plads kan vi ikke være gode partnere og medmennesker i et fællesskab, giver vi den ældste for meget plads kvæler vi andres glæde og vores egen ved selvretfærdighed, surhed og en evig venten på anerkendelse og belønning.

Kunsten i livet er at finde en balance - for først i foreningen af disse livsmuligheder ser vi Gud i hans favnende kærlighed, for før det har vi for travlt med at beskue vores egen navle. Den som ikke er skyldig behøver ikke syndernes forladelse. Men hvem er ikke det?

I lignelsen er begge sønnerne hvad vi med et Luthersk begreb kalder ”incurvatus in se ipse” – indkroget i sig selv. På hver sin måde. Og det er definitionen på synd. er du indkroget i dig selv ser du ikke Gud. 

Det vi skal se og forstå er at Guds retfærdighed er en anden en vores, den er nemlig nåde. En ny livsmulighed. Vi får at vide at vi er elsket som dem vi er, og derfor behøver vi ikke at være vrede eller misundelige på andre. Vi får vores del af arven hver især, og Gud smiler når vi synes vi skal have lidt mere end de andre. Og opdrager kærligt på os.

Gud har elsket os altid - derfor kalder han til fest, når fortabte vender hjem. Breder armene ud til favntag og velsignelse. Vasker skylden væk med sin omfavnelse og sine kys. Af nåde og kærlighed!

Palmesøndag

 
Johs. 12, 1-20
 
Måske er det ikke alle der ved det, men den uge vi er på vej ind i kaldes ”Den stille uge”.  
Den stille uge!  Ro er dejligt. Men vi glemmer tit at give os selv og hinanden ro. 
Vores religiøse fester kaldes også for højtider. Påsken er vores største højtid. Højtid er høj tid! … højtid er som at gå højt op på et bjerg, det går langsomt opad, og når man er nået op har man udsyn hele vejen rundt,  og man må tage en pause og nyde udsigten og lidt fred og ro. Her på toppen kan man  sætte sig  lidt og .. ja, hvad? Vi kan fx mindes dem vi har elsket engang.  
 
Ligesom når vi har gået tur på kirkegården. Den er nemlig også et sted med fred og ro. Vi kan også bruge roen og højtiden til at tænke over vores eget liv. Standse op og være stille
et øjeblik. Reflektere… Er vores liv som de skulle være. 
Og hører vi at Gud kalder på os?
 
Palmesøndag er en mærkelig dag,  der er mange der jubler, men der er sandelig også mange der ikke gør det.
Vi hører at Jesus er hos Lazarus og hans søstre Martha og Maria, de laver festmåltid for ham. 
Lazarus det var ham Jesus havde gjort levende igen efter at han var død, og ligesom i den anden fortælling og Martha og Maria, vækker Maria forargelse med sin handling, og Jesus må tage hende i forsvar.
 
Det ligner såmænd en familiefest hos os selv. og ligesom alle gode venne- og familiesammenhænge er der også en tørvetriller med. èn af dem, der kun er, hvis han bedrager, snyder eller kritiserer. Langt de fleste familier har sådan en der altid finder noget at kritisere. En som minder om Judas.
 
Men Jesus bliver salvet, som man gjorde det med konger. Derfor hedder han også Kristus, hvilket betyder den salvede.
Salvet til sin begravelse siger han selv , for vi aner her at noget ondt er på vej. Det lurer lige om hjørnet. 
Og Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og bliver hyldet som konge. Hosianna, Velsignet være han som kommer, i Herrens navn. Sådan lyder råbet.
Nu er han blevet farlig for magthaverne. for nu er han i centrum af byen. Tæt på det helligste, templet, tæt på magtens hovedsæde.
Det gik da han bare var ude i småbyerne, der var jo ikke så mange mennesker, men det er der her; en stor skare der følger ham, nogle gør det fordi de kender ham og har hørt ham, andre fordi de har hørt og set Lazarus. Ham som Jesus gjorde levende igen.
 
De jødiske myndigheder er langt fra begejstrede. Hvad kan det dog ikke blive til. Hvad hvis nu folkemængden gør oprør og vil gøre Jesus til konge ….
Folket er begejstrede og jubler, magthaverne står og skuler med 
onde blikke, vi må af med ham, de render jo efter ham alle sammen.
Det er scenen, at lige bag ved hurraråbene, hosianna, der lyder de ondes, de misundeliges knurren.
Påskeugen er virkelig de store dybe menneskelige følelsers uge. Vi kommer igennem det hele, forventning, skuffelse, forræderi, død, sorg, og endelig glæde og befrielse.
Det er ikke bare Jesu historie vi hører her, det er vores egen.
Det er vort eget livs historie, der udrulles. Også vi bevæger os gennem livet med skiftevis forventning, skuffelse, sorg og glæde. 
 
Vi bilder os ind at vi i hvert fald ikke vil være som Judas. Han blev ramt af skuffelse, da Jesus viste sig ikke at ville handle som Judas ønskede det.  Og hans dybe skuffelse fik ham til at 
forråde den der nok  var tættest på,  og som kendte ham og gennemskuede ham.
Også vi når vi bliver skuffede, lader vi det  gå ud over vores nærmeste. Når livet ikke lever op til vores forventninger, da retter vi skytset et sted hen, mod den som ser svag ud. Vi finder en syndebuk.
Det gjorde Jesus jo, så svag ud. Hans fremtoning var ikke som prinsen på den hvide hest. Men en beskeden mand på et æsel.
Og hvis vi ikke vil vedkende os vores egen Judas, så vil vi måske vedkende os Peter i os selv . Han som sagde at han ville være trofast og gå i døden for Jesus, og som ganske få timer senere 3 gange benægtede overhovedet at kende ham.
Hvordan vil vi reagere hvis det samme krævedes af os. At vi i en truet situation skulle bekende eller benægte at vi kendte …. vores venner, familie, Jesus.
Til at være menneske hører at blive skuffet. skuffet over livet, skuffet over sig selv. Mine venner var alligevel ikke venner, viste det sig, og jeg var slet ikke så stor og god som jeg selv troede.  
Og lige der står man i grunden for foden af korset på Golgata.
Eller spændt ud  på korset ved siden af Jesus som de to røvere.
De to røvere der valgte hver sin måde at reagere på.
Helt derude på overdrevet er der to muligheder. Man kan vrænge af livet, håne det, håne Gud og håne andre, indkapsle sig i skuffelse og onde følelser,
eller man kan vælge den anden vej,  man kan erkende i skuffelsen, 
blive stærkere i den, overgive sig til livet og opgive at styre alt selv.
Og sige til Jesus: Tag mig med i dit rige.
Tror nogen at påskens beretning handler om noget der ligger uden for os, som en god historie, da tager I fejl. det er selveste livet der kæmper med døden. 
Jesus har tidligere i samme evangelium sagt: Jeg er Vejen, sandheden og livet.
Det er livet der kæmper på vores side. Vi kan spejle vores lille egen historie om forventning, skuffelse, sorg og glæde i Guds store fortælling, og vide at den gælder hver eneste af os.
Og for at vi skal klare det, siges der til os hver eneste søndag: her er mit legeme, her er mit blod. I får del i mig, jeg tager jeres liv og historie ind i min og lader livet og glæden sejre.
Påske betyder : døden går forbi. Som den gjorde dengang da israelitterne smurte blod fra lammet på dørstolpen. Men den gik kun forbi den, der ville høre.
I Jerusalem i den påske som vi fejrer, var der også nogen der ville 
høre og nogen der ikke ville høre.
De sidste lukkede ører og øjne for livet og  tog beslutningen om at slå ham ihjel.
De havde mange gode grunde, blandt dem var angst, skuffelse, vrede, misundelse, løgnagtighed, magtbegær, selvhævdelse, 
I dag palmesøndag må de dog beherske sig, der er for mange onkring Jesus , der gerne vil høre, og gerne vil se. Mange som har fået tændt et nyt håb.
De kalder ham konge, og han er det, men som han selv siger det:
Mit rige er ikke af denne verden. Det har ingen ydre magtsymboler, ingen guld og glans. 
Derfor rides der på et æsel,  derfor bliver indtoget næsten komisk, fattigfint, og rørende på én gang.
I de næste par dage deler mængden sig. i to. ganske som de to røvere.
Man må vælge side i tilværelsen. Når Guds historie spejles i vores liv, må vi også selv gøre op. Hvor er jeg at finde palmesøndag.?
Og endnu vigtigere, hvor er jeg skærtorsdag aften og langfredag morgen?
Hvordan klarer jeg at livet  trues? At mit liv måske går i stykker.
 
Tør jeg sætte alt mit håb til ham, der går vejen foran mig, gennem skuffelse, sorg og død.
Kan jeg nå til befrielse.
Den stille uge er begyndt. Det er højtid. Fald til ro, tænk, og tro.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Midfaste søndag

Johs.6,24-35

 

Hvad lever et menneske af? Hvad gør det muligt at leve?

Det er spørgsmålet, hvad er svaret?

Giv os i dag vort daglige brød- beder vi i Fadervor.

- Og da jeg fornylig spurgte nogle børn om hvad dagligt brød er og hvad man ikke kan leve uden, svarede de , boller, og kiks og tyngdekraften.

Luther forklarer det i sin lille katekismus. Han siger:  Dagligt brød er alt hvad der behøves til livets ophold og trivsel. mad og drikke, tøj, sko, hus hjem, sundhed, gode venner, gode naboer osv.

Det drejer sig kort sagt om forholdene i vort hjem og hele vor stilling som medlemmer af et samfund.

Børnene  kom også selv frem til at man altså måtte have kærlighed for at leve. Mors og fars og  andres, og have gode venner.

Luther vidste så godt som nogen, at der er en nød og en sult som både syge og raske kan kende til, og som hverken penge eller magt kan afhjælpe.En tomhed,der kun bliver større jo flere ting, man forsøger at proppe i den.Der er en længsel og et savn der ikke kan kureres med piller, plasticlegetøj, pc-spil, ideologier eller sociale ændringer. En dyb og gennemgribende sult, som aldrig så meget dagligt brød ikke kan mætte. En sult som også griber den pæne flittige, hårdt arbejdende, moralsk uantastelige, borger i ethvert samfund.

I vores tid er den sult stærk. I takt med at vi bliver stopfodret med tilbud om hvad der gør livet værd at leve, bliver sulten efter ro og mening stadigt større. Der er masser af svar at få, eller noget der ligner svar, både politiske og religiøs, men de synes ikke at være fyldestgørende. Enhver er ikke bare sin egen lykkes smed. Og sandheden er ikke at finde i en selvskabt religiøsitet,  der henter lidt af det hele for en sikkerheds skyld, og som derved reelt begrænser i stedet for at udvide.

Intet under at spørgsmålene bliver mere og mere påtrængende - at sulten og nøden bliver større, kravet om andet end tøj, sko,hus og bil.

Kirken har et svar. Men den har ikke været god til at formidle det. Også den har lukket sig inde og været ekslusiv og gjort bestemte dogmer og regler til det brød,vi skal leve af, i stedet for de ord som lyder fra Jesus selv.

Det kristne svar er som det altid har været. At tage imod livets brød. Det levende brød som kommer ned fra himlen.

Jesus siger det selv, og det har lydt siden, at han er det livets brød, som kan stille al sult, at han er den, der gør det muligt at leve. Han giver et entydigt og klart svar på hvad vi skal leve af. Problemet er bare at forstå det svar, og hvad der er endnu sværere, at tage imod det og gøre det til vores. Hans samtid, der dog levede med Gud i deres verdensbillede tog ikke imod hans svar, men korsfæstede ham.Vi der lever i en tid, der gør mennesker til Gud, har endnu flere vanskeligheder ved at tage imod.

Men det er de samme ord, der lyder til os. Ord der ikke er bundet at tid og sted men af evighed. Jeg er livets brød og det brød, jeg giver jer, er mit legeme. Jeg giver jer mig selv, hele mit liv, alt hvad jeg har og er.

For mit brød er kærligheden. Den kærlighed som vi aner eksistensen af, og som vi kan opleve i glimt. For Guds kærlighed er ikke anderledes af væsen end den kærlighed vi kender til, den er blot større i omfang. Jesus mennesker - han satte ikke sine forventninger op som en mur mellem sig selv og andre - han så alle som de var. Og han tog imod dem, som de var.

Hans brød er også troen. Troen på at livet er grundlæggende dejligt og gudsgivet.Det lod han aldrig nogen tvivle om. Det var ikke noget han først skulle finde ud af og tage stilling til - det var givet fra begyndelsen, for hvordan kan man være til uden tro på livet.

Og hans brød er håbet. Det vilde og uforståelige håb der findes på selv en kræftafdeling, selv der hvor børn dør, selv der hvor angst og smerte er så lammende, at alt synes fastfrosset i den. Det håb at livskraften er stærkere end døden.

Disse tre er livets brød - og de tre var i ham, der elskede så meget at han måtte følge sin kærlighed helt ind i døden. For kærlighed fører til lidelse. Når vi har elsket må vi jo også engang miste.

Vi får symbolsk det brød i nadveren, og vi får det som svar på spørgsmålet, om hvad vi mennesker skal leve af. Ikke som dogmer, ikke som ideologi, ikke som noget vi først skal forholde os til med intellektet., men som noget der skal ramme os indeni med al sin kraft, og blive til virkelighed for os, fordi vi er mennesker med sjæl og krop.

Hvad gør det muligt for et menneske at leve.Jeg tror det er at opgive at ville styre og kontrollere hele sit liv.At  kunne lægge det i Guds hænder og sige: hjælp mig, for jeg kan ikke selv, og jeg skal ikke selv. Der er noget jeg skal og noget som blot hænder mig, fordi livet er fuldt af undere og trængsler. At tage imod livet som det er, det gør det muligt at leve, selv i sorgen og fortvivlelsen.

Med sit brød vil Jesus tage bitterheden fra os, bitterhed over alt det som ikke blev, han vil dele sorgen, så vi ikke skal bære den alene og han vil følge os i glæden, selv om vi tror det er vores helt alene. Vi synes vi er vant til at blive ladt i stikken, når det rigtigt gælder. Men med det brød der kommer fra himlen får vi noget andet at vide.Den som tager imod det brød, skal ikke sulte, men har evigt liv. Evigt liv er ikke bare en tilstand efter døden, men kendskab til Guds barmhjertighed her og nu.

Evigt liv overvinder den dybeste sult. For evigt liv er tro,håb og kærlighed - det der får mennesker til at fylde og vokse. Måske er sulten efter mening også blevet så stor fordi vi ikke siger vi og vores, men jeg og mit. Mange har lukket både Gud og andre mennesker ude. Men søg ikke Gud på en fjern sky. Jesus viste os noget andet. Se dig omkring og ind i dit medmenneskes øje. Der finder du så måske et glimt af det ,som gør det muligt at leve.

Et aftryk af Guds finger. Et spejlbillede af et ganske uforklarligt håb. Måske hjertets vished om det usigelige.

Sandhed og løgn

 

Johs. 8,42-52

Vi kender alle sammen til at blive forfærdede, vrede og skuffede, og at blive ramt af følelsen: Det her kan bare ikke være rigtigt. I dag rammer den Moses. Han har været væk fra sit folk, sin familie, længe. I 40 dage og nætter var han på Sinaj bjerget for at modtage stentavlerne med de ti bud. Så kommer han tilbage.

Moses bliver sønderknust…han opdager at folket har bygget en guldkalv, danser om den, og tilbeder den som gud.

Nej, nej nej, hvordan kunne I dog gøre det. Hvordan kunne I dog vende jer væk fra Gud og i stedet vælge en afgud. Bare fordi I skulle gennem en kort tid med trængsler og lidelse....

Moses siger til Gud: Ak, dette folk har begået en stor synd. De har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd…

Det samme er på spil i evangelieteksten. Striden om sandheden, Gud, og løgnen, djævelen. Og hvem det er man tilbeder. Vi er midt i en lang diskussion mellem Jesus og de jødiske ledere. Jesus siger til dem: I tilbeder den forkerte, I har ikke Gud til far, I har derimod løgnen, djævelen, til ophav og afgud.

De jødiske ledere er frygteligt vrede over hans ord, og det ender som vi hørte: De siger til Jesus: Du er ligeså slem som en samaritaner og besat af en dæmon.

Samaritanerne, som var nabofolk til jøderne, havde et dårligt ry.   -Derfor var det også slag i ansigtet for farisæerne den dag da Jesus fortalte dem lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

De jødiske ledere siger også, at Jesus er dæmonbesat, besat af det onde, den onde, djævelen.

Så efter at Jesus har sagt til dem, at de har djævelen til far, og altså tjener løgnen, guldkalven, så vender de sig mod ham og kalder ham for djævelen selv. Og det bliver helt galt, da han siger til dem: enhver der gør hvad jeg siger, vil aldrig nogensinde dø. 

Det ophidser dem endnu mere, diskussionen fortsætter, og hele kapitlet slutter med: da Jesus havde sagt det, begyndte folk at samle sten op fordi de ville stene ham, men Jesus forsvandt og forlod templet.

Hvad får dette stykke evangelium os til at tænke? hus forbi - eller rammer det os ?

Lever vi for tit med, at det som er det det væsentlige i tilværelsen viger for det der er på mode i verden, lever vi for tit med at tingene vendes på hovedet så meget at den gode, Jesus selv, bliver kaldt for dæmonbesat, altså en der taler med djævelens stemme?

Det er et meget godt spørgsmål her i fastetiden, for den er vi midt i. Fasten varer 40 dage og nætter, fra askeonsdag til påskedag. (man tæller ikke søndage med, derfor bliver det 40)

Fasten er forberedelse til den store højtid, der venter rundt om hjørnet, Påsken, hvor det også- en kort tid -ser ud til at det onde vinder. Skærtorsdag nat og Langfredag står i djævelens teg Hvordan kan det komme så vidt? Hvordan kan mennesker komme så langt ud at de dømmer den gode til døden?

Vi ser det gang på gang i verden, den pågående kamp mellem godt og ondt, og midt i denne kamp kan det være svært at afgøre hvad som er godt og hvad som er ondt, hvis stemme man skal lytte til...Fastetiden er tiden til at tænke sig om. Vi må gøres klar til den store højtid der ligger foran os.

Nu skal vi ikke bare være klar til at modtage det glædelige budskab i form af et lille barn, nu skal vi tage imod og forstå hvad det for alvor vil sige at have Gud til far. At det gælder liv og død. Også for os. Det indebærer opofrelse, afsavn. Vi skal prøve på kroppen hvad det vil sige at undvære noget. Derfor fastede man engang, ved kun at spise meget lidt, kroppen skulle mærke det, fordi ørerne alt for let kan overhøre. Det er oftest først er når vi rammes i kroppen, at det går op for os hvad livet skulle handle om.

Jeg ser det på sygehuset, at der hvor man, bogstaveligt talt, er lagt ned, vælder tankerne om meningen med livet frem, de store spørgsmål kommer op. Erkendelsen af at vi skal dø kommer også, når kroppen skranter. For man kan vide noget med hovedet, erkendelsen sidder i hele kroppen.

Vi ,der kender fortællingerne så godt, kan også få den ide at vi kender hele budskabet så godt, at vi ikke behøver at faste.   Men det gør vi. Vi skal måske ikke sulte os, men en måde at faste på er at skære det overflødige væk for en tid. Og det er en rigtigt god overvejelse at spørge sig selv: hvad er overflødigt i mit liv. Og endnu vigtigere: Hvad trækker mig væk fra det at have Gud til far?  

Overflod og mylder kan nemt trække dig væk fra det væsentlige, så langt væk at du ikke længere kan skelne mellem godt og ondt, eller endnu værre, du når dertil, hvor du synes, at det er ikke er din opgave at skelne…. og dér… dér kan det gå galt. Pludselig er der en guldkalv i stedet for den levende Gud.  Pludselig er vi blevt dæmonbesatte på sjælen.

Det er en daglig kamp at være god og redelig. Men det er en katastrofe at opgive kampen, eller tro, at den ikke er nødvendig. Hver eneste dag skal det onde vises tilbage, i hvilken skikkelse det end viser sig, for ellers vokser det til uhyggelige dimensioner. Som vi dagligt ser. Det er dit ansvar og det er mit ansvar at fastholde det gode som godt og det onde som ondt, når vi møder eksempler på djævelens stemme.

Og det er vores største opgave og ansvar som kristne at vores tro aldrigbliver en dans om en guldkalv, men et åbent fællesskab af troende, der tjener hinanden og som har Gud til far.

Jesus fastede i fyrre dage og nætter i ørkenen og fristedes af djævelen, han modstod med ordene: Du skal dyrke og tilbede Gud, og kun Gud. Det er vores redning. Det er den tilgivelse vi har fået på forhånd, så vi kan ranke os og gå videre.

Enhver som gør hvad jeg siger, vil aldrig nogensinde dø,

Her siger Jesus hvad det indebærer at have Gud til far. Som Jesus gik foran os gennem døden langfredag til opstandelsen søndag morgen, sådan skal det samme ske for os. Vi skal nok dø fra jorden, men vi skal leve i himmelen hos ham. Det er Guds evige løfte.

Det sker engang, lige nu skal vi faste og kæmpe. Holde os til Guds stemme. Gøre det Jesus vil have, tjene hinanden oprigtigt. Det kan være svært midt i verdens løgne, forblændelse og guldkalve, men den der bekender, at Jesus Kristus er Herre og frelser, kan.

Først når vi har fastet og renset ud er vi klar til at høre og tage imod Påskens budskab, Vi som har Gud til far og er Hans børn og familie lever af Guds løfte.

At se

 

- om at se og blive set

Vi har har til fastelavn fortællingen om Bartimæus, der er blind men kommer til at se. Og nu kan vi  reagere på to måder over for denne fortælling, vi kan sige det var da dejligt for Bartimæus, og så glemme alt om historien, eller vi kan tage den til os og overveje betydningen af det at se.

Måske er det mere aktuelt end nogensinde. For vores tid er fuldstændig præget af synssansen. Vi ser og ser og ser. Vi ser på fjernsynsskærmen, vi ser på computerskærmen, med en kikkert ser vi længere og længere ud i rummet, og med en kikkert ser vi længere og længere ind i menneskekroppens celler. Vi vil se det hele, ned i mindste detalje. Vi splitter alt ad i mindre end atomer.

Engangfortalte filosoffen Platon om nogle mennesker der sidder lænket i bunden i en klippehule og ikke kan se verden udenfor, men på en væg de kan se kaster sollyset  skygger fra de mennesker der går rundt udenfor. Menneskene inde i hulen tror, at det de ser på væggen er virkeligheden, mens dem der er udenfor jo ved at det kun er skygger der kastes. En illusion.

Sådan er verden  blevet i dag – en hulevægsvirkelighed, en skærmvirkelighed. Livet er kommet til at foregå på fjernsynet og computerskærmen, ikke uden for hos de mennesker der går rundt i sollyset, og måske leger, hvem ved.

På den måde går fællesskabet istykker og virkeligheds opfattelsen  fordrejes. Børn ser fjersnyn i stedet for at lege, unge mennesker former venskaber på på afstand på nettet i stedet for venskaber, hvor man kan stå over for hinanden og se hinanden i øjnene.Man kommunikerer via mobiltelefon i stedet for at snakke med hinanden.  Hvert individ bliver et isoleret tilfælde med sin egen begrænsede huleverden

Og disse isolerede individer vil alle sammen ses- være i focus. Men de vil ikke være en del af et fællesskab, for det kræver at man også ser andre, og indretter sig efter hinanden.

Moderne mennesker og især børn, bliver set mere end nogensinde, men det er som skærm og hulebilleder som skygger der kaldes virkelighed. Der tager sig flot ud, men forbliver uden kærlighed og fællesskab. Imens vokser statistikken med ensomme børn og unge, børn der fortvivlet forsøger at få virkelig kontakt med deres voksne. Børn som gerne vil ses for hvad de er, ikke som en projektion på en skærm. Men som må skabe sig for at få opmærksomhed.

Måske skal vi lære af Bartimæus historien, hvad det at se betyder.  At virkeligheden ikke kun er et spørgsmål om synssans, men om  hvad der giver hjertet lys. Hos Platon er solen og sollyset udenfor et helt klart billede på det guddommelige og ekendelsen deraf.

Samme billede har vi  i kristendommen når vi synger Du soles sol fra Betlehem, hav tak og lov og pris.Jesus kalder sig selv lyset – Jeg er verdens Lys, siger han.Ja, det lys, der gør at vi kan bevæge os frit omkring uden for hulen, i frihed og kærlighed. Og kan seMen for at kunne se, er der tre ting der skal opfyldes.Der skal ro til at se.

Ro. Den er den første betingelse. Alt flimrer og farer forbi os, det går hurtigere og hurtigere, det skal være større, farligere, smartere,  - og de færreste tør hoppe af, for hvad hvis vi gik glip af noget?

Men det kræver ro at se og høre for alvor, tro, håb og kærlighed kræver ro, kræver fysisk og psykisk nærvær på en måde der ikke kan klares pr. apparat. Det kræver at man standser op og vender sig fra projektionen på klippevæggen og  går ud mod lyset.

Og det kræver tid at se.

Tid synes at være den største ressourcemangel hos os. Vi har aldrig tid. Derfor taler vi uafbrudt i mobilen, selv når vi henter vores børn i børnehaven, samtidig med at vi slæber dem hjem og anbringer dem foran fjernsynet, så de kan passificeres af skærmen mens vi forsøger at få alle ender til at nå sammen.

Men børn kræver tid, og de behøver gode voksne – gode voksne der vil give sig tid til at se dem som de er og være gode forbilleder. Som vil lære og være sammen med dem.

Og så kræver det mod at se. Mod at se sig selv  i spejlet og overveje hvem man selv er.  Hvad ser jeg der i spejlet, er det et billede jeg holder af? Kan jeg holde mig selv ud!

De lænkede i Platons hule er allerede i dødens mørke, lyset udenfor ser de ikke, selv om de faktisk har deres synssans i behold, men lyset er derude , det som skinner og altid får bugt med mørket.

Fasten er begyndelsen til Langfredagsstemning, men lyset er udenfor og det venter på at vi skal  kaste lænken og vandre ud i lyset. Samfundet i dag – vor tid – er ramt af panik og langfredagsstemning, vi kører hurtigere og hurtigere imod … ja, døden.

Men her fastelavnssøndag stopper vi  lige op og  tænker os om.

Vi gør op med den rolle vi har fået eller taget og klæder os ud. Vi tildeler os selv en ny position, vi bliver farligere og mere spændende og farvestrålende. Livet farer ikke forbi os, vi bryder karussellen ved selv at bryde det daglige mønster.

Jeg tør være noget andet, jeg tør vise nye sider af mig selv, jeg tør lave ballede , række tunge, være grum og grim, eller yndig For det kan jeg også være. For jeg har levet i hulen for længe, Nu vil jeg ses i lyset.

Den som kalder sig Verdens Lys, har givet mig mod til at leveRo til at leve, og ikke mindst tid til at leve. Nyt syn på hvad meningen er. RO, TID og MOD

Størst er kærligheden- den overvinder alt, selv døden.

Ingen kan leve uden.

Nytår

Salmen “den store mester” handler om en slags renselse.  Det er en skøn salme,

men egentlig står der at vi alle havner i den store gryde - smeltedigelen - og bliver lutret til vor Herre ser sit eget spejlbillede i os. 

For vi er jo skabt i Guds billede - så vi må ligne ham på én eller anden måde. 

Hvad kan vi da ligne Gud på?  At vi gør gode gerninger? Nej, det er vist ikke lige det.
At vi omgås hinanden med kærlighed - måske er det heller ikke det.

Hvad da. Jeg tror, at hvis vi ligner Gud, da er det i længselen efter det gode. 
I håbet om at kærligheden sejrer over ondskab og død. 

I længselen røber vi den oprindelige forbindelse til det guddommelige, for i længselen tror vi, håb imod håb. I længselen når vi  forbi  al fornuft og tankevirksomhed og hengiver os til det uvisse og ukendte.  Og kalder på det. 

Nytår er også en slags renselse. For da markerer vi et vendepunkt. Vore fødselsdage er vore egne personlige vendepunkter, men nytår er et fælles vendepunkt. 

Og ved vendepunkter er det sådan at der er flere veje at gå videre ad.  Man kan enten fortsætte som hidtil eller vælge en anden sti. 

Derfor er nytår også tiden hvor de fleste bestemmer sig til at holde op med at ryge,  eller at ville tabe sig, eller dyrke meget mere motion.

Men renselsen består i, at vi alle er lidt bange for at slå os på nytåret. 

Vi forlader det gamle kendte år med vemod, og kaster al, frygt, forventning og alle kræfter ind i det nye.

Og vi behøver det, for nytår minder os om alder og skrøbelighed, om at døden findes, og om at vi måske ikke gjorde det så godt i forhold til vores kære er til vore venner.

Nytår er så alvorligt at vi er nødt til at tage sjove hatte  og næser på, spise kransekage og lade champagnepropper, bomber, knallerter og raketter springe for at overdøve lyden af vort eget hjertes banken.

Og med sådan en indledning på året, bilder vi os ind at vi også får indflydelse på hvordan det  kommer til at forløbe.

Og nytårsmorgen står vi op og konstaterer at det meste er uforandret, og at resterne af nattens knald har svinet haven til. Raketrester mellem våde blade ser  umådeligt sørgelige ud. 

Og det første vi hører i radioen er om de ulykker der skete i nattens løb.

Men så kommer vi i kirke. Byder nytåret velkommen , og får i tilgift et ord fra Guds søn.

Han giver os en bøn. En bøn at udtrykke den længsel i, som viser at vi er skabt af Gud og har evigt fællesskab med ham.

Og den bøn udtrykker netop karakteren af det fællesskab. 

Jesus siger: I skal kalde Gud  Far, for som en kærlig far eller mor elsker sit barn, sådan elsker Gud hver eneste af jer. 
Med samme omsorg og med samme dybde. 

Gud er ingen fjern og straffende Gud, men nærværende som en far og en mor.
I er skabt i hans billede, og er hans børn til evig tid. Og ingen, ingen falder udenfor, uanset hvad mennesker måtte mene.

En bøn bryder tiden. Normalt når vi stiller et spørgsmål eller beder andre mennesker om noget, så vil vi straks have svar, eller resultat, ellers bliver vi usikre, eller vrede, eller opgiver det hele.

I en bøn til Gud brydes tid og rum. Vi stiller os uden for den sædvanlige mulighed, vi henvender os til evigheden.

Der er umiddelbart intet svar på en bøn til Gud, men det er der alligevel. For i bønnen giver vi plads til at et særligt hulrum i sjælen bliver fyldt. Det hvor længselen har bolig.

Vi er ikke længere kun et væsen af kød og blod men et med Gud beslægtet væsen, der kalder på det højeste.
Som et barn på sin mor eller far.
Kalder på beskyttelse og kærlighed, beder om at det hul hvor angsten har til huse, må fyldes af håb.

Vi vedkender os i bønnen at høre til, at høre til hos den Gud, der har skabt os. Og høre til den Herre, i hvis navn vi er døbt. Herskeren over tid og rum, over hverdag og nytår.

Den Gud, som oftest ses som den ubønhørlige, almægtige og fjerne majestæt, gør Jesus til vor Far. En nærværende og alkærlig Gud, der ikke forhindrer smerte og lidelse, men går med os ind i den.

Mange har sagt, at det menneske der ikke har haft en ordentlig Far, ikke kan bruge dette billede til noget - men det er kun delvist rigtigt.

For selv den der har haft det forfærdeligt, og som må have den  stærkeste mistro til mennesker, finder ofte i sig selv længselen efter det højeste og det som skulle have været. Selv i den mørkeste sjæl findes et glimt af lys, en drøm, en længsel.

Og det er vel det vi har stærkest brug for, når vi overskrider tærskelen til det nye år. Et glimt af lys, en drøm,en længsel-  

at det nye må være velsignet af Gud, ikke så vi undgår problemerne, døden og lidelsen, men så vi har kræfter og Gud-billedlighed i behold til at klare os i gennem med noget af glæden ved livet.

Et evighedssekund er nok til at fylde et liv med håb. Og evighedssekunder gives os i bøn og lovsang, i kunst musik og kærlighed.

Derfor skal I bede således: Vor Far du som er i himlene.

I himlen er det altid nytår - fordi Guds ord er lige nyt,stærkt og levende for det menneske der i sin længsel rammes af tro og håb.

Og Ordet kommer til os ved Ham, der levede og døde med os, på samme vilkår, og som 
stod op af graven for at forkynde evigt liv.

Et liv i Guds hånd er i tiden men på en måde hævet over tiden - 
Derfor kan vi , med rynker, med tårer og med smil sige til hinanden i dag.
Godt Nytår i Jesu navn.

 

 

 

 

 

 

 

Det kimer nu

 

Det kimer nu til julefest

.… Vi har sunget det hvert år af vores liv. Det sidder dybt inde i os. Vi har sunget det, om vi var glade eller triste, hvert eneste år.

Alt imens livet har formet sig på alle mulige mærkelige måder for os gennem årene, der har været gode år, onde år, triste år, år hvor alt synes ligegyldigt, alligevel har vi sunget ”Det kimer nu” når det blev 24. december.

Når vi iagttager hvordan julen er blevet et ræs af travlhed og gaver og forbrug, og nærmest er blevet flyttet frem til første december, så den for mange er slut, når den egentlig begynder, så kan vi have faktisk svært ved at huske hvad det er julen betyder. Så bliver det en jul der kun er uden på og rundt om os.

Men vi kan mærke uroen når julen ikke når os indeni. Så har vi en følelse af at blive snydt. Jeg har hørt mange sige med smerte i stemmen: Jeg kom slet ikke i julestemning i år.

Hvad er det julen gør ved os.  Hvad var den bragte os , dengang vi var børn? En dyb forventning i maven? En glæde over, at der var en afbrydelse i det vi plejede, at der ligesom var mere på færde end sædvanligt? At det var som om tiden selv blev anderledes. At der var noget helligt, der brød ind i tiden, noget som det kan være svært at sætte ord på og tale om, men som vi godt kunne synge om?

Velan min sjæl så vær nu glad og hold din jul i Davids stad!

Det kan vi synge, men det er ikke noget vi sådan går rundt og siger til hinanden. Forestil jer det? Velan min sjæl så vær nu glad og hold din  jul i Davids stad.  Nej, Det er vi for blufærdige til. Faktisk er vi dårlige til at tale med hinanden om det der ligger dybere i os. Om vores inderste. Når det går højt kan vi svige os op til ordene: Der er mere mellem himmel og jord…

Men det er det vi mener når vi siger ”glædelig jul”, for det bliver kun rigtigt jul når vi lukker op for den dybe længsel, der ligger dybt nede i midten af maven, eller midt i hjertet, eller hvor vi hver især kan mærke den. Vi hører nemlig sammen med Gud. Da vi blev til blæste han livsånde i os, og det der er levende i os går tilbage til Gud når vi engang dør.

Vi er aldrig uden Gud, men vi kommer mest i tanker om det når tiden bliver hellig og julesalmerne minder os om at livet er meget større end hverdagens små glæder og sorger.

Måske har vi sunget ” Det kimer nu ” og de andre julesalmer hvert eneste år uden helt at høre efter, hvad det er de vil sige til os, at de er en kærligheds erklæring fra Gud til os, men det er de. Jeg prædiker ikke bare: I dag er en frelser født jer” Jeg forkynder jer det på mandat fra Gud.

Alverdens gaver vil aldrig kunne give os fryd og julefred. Guds gave til os i form af barnet i Bethlehem er en umistelig gave og sandhed. Den tilbydes  til hver af os og den følger os gennem livet og ind gennem døden til evigt liv. Som salmen sagde: Nu tændtes lys i skyggers land. Vi er aldrig mere alene og efterladt i mørket.

Julen er lysets fest. Det lys som alverdens mørke aldrig kan få bugt med.

Da vi var børn og unge, glædede Julen os på anden måde end nu – og nogen af jer vil sige at da handlede julen mest om at få gaver og at det gør det også for børn i dag.

Men jeg har i de senere år hørt rigtigt mange børn sige: Det bedste ved julen er når vi sidder sammen og spiser juleaften, og det er fredeligt og hyggeligt. Det er freden de gerne vil have, den særlige julestemning af tro, håb og kærlighed!

Alverdens gaver og pynt kan ikke give os velsignet bud og julefred.

Vi ældre og gamle ved godt inderst inde, at det at komme i julestemning er meget afhængigt af om vi hører det velsignede bud. Om vi hører at det kimer til julefest. Om vi når at mærke glæden og længslen dybt inde.

Jeg håber inderligt, at det bliver jul ikke kun uden om jer, og omkring jer, men indeni jer, og jeg vil nu læse juleevangeliet: Det som er et velsignet bud, og som har lydt i henved 2000 år:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.   Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.   Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

  I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.   Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.   Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«   Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
         Ære være Gud i det højeste og på jorden!
      Fred til mennesker med Guds velbehag!

 

Advent - ny tid

 

Advent betyder at Guds tid er nær. Nu begynder noget bedre.

Luk hjertet op for det der kommer, Guds tid. Det er det vi alle sammen går og håber og venter på, at noget nyt og godt skal ske, det er det der holder os oppe i mørket, at der er lys forude. Og lyset selv og tanken om lyset varmer os.

I advent forandrer selve tiden sig, den både kommer i julen og den er allerede kommet. Hvordan afspejler advent sig i dig? Advent er nemlig bodstid , sjælelig rengøringstid. Tid til at feje i alle kroge. Også krogene i dit eget sinds mørke rum – du skal nu  ind og feje i de allermørkeste kroge af dig selv, dem du sjældent vover at se på.

Hvad finder du der? støvet og resterne fra alle de gange du har båret dig grimt ad, eller selv er blevet behandlet dårligt? Byrder du har båret alt for længe, og af en eller anden grund ikke formår at slippe, eller ideen om at du ved bedre hvad kristendom er, end vor Herre selv gør.

Bunker af manglende forsoning og tilgivelse? Hvad er dit sorteste og tungeste kors?

Advent er bods og rengøringstid. Tid til at lukke lyset ind de mørkeste kroge, først lidt lys så mere og mere, indtil selveste lysets fest kommer

.Vores egne ideer om hvem Gud er og hvad han gør kan ikke redde og frelse os, men det kan Guds kærlighed til os, og den tilbydes vi kvit og frit. Vi skal blot tage imod.

For at kunne det må vi feje rent i de mørke kroge af os selv og slippe de byrder vi har skrabet sammen, og holder fast i, vende os til Gud og tage imod lyset.

Advent. Nu er det tid. Fej ud.

Alle Helgen

Allehelgens Søndag

Matt.5,1-12

Salige. Salige er det ord der gentages i læsningen i dag, salige er de sørgende, de barmhjertige, de rene af hjertet.. 
Salige. 
Hvad betyder det at være salig? Jeg tror det betyder at kende Gud.
Vi har for få år siden fejret 500 års reformationsjubilæum for Martin Luther og det er måske ham der kommer virkelig tæt på at definere salig i sin andagtsbog ved Tro alene, som jeg er så heldig at eje-  i norsk oversættelse..
Der siger Luther i andagten til Alle Helgens dag: 
Der er stor forskel på at vide at der findes en Gud, som eksisterer, og så at vide hvem Gud er. Hele skaberværket lærer os at der findes en Gud.Det er allerede skrevet i  vores hjerter. Men det er alene Helligånden som kan lære os hvem Gud er. Det er kun Ånden der kan lære os at kende Gud. 
Så vidt Luther. Og så tilføjer jeg: at være salig er at vide hvem Gud er, At kende Gud.
Langt de fleste har en fornemmelse af at Gud findes, det er det vi danskere siger med ordene ”der er mere mellem himmel og jord”, men ikke så mange ved hvem Gud er, kender Gud.
Derfor kalder Jesus dem salige, dem, der kender Gud. Og vi kunne sige: Salige er de der kender forskellen på om Gud findes eller ved hvem Gud er.

Ved en dåb og en kristen begravelse fortælles det os, hvem Gud er. Gennem ordene kan vi kende Gud. Høre at hans kærlighed rækker langt ud over alle grænser, selv døden.
De samme ord indleder en dåb som en begravelse. Lovet være Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, som I sin store barmhjertighed, har genfødt os til et levende håb, ved Jesus Kristi opstandelse fra de døde.
Genfødt os til et levende håb. Fornyet os indeni så vi kan kende ham. Vide hvem han er. Tage imod den kærlighed der strømmer over os, og tro på at den kærlighed bærer igennem hele vejen i liv og i død.
I dag er det særlig mindedag for de døde. Og uanset hvor vi synes vi er imellem det at Gud findes og det at kende ham, så ønsker vi af hele vort hjerte, at det som er lovet os er sandt: At vores døde, som vi har elsket, nu er hos ham i himlen, hvor Gud tørrer hver tåre af deres øjne, og hvor der kun hersker glæde og fred. 
Vi under ikke altid os selv det bedste, men det gør vi for det meste for dem vi har haft og elsket.
Når døden kommer tæt på os, da forandres vi, fornuften kan ikke klare det alene, ånden må med for at rumme det. Derfor er er også brug for store ord. Ord som levende håb. Opstandelse, salighed, evigt liv.

Hvad er det der holder os tilbage til daglig? Hvorfor er det vi nøjes med ordene ”der er mere mellem himmel og jord´”
Er det fordi vi er rundet af en tid hvor fornuft og konkret viden synes at være eneherskende og eneste gyldige? 
Fornuft og viden er kun en del af billedet, sjæl, ånd, tro, håb og kærlighed er lige så nødvendige og lige så virkelige bare på en anden måde. Det er næsten som om videnskab forsøger at gøre verden flad og endimensionel.
Det vi tror på og sætter vores lid til er ikke målbart i statistikker og på målestrimler, men det er målbart i menneskers hjerter.
Salige er de, der begriber det.
Jeg tror vi mest står i vejen for os selv. 
Forfatteren C.S. Lewis, der bl.a. har skrevet Narnia bøgerne, har også skrevet en lille bog der hedder Den store skilsmisse.
Skilsmissen er her mellem himmel og helvede. Og historien handler om hvorledes mennesker som er i helvede på jorden bliver tilbudt at komme med en bus til himlen og få tilbudt at blive der i stedet. 
Det er jo en allegori, et eventyr, men det som man skal lægge mærke til er, at det er menneskene selv der vælger himlen fra. De der rejser med bussen får ved ankomsten til himlen at vide at de bare skal tage imod den kærlighed der møder dem, bare tage imod, ingen betingelser, men de vil ikke. 
De vil ikke slippe det og den det de var, de vil stadig være noget særligt, være mere end de andre, eller de vil ikke tage imod almisse, de vil ikke vises nåde, de vil selv have gjort sig fortjent til saligheden. 
Fortællingen er meget tankevækkende. Og måske skulle hver af os i dag tænke efter, hvad er det der hindrer os i at tage imod og i at ville kende Gud? 
Måske det som Jesus slutter med at sige i læsningen før: Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer, og lyver jer alt muligt ondt på.
For det er hvad man risikerer når man vedkender sig at kende Gud. At blive kaldt alt muligt, at blive betragtet som naivt fjols, at blive bagtalt og sladret om.
Det er risikoen ved og prisen for salighed. Verden forstår os ikke, g vil aldrig gøre det. For der skal mere end fornuft til.
Og som Luther sagde: det er kun Helligånden der kan lære os hvem Gud er. 
Så vi kan leve livet i tro håb og kærlighed, og dø med løftet om opstandelse og evigt liv.
 

Gud har besøgt sit folk

16. s. e trin

Luk. 7,11-17

Gud har besøgt sit folk. Sådan råbte folkemængden i byen Nain, da de havde set Jesus gøre en ung mand levende igen.De troede ikke deres egne øjne, dem der så det. Og mange har siden ikke villet tro det når de hørte det med deres ører. En, der bliver levende igen? Ja, skulle det ikke være Guds mindste kunst, når han med et ord kan sætte hele universet i gang.?  Skulle Guds søn på jorden ikke havde magt til det? Selvfølgelig har han det.

Men det er faktisk slet ikke det der er det vigtige i fortællingen i dag. Det er ikke den unge mand der er hovedperson. Det er hans mor, det handler om. En ung mand er død, og det er sørgeligt. Men det er ualmindeligt sørgeligt for moderen.

I det samfund hun levede i, var kvinder intet uden mænd. De måtte ikke arbejde og derfor skulle de altid have nogen der kunne forsørge dem, dvs. skaffe mad og tøj og sådan. Kvinden vi lige har hørt om er enke. Og nu er hendes eneste søn også død fra hende. Det betød den visse død for hende i det samfund hun levede i.

Derfor er der meget mere på færde end at kvinden her sørger over en død søn, hun har pludselig mistet alt, søn og livsmuligheder. Hun er nu både alene og hjemløs, hun er som levende død. Alt er taget fra hende.

Men så kommer Jesus samme vej. Og han får ondt af hende. Og han griber ind. Sønnen vågner og begynder at tale. Og dem der stod rundt omkring tabte både næse og mund. Vi har fået en stor profet, og Gud har besøgt sit folk.

Hvad er en profet? En profet er en der ved lidt mere, én der kan forudsige ting.Der er masser af profeter i bibelen i det gamle testamente de  siger og forudsiger sandheden og skæbnen . Profeter ærer man  og frygter. De kan rådgive konger , afsløre løgn og spin,  de taler i Guds navn, men de er ikke Gud.Jødedommen betragter Jesus som en stor profet. Islam betragter Jesus som en stor profet. Men vi kristne siger, nej Jesus er ikke en profet, ikke en stor mand, nej han er Guds søn, en del af Gud selv. Det er den store forskel. Gud har selv besøgt sit folk.

En minikonfirmand har spurgt: kan vi vide at Jesus har levet. Og ja, det kan vi, der er historiske kilder der bekræfter det. Men at han er Guds søn er et spørgsmål om man vil tro det. Tror man det får man nyt liv, ligesom enken i dag.

Der er mange her der ved at Gud har grebet ind i deres liv, at Jesus har set dem og hørt dem.

Enken fra Nain  fik sine livsmuligheder tilbage i mødet med Jesus.Hun forstod måske ikke så meget, men hun så det umulige blive muligt. Den døde søn blev levende foran hendes øjne. Hun fik helt nyt liv.

Om hun takkede Gud det ved vi ikke, for det står der ingenting om. Men mon ikke hun gjorde?

Vælg den gode del

I Lukasevangeliet fortælles i kapitel 10 om 2  kvinder – Martha og Maria.

 Martha. Hun styrter rundt for at gøre et så godt som muligt. Sørger for at der er mad nok, at alle gæsterne får det de kan spise. Hun er en glimrende værtinde – hun har puklet hele dagen, for at alt skal være fint.

Og  selv om hun elsker sin søster højt synes hun ikke at Maria er til megen hjælp. Hvorfor skal jeg lave det hele alene, siger storesøster,- eller hvorfor er det mig der skal lave alt i huset og tænke på det hele, siger kvinden til manden i ægteskabet. I historien bliver Martha  så irriteret at hun beder Jesus selv om at sige noget til Maria. For hun ved at Maria vil høre efter hvad han siger. Og så, ja så får hun ikke medhold.

I indledningen blev der sagt : en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Det er altså Marthas  historie der bliver fortalt .Der er ingen tvivl om at Martha er en god og selv opofrende - og hun søger ikke bare sit eget eller sin egen fornøjelse-   Måske har nogle af jer haft en altopofrende mor eller slægtning, der uden at sige de ord, lyser langt væk af: alt har jeg gjort for jer, hvad har I gjort for mig. Mor er skuffet.

Jesus svarer Martha: 
Martha tag ikke noget fra Maria, und dig selv at sætte dig ned. Vælg også du den gode del.Den gode del. Hvad er så det. I teksten er der ingen tvivl, det er at sætte sig og lytte til  Jesus. Vi ved egentlig godt hvad den gode del er. Vi ved også når vi burde vælge den.Alligevel er det svært. 

Vi ved også at vi engang skal dø, og alligevel lever vi som om, vi ikke skal. Vi ved også at vi skal leve, som om vi lever, og så gør vi det ikke alligevel. Hvorfor mon.

Hvorfor er det at vi først opdager det, når det er for sent, og vi ligger i hospitalssengen og har fået at vide at vi har uhelbredelig cancer. Hvorfor er det først der vi stopper op og lytter til mesterens stemme og vores eget hjerte?

Lad os forestille os at denne fortælling ikke handler om to kvinder. Lad os forestille os at den  handler om to sider inden i os selv, eller at den handler om  hverdag og søndag. Martha er hverdagene med skolegang, arbejde, matematik, henten børn i børnehave, madpakker, hvad skal vi ha til middag, aftenskolekursus, køren børn til håndbold, fodbold, badminton, gymnastik, møder, kurser, talent show, gameboy,  facebook, græsslåning, ……. pyh ha, 

Maria er søndag. Søndag er nemlig hviledag, selv om man ikke længere kan mærke det på den. Og hviledag betyder at unde sig selv fred, at tage det roligt, at mærke stilhed, huske at sige eller vise sine kære at man elsker dem, når man nu ikke nåede det de andre dage. Hviledag er at blive helt stille indeni for en tid. så man kan  tænke over livet og det som er vigtigt i livet. Mærke og føle. 
Hvor mange af jer gør det? Hvor mange af jer stopper op og bare er helt rolige og fredfyldte? 

Det er derfor kirken holder gudstjeneste på det vi kalder hviledagen, for at huske at takke for at vi faktisk lever og har det godt, at bede for dem som ikke har det og  lytte til Jesus. Dette sted er modstykket til  den forvirrede travle verden der omgiver os. 
stedet hvor man kan vælge den gode del. At lytte til Guds stemme.
Til Jesus.

Hvad er det da Jesus fortæller. Måske at vi har fjernet os fra det væsentlige, når vi farer rundt for at finde hoved og hale på tilværelsen. At vælge den gode del er måske at vide at man er skabt af Gud. Når man er skabt skylder man Gud livet, ikke sig selv.  Og man skal ikke længere magte hele verden. Det er en befrielse, og giver styrke til at klare det man skal klare.

I USA var der fornylig en undersøgelse af, hvad folks højeste ønske var. Der var en mangfoldighed af svar -  men hvis jeg stillede spørgsmålet til jer - Hvad er egentlig jeres højeste ønske for livet? Hvis I nu rigtigt mærker efter?

At vælge den gode del. Det er når vi ind imellem tør stoppe op og smide alt det vi tror er betydningsfuldt fra os og da sætte os ved Jesu fødder og lytte til hans ord.

Vi kunne forledes til at tro at livet er i Tv, aviser, ugeblade på nettet. Men det er det ikke, det virkelige liv er på marken, i skoven,  i duften af sensommer, i håndtrykket og kysset. I menneskers kærlighed til hinanden. Når vi engang skal dø, da er det det vi vil huske. øjeblikkene af nærhed og kærlighed.

At vælge den gode del er at indse det - lige nu.

Martha er god nok, ja mere end det, og det er vi også - men vi trænger hårdt  til at blive mindet om kærligheden og glæden ved livet!
 

Luk dig op!

12.s.e.trin 

Mark. 7, 31-37

Sesam, sesam luk dig op. Nej, det var ikke de ord, han brugte, og der var heller ingen hule med guldmønter og ædelstene.  Men han havde noget af det magiske med. 

Vi læser den beskrivelse som altid får konfirmanderne til at sige aad:  At Jesus stak fingrene i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge. Og så sagde han ”effata” – det er aramæisk og betyder ”luk dig op”.  

Markus-evangeliet som er nedskrevet på græsk har sikkert beholdt det aramæiske udtryk for virkningens skyld. Effata lyder fremmedartet og spændende.

Det var jo også ret spændende, det der skete, da han sagde det, for en døvstum mand kom til at høre og tale.

Og det vi skal hæfte os ved er måske ikke så meget om det nu også kan lade sig gøre, og om Jesus kunne helbrede – for hvis vi bliver dér, får vi drejet sagen væk, fra det som det faktisk handler om.For tror vi, er intet umuligt for Gud, og tror vi ikke, da vil nok så mange undere og helbredelser heller ikke få os til det.

Det slår mig tit, at folk der er velbevandret i videnskab og mangt og meget ofte har en ganske naiv holdning til tro.  Som om videnskabelige fakta kunne rokke en tøddel ved tro. Tro handler  om levet og ulevet liv, om livssyn og om kærlighed – konkret kærlighed mellem mennesker. I øvrigt er jo videnskabelige fakta heller ikke mere helt hvad de har været – der er ikke så meget der bare er hvad det er.

Normalt har vi regnet med at det vi ser, og det der vises på et fotografi, er fakta, er virkelighed.
Men med det digitale fotografi er det muligt at fremstille en virkelighed som ikke er virkelighed.Herefter er det reelt ikke muligt at stole på at et foto ikke lyver, så det vi ser på et billede af virkeligheden er måske ikke virkelighed.

Det vil helt konkret indebære at vi i den moderne verden skal forholde os kritisk til alt hvad vi ser, og så vælge om vi vil tro det eller ej.Mere og mere bliver altså et spørgsmål om tro og tillid, og mindre og mindre handler om viden og fakta.nLidt uhyggeligt men også spændende. Det kræver sandelig sit menneske!

Men tilbage til den døvstumme mand. Han har levet hele sit liv i en slags lydtæt glasklokke – og som ved et trylleslag knuses denne glasklokke ved ordet ”effata”Nu er han pludselig et almindeligt menneske. Det er selvfølgelig vidunderligt – men det betyder også at han nu ikke længere er beskyttet af sin anderledeshed, men har fuldstændigt ansvar for sit liv.

Når Jesus helbreder nogen, er det selvsagt af omsorg og kærlighed til de mennesker han møder, men det giver dem jo ikke et nemt og smertefrit liv. Måske er de mere blottet end nogensinde fordi de ved at de har fået lyset. Er blevet forandrede.For at se er ikke kun at se, at høre ikke kun at høre, at tale ikke kun at tale.Man kan se meget uden at få øje på noget, uden at ænse det. Man kan høre meget uden at have øre for klang.Og man kan tale i timevis uden nogensinde at sige noget.

Det sidste er vel det vi oftest gør mod hinanden. Spørger høfligt til hinandens helbred eller humør, men vi ønsker ikke noget svar – for svaret kræver måske at vi må hive ørepropperne ud. Der er  så meget larm og forstyrrelse i vores verden at vi er nødt til at bære åndelige ørepropper – eller vi tror vi er nødt til det.

Vi beskytter os mod andre mennesker – vil ikke smittes- jeg mener ikke med sygdomme for det er jo ikke så sandsynligt-  men smittes af deres krav om at blive set og hørt, af deres nærhed, deres lugte, deres ret til at udfolde sig. 

Bag sine ørepropper kan man forblive uberørt, steril, ubevægelig, døv for omverdenen. Og så zappe sig ind og konstruere sin egen begrænsede version af livet.

Vi har i høj grad brug for ordet:  ”effata” luk dig op.  Vi har i høj grad brug for den, der har gjort alting vel, den der får både de døve til at høre og de stumme til at tale. Den som kalder til ansvar både for liv og medmenneske.

Som sagt kunne den helbredte døve nu ikke længere lægge ansvaret fra sig. 
Det kan vi heller ikke, og vi behøver ikke at vente til der sker os noget voldsomt, for som regel er det først der,  vi vågner op. En pige som var syg af aids sagde lige inden hun døde: at aids var det mest bevidsthedsudvidende et menneske kunne komme ud for. Det er måske så drastisk igen, det behøver ikke at komme så vidt.

Jeg vil hævde at Jesu ord og handlinger er det mest bevidsthedsudvidende man kan komme ud for. For når man er syg eller falder udenfor stiller man livsspørgsmål – det er pludseligt vigtigt at rive briller og ørepropper af og være og leve lige nu og her. Som min læge sagde engang, hvorfor skal der en kræftsygdom til før folk vågner op og hører efter, og begynder at leve ordentligt?

Egentlig var det derfor Jesus kom til verden, for at tydeliggøre livet for os.Effata, luk dig op, se, hør, tal, vær elske, lev! Men jeg river alle dine forsvarsværker væk, fra nu af beskyttes du kun af min kærlighed.Det er konfrontation med det absolutte – Gud.

Livet synes  mindre farligt hvis man beholder ørepropperne på- men man går ved Gud glip af  så meget.,

Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale. Og hvad er det vi skal høre og hvad er det vi skal tale om?

Vi skal høre at for Gud er vi virkelige og aldrig alene. At vi måles med kærlighedens målestok.Vi skal høre at vi er en del af Guds himmelske klang, Guds regnbue – båret af det lys som intet mørke kran få bugt med. Og finder vi farverne og hører klangen, får vi også mælet igen. Det mæle der kan takke for livet. Det mæle der magter at være en ven i nøden, en trøst til den der behøver det.

Valget står altså ikke mellem tro og videnskab, men det står mellem at gøre troens gerninger mod hinanden eller at forskanse sig .

Han sagde ”effata”. Det betyder: luk dig op!

 

 

Frygt


Josvabogen 1.9:
Jeg har jo indsat dig. Vær modig og stærk.Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt,hvor du går

I dag vil jeg skrive lidt om frygt. 
Jeg har nemlig i den sidste tid mødt rigtigt mange der på forskellig måde er blevet ofre for frygt. Ikke at de havde nogen direkte grund, de var ikke blevet truet, men de kunne bare oppe i deres hoved fortælle sig selv, at det og det nok kunne ske, og så udviklede det sig, og så blev de bange. 
Vi kender det alle sammen, det at gøre små problemer til store, at gøre en lille bekymring til frygt, og derefter føle os overmandet. 
Frygt kan blive til tvangstanker, og så måske udfører vi selvbeskyttende handlinger, der kan blive til tvangshandlinger, og så er vi pludselig hvirvlet ind i et spind af frygt. Og for nogen bliver det værre med årene.
Frygt er forfærdelig. For frygt vokser og æder os indefra.
Den bliver større og mere uoverskuelig, hvis vi ikke sætter en stopper for den. For det kan vi.  
I bibelsk sammenhæng er frygt djævelens værktøj. Det er den onde, der vinder ind på os, og sætter sig på skulderen af os som en lille lokkende stemme. Eller som en voldsom skræmmende stemme. Vi kender billedet fra tegnefilm og blade, - der sidder en engel på den ene skulder og taler det godes sag, og der sidder en lille djævel på den anden skulder og lokker os i fristelse.
Det gør heller ikke så meget at vi ikke modstår diverse små fristelser, men det gør noget hvis vi lader os kue af frygt. 
Det er det bedste djævelen ved. Hvis han kan skræmme os så meget at vi næsten bliver bange for os selv. Bange for at gå ud blandt andre, bange for livet i det hele taget.
Det med den lille djævel på skulderen, det er faktisk et meget godt billede på et der sker når frygten får godt tag i os. Vi bliver meget mindre indeni end vi kan være. 
Men tag arm og hånd op på skulderen og vift djævelen af. Forsvind. Jeg gør det selv når jeg bliver ramt af frygt.
Forsvind.
Og jeg kan gøre det fordi Gud er med mig. og Gud er med dig.
" Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går."
Jesus siger det også. Han sagde altid til sine disciple, hver gang de stod over for frygt og modløsed: Frygt ikke, tro kun. Stol på Guds løfte.
I Esajas bog står det  med ordene: For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke, jeg hjælper dig.(41,13)
og et andet sted:
Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig. Du er min (43,1)
Vi har altså Guds eget ord for at vi ikke behøver at lade frygten få overtaget. Gud er altid stærkere end djævelen, lyset skinner i mørket, og mørket kan ikke overvinde lyset. 
Når vi bliver bange har vi Fadervor og vi har korsets tegn.
Så vi er godt rustet til at sende frygten ad h… til, der hvor den kom fra.
Hør ordene igen:
Vær modig og stærk. Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.
 

Spild af tid


”Det er tidsspilde” hører man nogen sige. En følelse man kan blive ramt af under et laaangt foredrag, en dårlig reklame, eller f.eks. når man venter på toget på stationen.  Ønsket om at kunne have gjort noget andet end det man lige er midt i. Man bliver vred og føler at man bliver frarøvet liv. Som om tid er et glas man kan spilde indholdet af.

Men tiden ejer vi ikke, vi får aldrig at vide hvordan det hele havde været, hvis vi havde brugt tiden på noget andet end det vi faktisk brugte tid eller spildte tid på. Og hvem siger egentlig, at den er spildt? Hvilket parameter bruger vi til at måle med? At spilde er at hælde ud over noget, på gulvet, på bordet, og det betyder også at miste noget af det man troede man havde sikret dig. Men hvis man spilder det rigtige sted så mister man ikke noget så får man noget i stedet for. Spilder du en masse frø på jorden, så kommer der nye spirer op, spilder du vand er der noget der kan få næring, og spilder du tid på et andet menneske vokser både du og den anden.

Så spild tid, øs ud af dig selv og spild noget, spild tid på dine medmennesker ved at vise et venlig ansigt. Løft blikket fra mobiltelefonen og snak med nogen. Spild tid, hæld dit timeglas ud over din familie, dine venner, dine naboer og kolleger. Glasset bliver først tomt når din sidste time er kommet. Indtil da skal du spilde så meget tid som muligt på det vigtigste i livet. Nærvær!
 

 

3.s.e.påske  

Johs16,16-22

Jeg så engang et talkshow i fjernsynet, eller rettere en parodi på et talkshow.

Det forestillede at værten havde Jesus på besøg. Man så Jesus komme ind i den sædvanlige fremtoning, langt hår og skæg, lang hvid kjortel og med naglehuller i hænderne. Nu skulle han udspørges og gøre rede for sig selv.

Men som det altid sker i den slags shows og næsten alle TV interviews så fik Jesus faktisk ikke lov til at sige noget.
Han blev gjort til grin, overdænget med spørgsmål og inden han nåede at svare, fik han besked på at nu var tiden gået og det var tid til næste indslag, og så skulle han i øvrigt se at få gjort noget ved sine hænder, for det var da for ulækkert at se på.

Parodien var ret morsom. Og den gjorde egentlig ikke nar ad Jesus,men af vor tids mennesker, der har så travlt med at gå videre til næste indslag allerede mens det nuværende er på.Alting skal gå så forrygende hurtigt, vi har ikke tid til at høre svarene på spørgsmålene, vi tør ikke dvæle – godt gammel dansk ord- ved øjeblikket men haster videre til det næste – flankeret godt af hotte musikgrupper i spraglede klude.

Det er da klart at Jesus ikke kan være med der, Han og hans tale er ikke hurtig nok og ikke overfladisk nok.Hans disciple har sikkert også revet sig i håret når de spurgte ham om noget, og aldrig fik hurtigt og kontant svar på tingene, men i stedet et modspørgsmål, en lignelse eller en gåde.

Og det er en gåde i dag – om kort tid ser i mig ikke længere og atter en kort tid så skal I se mig. Hvad vi kan regne ud er at først er der smerte og så er der glæde.

Så det kan sigte til 2 ting – dels tænker Jesus på lidelseshistorien ,på  korsfæstelse og dernæst opstandelse,
men han kan også tænke på det vi siger I trosbekendelsen: hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. 
Altså engang skal han komme igen og oprette sit endelige rige.

Helt med vilje har evangelisten Johannes lagt alle disse tolkninger ind, for at vise at der altid er meget mere end vi tror og at Guds tid er anderledes end vores. Guds tid og evangeliets er den langsomme tid.

Der er tit nogen der spørger: hvor lang tid tager
gudstjenesten. 1 time.  Ja, den tager en times tid i mennesketid, men det skulle gerne rumme et evighedsøjeblik. For det er der de store ting sker – i evighedsøjeblikkene, der hvor der er tid og koncentration nok til at være til stede fuldt ud.

De fleste ønsker sig de store øjeblikke i livet , for eks, en kærlighedserklæring, at den elskede frier på en romantisk måde.  I et sådant øjeblik kan man opleve glimt af evighed, jeg tror ikke at nogen der er friet til , ser på klokken og sagde . det varede 18 sekunder. 
Forhåbentlig var den udkårne da fuldt ud til stede . Ellers er der da ikke noget ved hende.. eller ham.

Nej, hvis vi ikke er fuldt ud til stede og nærværende, kan ingen rigtigt bruge os. Børn kan ikke bruge forældre der ikke er nærværende til noget, ægteskab og samliv holder heller ikke hvis ikke man giver sig selv og sin fulde opmærksomhed. længe nok til at man kan finde ro til at høre både spørgsmål og svar.

Men er man nærværende og tilstede og giver sig til at høre hvad Jesus siger, så er det et evighedsøjeblik af de store. En kærlighedserklæring 

Det er en gåde at Gud blev menneske og levede på jorden for at genoprette det mennesker havde ødelagt for sig selv. Det er en gåde at Gud giver os sin kærlighed i en ødelæggelsens tid hvor skrigene fra lidende mennesker næsten synes at kunne overdøve enhver glæde.

Denne gåde skal ikke løses, den kan ikke løses, men den kom og kommer til udtryk, hvor man opgiver at ville have kontrol og magt, opgiver at skære livet ud i små hurtige menneskevalgte stykker, og i stedet overgiver sig til øjeblikkene af evighed, til drømme og håb. Der hvor man har tid nok og ro nok til at høre.

En kort tid er vi på jorden, hvorfor da ikke tage den store glæde med og hvile i den.

 

PÅSKE

 

 

Mark.16,1-8

En af vore  elskede påskesalmer er "Påskeblomst, hvad vil du her". Teksten og melodien går ligesom sammen i en højere enhed. Påskeblomst,hvad vil du her.

Vi kunne også spørge. Påske hvad vil du her?Hvad vil du her hos os i en tid og et samfund, der kun vil vide af dig fra den ureligiøse og nuttede side.Kyllinger, æg, harer, sol, sildemadder og nogle små skarpe til halsen. Det er rigeligt, hvad vil vi mere. Vi har ikke lige tid til eller behov for omvendelse.

Hvad skal der til for at få nogen til at skifte mening? Til at forandre et menneske i bund og grund?Sommetider temmelig meget. Og i det der danner grundlag for den kristne påske – nemlig jødernes påske, var der også én der var svær at overtale: Farao, dengang da israelitterne var fanger i Ægypten.

Vand til blod, frøer. fluer. kvægpest.græshopper, ja ni gange havde gud sendt en plage over Ægypten for at overbevise Farao om, at jøderne skulle have lov til at rejse.Og den tiende og frygteligste plage: Døden, døden der skulle ramme det førstefødte hankønsvæsen i hver familie, mennesker såvel som dyr.

Nej, der var en udvej for Guds udvalgte folk: slagt et lam, smør noget af dets blod på overliggeren og dørstolpen på jeres hus, da vil dødens engel går forbi det hus.

Påske betyder netop gå forbi – og siden har jøderne fejret påske til minde om udfrielsen af det ægyptiske fangenskab, og for enhver rettroende jøde er det ikke bare et tomt ritual, men en genoplevelse af dengang da dødens engel gik forbi. Man spiser lam, drikker vin og spiser usyret brød, alt sammen til mind om Guds løfte, jeg vil udfri mit folk.

For enhver rettroende kristen bør påskemorgen da også være omvendelsen og forandringens morgen. Nu er der bare det problem, at ingen ved hvad en rettroende er. De fleste mener at ret tro handler om at gøre tingene på en bestemt måde, eller at tilhøre et bestemt fællesskab, der ekskluderer andre, hvis de ikke følger pænhedsforskrifterne.

Men ret tro handler om noget helt andet. At være rettroende er fuldstændigt at overgive sig til den besked som kvinderne fik af den unge mand i de hvide klæder – en engel formodentlig- nemlig ordene: Vær ikke forfærdede, I søger efter Jesus fra Nazareth den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. De ord der sendte kvinderne af sted rystede og ude af sig selv.

Han er opstået.
At være rettroende er at tabe mund og mæle, for derefter gradvist at blive fyldt indefra af en glæde og forundring, som slet ikke kan formuleres i ord. At omvende sig. 
Ret tro at være en del af et fællesskab der er ramt i hjertet af det samme, og højlydt bekender det. 

Men vi har jo hørt dette mindst 100 gange før, hvordan kan vi så forundres og forandres?Sker det med påsken som det kan med vore samliv at kærligheden bliver en vane, hvor vi bruger flere psykiske kræfter på det der irriterer os ved den anden, end på det faktum at det er vores elskede?

Tro har det faktisk med, ligesom kærligheden, at blive bugseret ind i overskuelige former og rammer, i aftaler, hvorefter den bliver så tandløs, ufarlig og lidt krævende, at den hverken kan anfægte os selv eller andre.

Men tro er alt andet end ufarlig. Påskemorgen kræver alt af os.
Den totale overgivelse. For påskemorgen udfordrer ikke bare fornuften og intelligensen, den udfordrer hele den måde vi lever på. Den  udfordrer det i os, vi helst vil være.Den er nemlig en helt ufattelig kærligheds erklæring.

Jeg skal prøve at forklare det.Normalt skelner vi mellem Gud og Guds søn. Og tanken har været den traditionelle idé om en syndebuk -  Gud elskede menneskene, men de opførte sig forfærdeligt, så lod Gud sin egen søn tage alle menneskets synder på sig og lod ham dø, syndebukken var ofret og Gud var glad igen. 

Der er et billede der ofte  kommer til udtryk i salmerne: Du betalte syndens sold, som der står i Hil dig Frelser og forsoner.Men en sådan fremstilling af Gud kan få en til at sige, som mange også gør det, fuld af berettiget forargelse: Hvordan kunne Gud dog nænne det?

Men det kunne Gud heller ikke i den forstand, at han lod en anden tage lidelserne eller lod sin vrede gå ud over en uskyldig.
Det er det helt centrale i den kristne tro, at Gud  og Jesus i den grad udgør en enhed, at det Nye Testamente kan kalde Jesus for ikke alene Guds søn, men for Gud slet og ret. 
Det er derfor Gud selv der hænger på korset Langfredag. Gud træder selv midt ind på det sted, hvor kærligheden betaler den fulde pris.
Sådan er korset et vidnesbyrd om Guds kærligheds styrke.
Der er åbenbart ikke det han ikke er villig til at bære og udholde fra vores side, mens han venter på at vi skal omvende os og tro.

Det synlige bevis på denne kærlighed kommer påskemorgen, da kvinderne finder graven tom. Gud kommer igen, ikke som grum hævner, men som en elskende og kysser os med sit budskab.

Man hører tit nogen sige: Det er den samme Gud vi alle sammen tror på. Det kan være rigtigt for så vidt angår troen på en skabende og almægtig Gud.
Men så ophører ligheden. For de andre religioner har et gudsbillede der er tættere på den Gud som er beskrevet i det gamle testamente. Den herskende og hævnende.

Men det billede har Gud selv gjort op med, han har selv vist os hvordan han er, at han kommer til os som den far og bror, der  elsker så meget at han går i døden for os, og derefter lover os evigt liv hos ham.
Det er fuldstændigt anderledes end noget som helst andet;de der siger at vi alle tror på den samme Gud, har slet ikke forstået evangelierne, har ikke fattet påskens budskab.

Hvad skal der til for at omvende os?For nogle er påskedag en udfrielse af sjælens længseludfrielse af vinterens mørke, det ondes, ja helvedes undergang.

Ved at blive menneske og dø og opstå ændrede Gud selveste livets vilkår for den, der tror det.
Herefter er intet længere endeligt og forudsigeligt, alt er i Guds hånd og ånd.

Påskedag er ikke nuttet – det er de store følelsers dag,
så store at vi næsten ikke har ord til dem, rystede er vi og ude af os selv. Her får livet overtaget og det døde og det triste og  frygten skubbes til side.

Han er opstået. De ord er virkeligt til at le ad. Ikke vantroens og tvivlens latter,
men håbets og befrielsens latter, det utæmmelige glædes latter, mismodets ophør, livets sejr over døden.

Gud ler sammen med os i dag og kysser os med den elskendes kys.

Tag da det sorte kors fra graven, 
plant en lilje hvor det stod.

Hvad skal der til for at omvende et menneske.Vi, der for længst har overgivet os, vi ved det for det kribler helt ind i knoglerne. Vi har på vor egen måde prøvet at stå som ved den tomme grav og føle os forladt og pludselig lød det: Han er opstået!

Kvinderne dengang overvandt deres forskrækkelse og sagde jo så noget til nogen, disse sagde det videre til nogen andre som sagde det videre, til nogle der fortalte det videre til os.
Fortalt mange gange, men hver gang nyt, fordi ethvert menneske til enhver tid selv må erkende og bekende det.Guds kærlighed går aldrig forbi og den mister aldrig sin kraft. Kristus er opstanden.

Påskedag hvad vil du her?

Omvende os, forandre os. Intet mindre.
Glædelig påske.

 

Stikkende tene

 

GT Salme 42, vers 2-6


Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig Gud - står det i den gammeltestamentlige salme. Og det med at sjælen skriger efter Gud lyder måske lidt underligt i vore ører - men det betyder egentlig at vi længes efter at livet skal være godt, og fuldt af glæde og fred. 

Og det er det ikke altid, alt for ofte er det modløshed og fortvivlelse der trænger sig på.
Trods det  findes håbet, alligevel kæmper vi videre.

Når vi får børn ønsker vi alt muligt godt for dem. Vi ønsker dem godt helbred, langt liv, en lys og lykkelig tilværelse - og det gør vi så meget mere som vi ved at der er en mulighed for at det nemt kan gå anderledes.

I eventyret om Tornerose fortælles der, hvordan det lille længe ventede ønskebarns forældre fejrede barnet med en stor fest på slottet. Og feerne i riget blev inviteret med, for at også de kunne bringe gaver og gode ønsker for barnet. 

Dvs. det var nu ikke alle feer der blev inviteret med, begrundelsen var at man kun havde tolv guldtallerkener på slottet, en anden grund var måske, at man var lidt bange for netop denne fe, hvem ved.Men den ene fe, der ikke fik invitationen, blev vældig harm og vred over at hun ikke skulle med. 

Så da festen var godt i gang, og feerne én for én udøste deres gode ønsker for barnets liv, brød hun pludselig ind og ønskede ondt : vi kan næsten høre feen hvæse: Pigen skal i en ung alder stikke sig på en ten og dø. 

Vi fornemmer rædselen gribe om sig i slotssalen - hvor ondt.  Heldigvis var der endnu én af de indbudte feer, der manglede at ønske for barnet. Hun kunne ikke gøre det onde ønske ugjort, men hun kunne mildne det - så Tornerose ikke skulle dø, men i stedet sove i 100 år, når hun havde stukket sig på tenen.

I de næste mange år forsøgte Torneroses forældre at beskytte pigen mod det onde, og lod alle tene fjerne i hele kongeriget, men selvfølgelig kom der en dag en ten at stikke sig på og alt kom til at gå som forudsagt.  Alle faldt i dyb søvn og sov i 100 år, og således endte det godt og der blev både død og nyt liv ud af den historie, både fortvivlelse og håb.

Vi er i livet omgivet af tene, vi kan stikke os på. Vi ved udmærket at modgangens onde fe kommer på et eller andet tidspunkt, så også vi ser ud til at gå til grunde. - ligemeget hvor vi ser hen, kan der dukke en ten op at stikke sig på, så vi dør, ikke bogstaveligt, selv om det undertiden også sker, men dør indeni.

Vi vil så gerne beskytte vores børn mod alt - og fjerner så mange tene som muligt, men der er altid flere. Det er den smertefulde erkendelse som forældre gribes af fra det første øjeblik de ser deres længe ventede barn. Verden er pludselig også en slags bestandig trussel mod liv og sundhed.

Da det så mest håbløst ud for Torneroses forældre dukkede den sidste fe op og udtalte sit ønske. Vi har en anden der træder ind for os og redder os.   Da menneskeheden stod i sin største fortvivlelse og afmagt greb Gud ind og kom selv til os i skikkelse af et menneske, Jesus. Han lovede os dermed ikke udødelighed, men nyt liv. Det betød at døden og afmagten blev afløst af noget andet. Vi skal sove ind i døden, men leve videre hos ham i himlen.

For os er der også  en lykkelig slutning - ikke sådan at vi undgår at stikke os og dø, men vi får et løfte om Guds evige kærlighed.Ved dåben lyder ordene: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb.

Gud har altså omstødt  spådommen om død og gjort den til opstandelse og evigt liv.At være genfødt betyder at få nyt liv. Og det får vi i kraft af Guds ønske for os.For foruden forældres, families og gode venners ønsker over barnets vugge, da lyder Guds ønske også.

Det er svære ord. for hvad vil det sige evigt liv. Det er en gåde som vi kun kan erkende stykkevis, mange ting er skjult for os, men det betyder i hvert fald at døden og afmagten, tilintetgørelsen og de onde forudsigelser ikke skal få det sidste ord i vores tilværelse.

Det betyder at uanset hvilket ondt der rammer os, da er Guds ønsker stærkere. Håb sejrer over fortvivlelse.
Vi skal alle stikke os på en ten og dø, men vi skal genfødes til evigt liv. 

Hør og tro!

Søndag seksagesima 
 

Mark, 4,1-20 lignelsen om sædemanden


Hvad er egentlig en lignelse. 
Det er en slags eksempelfortælling, en slags ordsprog, en meget kort måde hvorpå man kan sige en hel masse. En symbolfortælling. Og sådan en symbolfortælling skal jo fortælles med symboler der er velkendt for tilhøreren, ellers mister fortællingen sin kraft. Der skal være en reference til noget fælles kendt.Det viser sig ofte i konfirmandundervisningen, at når man vil forklare lignelser ved hjælp af sammenligning med ordsprog, så kender de fleste unge mennesker ikke betydningen af ordsprogene. Nogle gange har de end ikke hørt dem før. 

Og skal jeg bruge et andet eksempel, så er der børn i byen der ikke aner at brød laves af mel malet af korn ,der har vokset på en mark.  Så end ikke denne lignelse der 
bruger meget tydelige billeder vil kunne bruges uden nærmere forklaring.

Ydermere er der et lille problem ved brugen af lignelser-
det ser ud til her at det er dem udenfor, der skal høre alt i lignelser, for at de ikke skal kunne forstå. Brugen af lignelsen i dagens tekst skal altså gør det svært for nogle at begribe hvad Jesus vil og hvem han er.

Det er ellers ikke den sædvanlige brug af lignelse, der jo netop skal tjene til at gøre sagen tydelig for enhver.  Hvorfor så det, her?

Der står jo: Til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se og ikke forstå
høre og høre men intet fatte,
for at de ikke skal vende om og få tilgivelse?

Det er det Markus lader Jesus sige. Det er nu ikke Jesu egne ord, men et citat fra profeten Esajas i det gamle testamente.Der er det endnu saftigere, for der står: Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte,

I skal se og se, men intet forstå. 
Og så kommer det bedste. Esajas siger:
Dæk dette folks hjerte med fedt.

Man kan se billedet for sig,  og det bliver særligt sigende i disse tider hvor den vestlige verden største sundheds problem er fedme. 
Hvor vil jeg hen med det, måske ikke længere end, at det var en association til Esajas og til det faktum som lignelsen i dag handler om, nemlig det at høre. 

Uanset hvor meget der tales om sund mad og levevis 
så er der altså en temmelig stor procent  der ikke ser og ikke hører og ikke forstår, uanset om der tales i eksempler eller på anden direkte måde. 
Og spørgsmålet er: kan de ikke, vil de ikke, må de ikke,fordi nogle skal gå fortabt?

I lignelsen tales der om forskellige slags korn: nogle falder i god muldjord, nogle falder på vejen, nogle på klipper, og nogle blandt tidsler.
Jesus forklarer selv betydningen af dette – så det behøver vi ikke at gøre så meget ud af, det er forståeligt nok, at vi skal være som kornet der sås i den gode jord, så vi kan vokse og blive til flere korn. Ikke i fysisk forstand men i åndelig forstand. i kristen forstand.

Men inden jeg siger mere om det , vil jeg komme lidt ind på hvad det var, der var vigtigt at vide. Jer er det givet at kende Gudsrigets hemmelighed, siger Jesus.

Gudsrigets hemmelighed. Gudsriget hvad er det. Hvad forstår vi ved det, når vi hører det? Gudsriget? Er det noget nu og her, eller er det noget der kommer engang, hvad tror vi?

Faktisk har evangelierne forskellige opfattelser af, hvad det betyder, men for Markus er det vigtigt at slå fast, at Guds rige er begyndt med Jesus, altså  er allerede  i blandt os, som et dynamisk og frelsende herredømme, der engang skal fuldendes ved Jesu genkomst.

Hemmeligheden, som der tales om, er en afsløret hemmelighed. Ordet er mysterion,  det samme der anvendes om opstandelsens hemmelighed. 

Det mærkelige er at  ordet hemmelighed af os bruges om noget der skal holdes skjult, hvorimod Guds hemmelighed er  afsløret, åbenbaret, vist helt tydeligt, sagt, udråbt. 
Den hemmelighed nemlig : at Jesus er Kristus, vejen til frelse.

Men nogle ser det ikke, hører det ikke, forstår det ikke,
Selv om det bliver skreget dem helt ind i hovedet og vist dem.

Det er hvad lignelsen om sædemanden  handler om: alle får tilbudt muligheden for at høre, se og tro, men af de forskellige grunde, som lignelsen selv anfører , vil nogle falde udenfor og disse nogle fatter intet, hører intet, ser intet. Deres hjerter er dækket med fedt, for nu at blive i Esajas' terminologi.

På denne måde er Jesu ord om, at dem udenfor ikke skal forstå, ikke et udsagn der lyder: nu taler jeg i kodesprog for dem der, de skal ikke være med her hos os, 
men det er i stedet en konstatering af, at der er to muligheder i denne verden, 2 veje:  1)at høre ,se og forstå i tro,
og  2) at høre og se og forstå uden tro.  Der er ingen mellemting, hvis vi skal tage Jesu lignelse for pålydende; der var reelt kun to  grupper, den der voksede, og den der ikke gjorde.

Uden tro giver talen om Guds rige ingen mening. Uden forståelsen af, at der med Jesus som Kristus indtræder en helt ny tilstand og en ny identitet for den troende,  lyder enhver tale om Guds rige som vrøvl og mærkeligt kodesprog.  Vi får så mange eksempler på dette nye liv, løftet ud af verden og dog i den, hos apostelen Paulus, og hos Jesus selv, når han taler om at den som er broder og søster og familie for ham er den, som gør Guds vilje.

Alle normale rammer og tilhørsforhold er altså sat ud af kraft i bevægelsen frem mod Guds rige, først er man discipel, og en del af en helt særlig familie, hvis opgave er at gøre Guds vilje på rejsen frem mod fuldendelsen, 
dernæst er man ægtemand, hustru, håndværker, lærer, 
bankassistent, badmintonspiller og bager.

Det er svært at høre, det er svært at forstå, fordi vi i høj grad lever den anden vej rundt. Vi tilpasser vores kristendom til vores liv, i stedet for at tilpasse vores liv til vores kristendom.

Vi glemmer at vores opgave er at gøre som dem i den gode jord, nemlig at vokse i troen og give tredive, tres og hundrede fold.  Ingen kan yde 30 60 og 100 fold hvis ikke 
erkendelsen af Gudsriges hemmelighed gives videre, hvis ikke den leves.
Hvis man beholder den for sig selv, forbliver den jo et enkelt kornaks, der visner uden at skabe nyt.

Gudsrigets hemmelighed er som de betroede talenter,
vi må investere vores tro i nogen og noget, så der kan blive mere…. Vi hader unhappy endings, så vi kan ikke klare, når det sigesl at ikke alle kommer med i Guds rige.

- ikke desto mindre er det hvad der fortælles os igen og igen.Og alligevel er der en trøst.

Gud sår jo ikke kun  én gang, han bliver ved med at sprede sin hemmelighed , ved med at udråbe sit tilbud om frelse, for at nogle kan se og høre og forstå.Så nogle kan nå med i den 11. time som vi jo også hørte det om arbejderne i vingården for et par søndage siden.

Men det er enten eller. Tro eller ikke tro.
For den som tror er det umuligt at forklare den ikke troende hvad tro er. for den ikke troende er det umuligt at forstå og fatte hvad tro er.

Det er hvad Esajas taler om, Det er hvad Jesus citerer.

Den, der har ører at høre med, skal høre.

 

Maria

Se, jeg er Herrens tjenerinde.

Som protestant har jeg aldrig beskæftiget med noget videre med Maria. Hun er Jesus' mor, og har dermed selvfølgelig en vigtig rolle i fortællingerne om ham. Sådan.  Alligevel har jeg med tiden opdaget, at der er noget jeg rigtigt gerne vil ligne Maria på. Ikke det at være særligt udvalgt til noget stort, men det at være lydhør og lydig år Gud kalder. At forlige mig med det liv og de opgaver jeg får tildelt af Gud, også selv om jeg ikke altid forstår hvorfor, eller måske synes at det er urimeligt. 
Tit kan man have en følelse af, at det der kræves af én er for meget, for svært, for skræmmende, ganske som når Maria må svare englen " hvordan skal det gå til".  Maria var forskrækket og forbavset, da englen kaldte hende udvalgt til store ting, men hun var lydhør og lydig. Hun stolede på Gud. 

Hver morgen ville jeg gerne gøre det samme, stole på at Gud kalder mig til at gøre gode ting hver dag, kalder mig til at føde nyt håb, ny tro, til at sprede kærlighed, bringe trofasthed og venskab til dem jeg omgås og til de nye mennesker jeg træffer. Kalder mig til at indgyde nyt livsmod i trætte sjæle på vegne af Gud, som har sendt mig. Lydhør og lydig. Som Maria var det.
Måske vil du ønske det samme som mig? Skal vi så ikke begynde i dag?

Godt Nytår

 


Salmen “den store mester” handler om en slags renselse.  Det er en god salme,
men egentlig står der at vi alle havner i den store gryde - smeltedigelen - og bliver lutret, renset,  til vor Herre ser sit eget spejlbillede i os. For vi er jo skabt i Guds billede - så vi må ligne ham på én eller anden måde. Og det er jo nok ikke på næsen - hverken den rigtige eller den af pap, vi måske havde på nytårsaften.

Hvad kan vi da ligne Gud på?  At vi gør gode gerninger? Nej, det er vist ikke lige det.
At vi omgås hinanden med kærlighed - måske er det heller ikke det. Hvad da. Jeg tror, at hvis vi ligner Gud, da er det i længselen efter det gode.  I håbet om at kærligheden sejrer over ondskab og død. I længselen røber vi den oprindelige forbindelse til det guddommelige, for i længselen tror vi, håb imod håb. I længselen når vi  forbi  al fornuft og tankevirksomhed og hengiver os til det uvisse og ukendte.  Og kalder på det. 

Nytårsnat er også en slags renselse. For da markerer vi et vendepunkt. Vore fødselsdage er vore egne personlige vendepunkter, men nytår er et fælles vendepunkt. Og ved vendepunkter er det sådan at der er flere veje at gå videre ad.  Man kan enten fortsætte som hidtil eller vælge en anden sti. Derfor er nytår også tiden hvor de fleste bestemmer sig til at holde op med at ryge,  eller at ville tabe sig, eller dyrke meget mere motion. Og før sådanne vendepunkter skal der holdes fest. Fest før renselsen for.vi er lidt bange for at slå os på nytåret. Vi forlader det gamle kendte år med vemod, og kaster al, frygt, forventning og alle kræfter ind i det nye.Og vi behøver det, for nytår minder os om alder og skrøbelighed, om at døden findes, og om at vi måske ikke gjorde det så godt i forhold til vores kære er til vore venner.

Nytår er så alvorligt at vi er nødt til at tage sjove hatte  og næser på, spise kransekage og lade champagnepropper, bomber, knallerter og raketter springe for at overdøve lyden af vort eget hjertes banken. Og med sådan en indledning på året, bilder vi os ind at vi også får indflydelse på hvordan det  kommer til at forløbe.

Og nytårsmorgen står vi op og konstaterer at det meste er uforandret, og at resterne af nattens knald har svinet haven til. Raketrester mellem våde blade ser  umådeligt sørgelige ud og det første vi hører i radioen er om de ulykker der skete i nattens løb.

Men så kommer vi i kirke. Byder nytåret velkommen , og får i tilgift et ord fra Guds søn.Han giver os en bøn. En bøn at udtrykke den længsel i, som viser at vi er skabt af Gud og har evigt fællesskab med ham.Og den bøn udtrykker netop karakteren af det fællesskab.  Jesus siger: I skal kalde Gud  Far, for som en kærlig far eller mor elsker sit barn, sådan elsker Gud hver eneste af jer. Med samme omsorg og med samme dybde. 

Gud er ingen fjern og straffende Gud, men nærværende som en far og en mor.
I er skabt i hans billede, og er hans børn til evig tid. Og ingen, ingen falder udenfor, uanset hvad mennesker måtte mene.

En bøn bryder tiden. Normalt når vi stiller et spørgsmål eller beder andre mennesker om noget, så vil vi straks have svar, eller resultat, ellers bliver vi usikre, eller vrede, eller opgiver det hele. I en bøn til Gud brydes tid og rum. Vi stiller os uden for den sædvanlige mulighed, vi henvender os til evigheden.

Der er umiddelbart intet svar på en bøn til Gud, men det er der alligevel. For i bønnen giver vi plads til at et særligt hulrum i sjælen bliver fyldt. Det hvor længselen har bolig. Vi er ikke længere kun et væsen af kød og blod men et med Gud beslægtet væsen, der kalder på det højeste. Som et barn på sin mor eller far. Kalder på beskyttelse og kærlighed, beder om at det hul hvor angsten har til huse, må fyldes af håb.

Vi vedkender os i bønnen at høre til, at høre til hos den Gud, der har skabt os. Og høre til den Herre, i hvis navn vi er døbt. Herskeren over tid og rum, over hverdag og nytår.Den Gud, som oftest tænkes som den ubønhørlige, almægtige og fjerne majestæt, gør Jesus til vor Far. En nærværende og alkærlig Gud, der ikke forhindrer smerte og lidelse, men går med os ind i den.

Ikke så vi undgår problemerne, døden og lidelsen, men så vi har kræfter og Gud-billedlighed i behold til at klare os i gennem med noget af glæden ved livet. Et evighedssekund er nok til at fylde et liv med håb. Og evighedssekunder gives os i bøn og lovsang, i kunst musik og kærlighed. Derfor skal I bede således. Vor Far du som er i himlene...

I himlen er det altid nytår - fordi Guds ord er lige nyt,stærkt og levende for det menneske der i sin længsel rammes af tro og håb.

Et liv i Guds hånd er i tiden men på en måde hævet over tiden - Derfor kan vi , med rynker, med tårer og med smil sige til hinanden 

Godt Nytår .

Lyset er tændt


Sorg er til glæde vendt, skriver Grundtvig i sin salme. Ligesom han i en af de andre
“Velkommen igen Guds engle små” slutter den med at sige: Lad julesorgen slukkes.

Hvad er det for en sorg. For vi frygter at vi ved  hvad han mener. 

Sorgen hænger sammen med en længsel efter at livet skal være anderledes end det er. Bedre, smukkere, sjovere  måske,  og i julen håber vi at længselen og sorgen  i det mindste dæmpes . Vi håber på forløsning og lys. Vi trænger til det.

Julesorgen kan også komme af at selve julen er blevet angrebet af  forbrugerpest -
katalogerne, reklamen og salgstallene bekræfter at med til julen hører penge -styrtende med penge.Nu er det nemt at afvise hele juleræset som useriøst og opskruet. 

Men man kunne også spørge, hvad det juleræs og forbrugsorgie er udtryk for.For måske ligger der et spørgsmål bag, nemlig: Hvad betyder jeg, og hvem betyder jeg noget for. Kan jeg købe meget betyder jeg noget. Og hvad jeg betyder for andre - og de for mig- det udtrykker netop gaverne.Vi bruger ting - og også mad - til at udtrykke følelser og tanker med. Det kan være, at det er den eneste måde vi udtrykker følelser på.Tid og samvær har vi sjældent tid til at give og derfor får tingene og forbruget så stor en plads. F.eks. betaler vi os fra dårlig samvittighed med gaver. Men også komplicerede dybe følelser, vi ikke kan sætte ord på, kan udtrykkes ved at give særlige gaver.

Forbrugerrræset kan således - ganske bagvendt- sætte os på sporet af det, vi spørger efter og tumler med.Men svare, så vi føler os tilfredse, det kan det ikke.

Mørket og ensomheden kan ikke i længden holdes på afstand.Kristendommen har et svar på hvad et menneske er -hvad det betyder- et svar som rummer nye spørgsmål.

Et menneske er også som et lys.Det er et svar vi kan brænde os på eller varme os ved - afhængigt af, hvordan vi møder det: et menneske er et lys.

På skabelsens morgen tændte Gud mennesket af jord med en gnist af evighed. Og sådan fødes hvert menneske. Det ved enhver, der har set ind i en nyfødts øjne. Hvert spædbarn virker på os, som om lyset kommer indefra, og det rører os på en måde, der tit kommer bag på os.Hver brænder med sit lys, med en flamme, der er forskellig fra andre.

Alligevel kan vi føle, at vort lys går ud, eller brænder sløvt. Berettiget eller ej.- og er følelsen der først, er det svært at blive tændt igen. Vi kan føle at vi hverken har en væge,der kan brænde, eller ilt til den ild, der var engang.Almindelige bekymringer - indbildte eller reelle - udsigterne for verden, eller ulykker, sygdom og tab kan sluke de lys vi er.Derfor må vi tændes igen hvert år. Derfor må julesorgen slukkes, så evighedsgnisten kan holdes i live.

Og det lys, vi skal tændes ved, det er ét man bedst ser i mørke. Det lys, der fødtes, da Gud tændte den døende verden med sin kærlighed.Da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Gud blander ilt med os, for at vort lys kan blive hans og hans vort, så vi kan tændes igen.Nu ved jeg ikke hvad I bedst tænder på - det er forskelligt fra menneske til menneske, men alligevel er der fælles træk, som næsten alle tænder på.Julemysteriet er sådan et. Helt enkelt og klart - og alligevel hemmelighedsfuldt, uophørligt underfuldt.Den disharmoni vi kan føle i hverdagen er ret tydelig i juleevangeliet. 

Der er englesang og guddommelig fødsel, men det finder sted i en stald med dyr og stank - mørke og forfølgelse truer, og vidner til det hele er forskrækkede lokale hyrder, der hverken ved ud eller ind..Hvis Jesus var blevet født på kongeslottet, sådan som vismændene først troede det,ville han ikke have kunnet lyse. Det gjorde han derimod hos sine fattige forældre, i deres og verdens svaghed. Hans svaghed blev hans styrke.

Hans svaghed kan blive vores styrke - den kan vi tænde vort lys på. For lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.Mørket kunne ikke opsluge Guds lys.Det er den vidunderlige hemmelighed der slukker julesorgen og vender klagen til glæde.I denne jul tændes der også lys. Måske i Betlehem - langt herfra- men især her - i dig og i mig.I hver af os og i den verden, som er så belastet og ødelagt, findes Guds Hemmeligheder.

Men at Kristus bliver født og lyset tændes igen, det kan vi måske ikke se i os selv, fordi vi ikke kan se os selv.Alligevel er det er sted vi kan se det: I det lys, der strømmer igennem et andet menneskes ansigt. Et andet menneske er også Guds verden. En del af det anderledes, Han vil møde os med.Så kan vi igen brænde - uden at brændes op. Lyse uden at blænde og også uden at slukke. Fordi det ikke er os, der har tændt lyset, kan vi heller ikke slukke det. Vi kan søge at skjule det.

Men lyser skinner i mørket, stjernen lyser endda.Det var ikke en nat som de andre. En særlig stjerne lyste, et englekor sang, noget af himmelens herlighed, som der er så meget af, flød over og dalede ned på jorden.Denne herlighed er der endnu . På jorden - hver dag.I novembers mørke og depression har vi svært ved at få øje på den, når det er mørkt udenfor, rammes vi af mismod . Men Julen kommer midt i dette mørke, som det lys der viser vej.

Det er sagt af en af de store teloger: Vi finder ikke Gud, ved at søge Ham.
Vi søger Gud, fordi han allerede har fundet os.Ja, vi er fundet - i vores svaghed og i vores styrke -  og han  tænder  igen med sit  evige lys  de lys som vi er for hans øjne.

Og vi så hans herlighed - fuld af nåde og sandhed.

Julemorgen er den stille fest - den stille vandring mod lyset -
På vore forklarede ansigter kan det ses at vi har været i Betlehem.

 

ADVENT

 

Det er advent.

Advent er kirkens nytår. Her begynder det nye kirkeår, forventningen bliver stærkere og stærkere, ét lys bliver til 2, til flere, vi nærmer os jul. Det er opfyldelsen af forventningen, for da kommer Gud selv til verden.

Når vi taler nyt år, så regner vi med at der skal ske noget nyt. Noget der er anderledes. Vi ved det fra nytårsaften, når det er kalendernytår, så er man noget spændt: hvad mon det nye år vil bringe- og nogle har nytårsforsætter.

De fleste danskere der er under 50 år ved ikke rigtigt hvad advent betyder. De synes bare at det er hyggeligt med en krans man kan tænde lys i, et ad gangen så flere og flere. 

Men sådan var advent ikke i gamle dage. Da var det virkelig en skæringsdag, nu skulle man gøre sig klar til julen, nu skulle man rigtigt forberede sig.

Derfor skulle advent også være en tid hvor man rensede ud, både i sin krop og i sin sjæl og hjerte. Så kunne man være helt frisk og ny til at tage imod Jesusbarnet, til Jul. 

I vore dage lægger vi næsten ikke mærke til advent mere, fordi vi er begyndt at fejre jul allerede fra 1. december. Vi vil ikke vente på noget.

Faktisk har de fleste så travlt med at styrte rundt i adventstiden og tiljuble alle de mange ting man kan købe, at de slet ikke mærker det sted indeni hjertet, der længes efter fred og ro. 

Man er nødt til at være stille og langsom, hvis man vil opdage hvad julen virkelig handler om. 

Gud er i det langsomme og stille. Vi kan ikke få øje på ham eller høre ham, hvis vi ikke renser ud i det overflødige, og bliver stille indeni.

Derfor gi´r jeg jer et nytårsforsæt. Prøv at få en stille og langsom advent. Der er hele 22 dage  at bruge af. Ventetiden på det, der er godt, kan være så dejlig.

Se lysene tage til et ad gangen her i den mørkeste tid, se at det jo netop er i mørke at man bedst ser lyset.

Se Guds store gave til os: En frelser der ikke kommer med pompt og pragt, med  larm og magt, men som kommer ganske stille, som et lille barn, og som siden hen 
rækker hænderne frem mod os, velsigner os og giver os fred.  Godt nytår.

 

Vend dig om!

21.s.e.trin 2.rk
Luk 13.1-9 

Jeg tænker at I ved hvad det vil sige at være ren?  I bader formentlig hver dag eller hveranden, eller i hvert fald et par gange om ugen. Og vi er omgivet af reklamer om sæbe og vaskemidler, vores tøj skal være rent og vi skal selv være rene 
I bibelen står der vældigt meget om rent og urent , og der er mange regler for håndvask i det gamle testamente, men det at være ren betyder noget andet. Og det er det, der er hovedsagen i teksten.
Ordet  ren blev faktisk overhovedet ikke nævnt, derimod hørte vi om blodblanding og om en vred Jesus der siger: Hvis I ikke ændrer jeres liv bli´r i også slået ihjel. Og så taler han om at fælde det figentræ, der ikke giver frugt.
Så hvad havde det lige med renhed at gøre. ALT faktisk. Fordi den renhed der forlanges af os er den indeni og ikke den udenpå. Vi skal være rene indeni, ikke kun udenpå.
at være ren indeni betyder at være til at stole på og regne med, det betyder at man gør sit bedste med alting og gør det bedste for andre når man kan. Det gælder i stort som småt. ingen halve sandheder, ingen springen over hvor gærdet er lavest.
Ordene: ”når alle de andre gør det så kan jeg vel også, eller hvorfor skal jeg noget som de andre ikke skal” duer heller ikke.
Altid må man gøre sit bedste. Prøve så godt man kan. Gøre sig umage med livet. Det er hvad Jesus siger: du må gøre dit bedste i alt, og navnlig være ren i hjertet. 
For ellers er du som et figentræ der ikke giver frugt, der bliver ikke noget ordentlig menneske ud af dig, som Gud kan bruge som sit kærlighedsredskab, hvis du snyder eller er ligeglad med hvad du gør mod andre og mod dig selv .
Vi ved hvor dårligt man har det når man har løjet, eller har brudt en aftale med nogen. Det kan være at man kan bilde sig ind at man er ligeglad, men dybt nede er man faktisk ikke tilfreds med sig selv. Og den skam man føler kan slå over i skamløshed så man taler endnu grimmere eller opfører sig endnu dårligere. Sådan er det faktisk blevet i vores tid hvor ufølsomhed, manglende empati og grim tale er blevet den nye ondskab.
Vi er tæt på slutningen af kirkeåret og det er altid barske stykker af evangeliet vi får her, for vi skal vågne op inden det bliver advent og jul. Vi skal renses indeni, Vi skal ændre vores liv, inden det render os over ende.
Dem Jesus talte til dengang var mere optaget af om folk var rene udenpå end indeni. Derfor syntes de at den omtalte blanding af blod var fuldstændig forfærdelig.
Og Så er det at Jesus siger, på en direkte og ikke særlig blid måde: Det er ikke det det handler om, venner, det er hvordan i handler over for Gud og mennesker.  Det er hvor gode I er ved hinanden, hvor omsorgsfulde I er overfor alle, 
Pænhed, sko og mad og tøj betyder ikke noget hvis I er urene indeni.
Det han egentlig siger til dem er: I har fat i den forkerte ende af livet. Og hvis I ikke ændrer jer, så går I glip af det vigtigste.
Hvis han havde talt direkte til os, ville han nok have brugt nogle andre eksempler end dem med blodblandingen og figentræet, han ville have brugt noget vi kendte mere til, men derfor gælder det han siger jo alligevel for os:
I har fat i den forkerte ende af livet, hvis I ikke er grundlæggende gode og til at stole på, for så går I ikke Guds veje, men ad helvede til. 
Og helvede er her ikke et bandeord, men et billede på mørket. I helvedes mørke er alt lys og alt håb ude.
Forud for det stykke af bibelen har Jesus lige sagt: Troede I at jeg var kommet for at skabe fred på jorden? Nej, jeg er snarere kommet for at skabe strid.
Og det lyder meget mærkeligt i vores ører, fordi vi altid – og særligt til jul -siger og synger om barnet der bringer fryd og fred.
Og her siger Jesus så : jeg er kommet for at skabe strid. Jeg er kommet for at ruste jer til oprør og kamp mod løgne og egoisme  og den renhed og pænhed, der kun er udvendig.
Så Jesus skaber strid ved at sige fra, sige fra når mennesker ikke er som de burde, når regler og penge bliver vigtigere end menneskeliv.  Derfor blev han også korsfæstet, fordi nogen hellere vil forblive i deres løgne og magelighed.
Jesus siger til os: Det vil være en strid for jer at være Kristne og følge mig. Det vil blive en hård kamp for jer at I holder fast i at være til at stole på, og ikke gør tingene dårligere end I kan, at I ikke bare siger : jeg gør bare ligesom alle andre, skidt med det. Skidt med ærlighed og menneskeværdighed, bare jeg har mit på det tørre. 
Det kræver styrke og mod at være kristen, der er måske bare ikke så mange der husker det. Heller ikke altid i kirken, Mange tager Jesus på som et stykke pænt tøj, og holder det rent, men tager ikke Jesus’ ord ind, helt ind i hjertet, med alt hvad det koster, af strid og tårer. Det har ikke ændret deres liv.
Mange er ikke blevet rene indeni af at få at vide, at vi har fået Jesus fordi Gud er en nådig og kærlig Gud. At Jesus er Vejen, Sandheden og Livet.
I den allersidste del af teksten hører vi at nåden trods alt skinner igennem: gartneren ønsker at give figentræet en chance til og får lov til det.
Jesus er den gartner, der giver os en chance til for at blive rene i hjertet. Han kommer med muligheden for at ændre livet. 
De hidtidige oversættelser bruger ordet omvendelse. 
Det har nogen misforstået til at det skulle dreje sig om at leve et liv uden hor og kortspil. Men nej, . Omvendelse betyder simpelthen at vende sig om, at vende den rigtige vej, så du ikke længere har ryggen til Gud, men vandrer mod lyset. 
Så grib chancen, Tag fat i den rigtige ende af livet. 
Vend dig om og tag imod Guds udstrakte hånd. For i dag er nådens tid.

Følg mig

17.s.e.trin 
Markus 2, 14-22

Teksten falder i tre forskellige dele, eller billeder om man vil. Jeg kalder det netop: billeder .

1
Det første billede kunne hedde: Levi, en almindelig mand.

Levi sidder ved sin toldbod og kræver skat op af dem, der vil ind i byen, eller ud af byen eller hvad de nu vil. Det er sikkert en ganske almindelig dag, tørt og støvet, og det sædvanlige mylder af folk og dyr, klip klop fra klovene, råb og vredesudbrud og latter fra mændene.Levis dage adskiller sig kun sjældent fra hinanden, ligesom vores, den daglige rutine, det der nu engang hører med, skal gøres. Så må man se hvor meget og hvor mange kræfter der bliver tilovers til det sjove og gode.

Idag kommer Jesus gående forbi, sammen med en flok andre mænd. Og han siger næsten ligesom henkastet til Levi: Følg mig. 

Han sagde ikke goddag Levi, sidder du der og keder dig, følg hellere med mig.
Han sagde heller ikke, du får Guld og grønne skove, penge og rigdom, lykke og dejlige kvinder. Ligesom han ikke sagde: Hvis ikke du gør som jeg siger , så…!

Han sagde Følg mig
Og Levi rejste sig og fulgte. 
Ikke noget med at gå hjem først. Måske havde han kone og børn. Skulle han ikke sige farvel til dem: og fortælle dem at han ville være borte et godt stykke tid. Underligt.
Han fulgte bare med. Hvorfor? Findes der noget der kan få en mand til det. Findes der en stemme der kan kalde på en måde så vi handler uden tøven. Følger  … ud i det uvisse?

Ja, der fandtes ens stemme, der findes en stemme. Guds. 

2
Det næste billede kunne have titlen: Sig mig hvem du omgås og jeg siger dig hvem du er.
Det er et udtryk vi bruger til at klassificere hinanden med. 

Farisæerne, der var datidens pæne og rigtige brugte det også. Der var visse slags man under ingen omstændigheder skulle beskæftige sig med.Og da slet ikke side til bords med. For det at sidde til bords sammen betyder fællesskab og ligeværdighed.

Der var de sociale tabere, og dem, der opførte sig lidt anderledes. Sådanne er så kedelige at have med til selskab- man ved jo aldrig hvad de finder på at stille sig an med.
Og der var dem der arbejdede i kedelige jobs, kedelige på den måde at folk som Farisæerne i hvert fald betakkede sig for at udføre dem,  -og der var dem der var syge og på den måde var udenfor . Og så var der dem der helt tydeligt selv havde valgt at være syndere, og skriften sagde at sådanne skulle man holde sig fra.

Sig mig hvem du omgås - og farisæerne omgikkes ikke syndere og udskud.

Men Jesus sad til bords i Levis hus - og havde bordfællesskab med b-holdet og c-holdet
De raske har ikke brug for læge, sagde Jesus til Farisæerne da de spurgte.

Var det nu Farisæerne, der var de raske og retfærdige og som altså ikke behøvede at blive helbredt eller frelst. Måske. Det kan også være at han sagde til dem: I er så opfyldt af jer selv og jeres egen selvretfærdighed ,at I aldrig vil fatte hvad  det er jeg siger og gør. 

For den som tror han er rask har jo ikke brug for læge,  
og den som allerede mener sig frelst ved egen hjælp har jo heller ikke brug for
Kristus. Den som er fyldt til randen af sig selv hører ikke Guds stemme.

3

Det tredje billede handler om ny vin på nye sække. Nye ord til nye ører. Nyt blod til nye hjerter.For man kan ikke forblive i den gamle sæk når man får den nye vin. Faste, der gør vi hver dag, når vi nøjes med så lidt. Når vi nøjes med at bare at være ligeglade i stedet for glade. Når vi nøjes med flimmer og forvirring, kører på discount  med nedskruet blus. Følelser er blevet til klicheer. Hvis vi har nogen følelser, hvis vi overhovedet tillader os selv at have nogen, der går længere ud end til kat og kæreste.Men er man til fest kan man ikke faste - så er det ikke sjovt at være med. Tænk at blive inviteret til fest og så sige nej tak til mad og vin.

I flere tusind år har Kristus inviteret sin kirke til fest. Den kommer, men den har undertiden glemt at gamle sække ikke kan holde til ny vin. Måske har de gamle sække endda givet vinen afsmag.Men kirken  lapper og lapper med regler og ritualer, den kæmper for at rumme den boblende  gærende vin fra Kristus  selv. Vinen som aldrig lader sig tage til indtægt eller begrænse af, hvad kirke og menighed finder på. Og som råber: Drik alle deraf. Alle, også Levi, ludere og lommetyve.

At være frelst er at vide om Kristus, at tro på ham.At være frelst er e at overgive sig fuldstændigt til Hans kærlighed og forlige sig med at man  aldrig kan indfange ham i bestemte rammer og fortolkninger. At vi aldrig kan reducere ham til det vi synes om.

Hans ord vil til enhver tid være større og mere og sprænge vore gamle sække med sin ny vin. Især når vi deler mennesker op i dem der duer og dem, der ikke duer.

Såvidt de tre billeder. 

At vælge den gode del


Martha og Maria

Luk.10, 38-42


 2 kvinder – Martha og Maria.

Stakkels Martha. Hun styrter rundt for at gøre et så godt som muligt. Sørger for at der er mad nok, at alle gæsterne får det de kan spise. Hun er en glimrende værtinde – hun har puklet hele dagen, for at alt skal være fint.Og  selv om hun elsker sin søster højt synes hun ikke at Maria er til megen hjælp. Hvorfor skal jeg lave det hele alene, siger storesøster, eller hvorfor er det mig der skal lave alt i huset og tænke på det hele, siger kvinden til manden i ægteskabet.

I historien bliver Martha  så irriteret at hun beder Jesus selv om at sige noget til Maria. For hun ved at Maria vil høre efter hvad han siger. Og så, ja så får hun ikke medhold.


I indledningen blev der sagt : en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Det er altså Marthas  historie der bliver fortalt i det følgende. Der er ingen tvivl om at Martha er en god og selv opofrende - og hun søger ikke bare sit eget eller sin egen fornøjelse-  Måske har nogle af jer haft en altopofrende mor eller slægtning, der uden at sige de ord lyser langt væk af: alt har jeg gjort for jer, hvad har I gjort for mig. Mor er skuffet.

Jesus siger til Martha: 
Martha tag ikke noget fra Maria, und dig selv at sætte dig ned. Vælg også du den gode del.Den gode del. Hvad er så det. I teksten er der ingen tvivl, det er at sætte sig og lytte til  Jesus. Vi ved egentlig godt hvad den gode del er. Vi ved også når vi burde vælge den.Alligevel er det svært.  Vi ved også at vi engang skal dø, og alligevel lever vi som om, vi ikke skal. 

Vi ved også at vi skal leve, som om vi lever, og så gør vi det ikke alligevel. Hvorfor mon.
Hvorfor er det at vi først opdager det, når det er for sent, og vi ligger i hospitalssengen og har fået at vide at vi har uhelbredelig cancer. Hvorfor er det først der vi stopper op og lytter til mesterens stemme og vores eget hjerte?

Lad os i dag forestille os at denne fortælling ikke handler om to kvinder. Lad os forestille os at den f.eks. handler om to sider inden i os selv, eller at den handler om  hverdag og søndag. Martha er hverdagene med skolegang, arbejde, matematik, henten børn i børnehave, madpakker, hvad skal vi ha til middag, aftenskolekursus, køren børn til håndbold, fodbold, badminton, gymnastik, møder, kurser, talent show, gameboy,  facebook, græsslåning, ……. pyh ha, 

Og Maria er søndag. Søndag er nemlig hviledag, selv om man ikke længere kan mærke det på den. Og hviledag betyder at unde sig selv fred, at tage det roligt, at mærke stilhed, huske at sige eller vise sine kære at man elsker dem, når man nu ikke nåede det de andre dage. Hviledag er at blive helt stille indeni for en tid. så man kan  tænke over livet og det som er vigtigt i livet. Mærke og føle. 
Hvor mange af jer gør det? 

Det er også derfor kirken holder gudstjeneste på det vi kalder hviledagen, for at huske at takke for at vi faktisk lever og har det godt, at bede for dem som ikke har det og  lytte til Jesus. Vi er modstykket til  den forvirrede travle verden der omgiver os, 
stedet hvor man kan vælge den gode del. At lytte til Guds stemme.Til Jesus. Hvad er det da Jesus fortæller. Måske at vi har fjernet os fra det væsentlige, når vi farer rundt for at finde hoved og hale på tilværelsen.

At vælge den gode del er måske at vide at man er skabt af Gud. 
Når man er skabt skylder man Gud livet, ikke sig selv.  Og man skal ikke længere magte hele verden. Det er en befrielse, og giver styrke til at klare det man skal klare.

At vælge den gode del. Det er når vi ind imellem tør stoppe op og smide alt det vi tror er betydningsfuldt fra os og da sætte os ved Jesu fødder og lytte til hans ord.

Vi kunne forledes til at tro at livet er i Tv, aviser, ugeblade på nettet. Men det er det ikke, det virkelige liv er på marken, i skoven,  i duften af sensommer, i håndtrykket og kysset. I menneskers kærlighed til hinanden. Når vi engang skal dø, da er det det vi vil huske. øjeblikkene af nærhed og kærlighed.

At vælge den gode del er at indse det - lige nu. Martha er god nok, ja mere end det, og det er vi også - men vi trænger tit til at blive mindet om kærligheden og glæden ved livet.At vælge den gode del.
 

 

 

 

 

Hvem er Han?

Matt.16, 13-26

Men I, hvem siger I, at Han er?

Spændende kunne det være at stille det spørgsmål til jer, som læser.
Sådan Direkte og uden omsvøb.Men at stille det spørgsmål og få et svar ligesom Peters ville forudsætte noget.Det ville betinge, at vi først fjernede to tusind års støv fra det kors og den kirke som vi mener at kende så godt. To tusind års støv og belægninger, der på det nærmeste har gjort det umuligt at få øje på Kristus nedenunder.Vel at mærke Kristus den levende Guds søn.

Hvad vi har er en sølle skikkelse på et kors - en stivnet, blodløs  og flad træfigur, som i lighed med julemanden bliver vækket til live ved særlige årlige begivenheder. Og vækket til en ganske bestemt form. En flink, næstekærlig  og alvorlig hippie med kjortel og sandaler, én som talte om at vende den anden kind til og selv gjorde det. Hygge Jesus.

Og hvad vi mere har , er en i sig selv ganske lidenskabsløs gudstjeneste, der fejrer ham, i ord og musik, men en fejring og tilbedelse, som i hvert fald til tider fuldstændig har tabt gnisten, fordi formen er blevet tungere og vigtigere end indholdet.

Søndagsgudstjenester er ikke ligefrem  til at juble og danse i - de er tilpasset det danske sind og væsen, som tilsyneladende nok har ører at høre med og lidt forsigtig stemme at synge med, men hverken lidenskab, krop eller lemmer.  Det er den stille indadvendte og helt personlige andagt, det handler om, hvis den ellers lykkes.

Alle disse lag af form og forventninger om, at sådan gør man nu engang, skal skrælles af, hvis vi skal nærme os  det afgørende i spørgsmålet  - Hvem siger, I, at Han er.

Men lad os gå lidt væk fra det farlige - og kikke lidt på hvad der sker i teksten
Der ermange temaer: Peters bekendelse, Peters fristelse og Jesu opfordring til at gå korsets vej. Alt  i meget få vers.

Vi har før set Peter i forskellige situationer, ikke alle lige smigrende. Han har udmærket sig ved alt andet end fasthed og troskab. Og dog har Jesus alligevel kaldt ham klippen og bygger sin kirke og menighed på ham.  Peter der fornægtede, da nødens timer kom, Peter der her i dag forsøger at tale Jesus imod - fordi denne for anden gang forudsiger sin snarlige død. 

Og dog er det Peter med alle sine mangler, der  i dette gudsbenådede øjeblik siger:
"Du er Kristus,den levende Guds søn” Ord der på den tid havde den betydning: I dig er mine og mit folks længsler opfyldt. I dig er Guds levende sitrende liv at se. Du er Kristus, verdens befrier. Ingen ved, hvad der får Peter til at indse dette netop her, men vi kunne kalde det en kærlighedserklæring - og Jesu svar er da også : På dig vil jeg bygge min kirke. Og så sker der  det for os uforståelige: at Jesus strengt forbyder sine disciple at sige til nogen at han er Kristus.

Måske er det ikke så mærkeligt endda, måske er det fordi Jesus i sit virke leder efter nogle der holder af ham, ikke efter vælgere eller kunder til en praksis som healer. For kærlighed kan ikke købes. Lige så lidt som vi kan købe Guds kærlighed kan Han købe vores hverken med  miraklers bestikkelse eller moralismens trusler. Derimod skænkes den os kvit og frit. Det er hele korsets gåde.

Det kan være svært for os at se igennem meningen med det forløb, der er i teksten, hvordan glimtet af sandheden svækkes af angsten og hvordan det igen ender med ordene: hvad hjælper  det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?

Måske kan vi forstå det, hvis vi overfører det på os selv.Mange af os  er forældre, vi kender til at elske vore børn uden grænser, synes vi. Der er intet der kan få os til at holde op med elske dem og støtte dem.

Men spørg den unge pige der ville giftes med en muslim, hvordan reaktionen var på det. Spørg hende om de kolde øjne, spørg hende om de tårevædede samtaler, spørg hende hvor mange gange forældrenes øjne lynede til hende: Hvor kan du gøre dette mod os.

Og spørg den unge fyr, der sprang ud som bøsse. Spørg hvor mange gange hans forældre talte om den rigtitge pige, spørg ham om hans ensomhed, fordi han blev lukket ude fra familiens fællesskab, spørg ham om alle de tåbelige bemærkninger han måtte finde sig i, fordi han havde fortalt dem sandheden.

Sandheden som de ville fortrænge som Peter gør det i dag, da han sætter Jesus i rette. Da han vil ændre på virkeligheden, fordi hans version af den er nemmere og passer bedre.

Grænsen for vores kærlighed viser sig hver gang vi bliver sat på prøve. Når der sker noget vi ikke synes om, når den pæne facade krakelerer. Når nogle af vore nærmeste går andre veje end vi havde tænkt os.

Da ville vi ofre deres sjæl for verdens skyld, fordi vores idealbillede af verden er så ensidigt og pænt, så enkelt og gennemsigtigt.

Men sandheden er alt andet end enkel. 
At erkende at ens sjæl er vigtigere end verden - at sjælen er vigtigere end anseeelse i verdens øjne er det største skridt et menneske kan tage -  Det er en erkendelse som Gud blev til menneske  for at vi for alvor kunne forstå.

En erkendelse som kun nås gennem modgang og lidelse. Der hvor vi ved at kærligheden og ikke de andres holdninger er det som bærer, gennem livet. Der vinder man sit eget ansigt. 
Det ansigt som Gud kysser på pande og øjne.

Jesus, som vi har gjort så ufarlig og fredelig, han var det som brugte hele sit liv på at vise vejen til livet, kampen mod magterne og fordommene , og de slog ham ihjel for det.

Men ingen kunne slå det ihjel som han sagde og gjorde, ingen kan slå Guds kærlighed ihjel.
Noget opstod og fyldte mere end før. Nu da det havde været gennem lidelse og død.
Sådan vindes livet, ved at man tør  gå gennem mørket. 

Vi kan slå vore kære ihjel sådan rent psykisk ved at nægte dem frihed og frimodighed til at vælge selv, til at være sig selv, vi kan lægge et tungt låg af overflade på deres skuldre så de ikke længe kan ånde og bevæge sig. Vi kan lukke øjnene for at deres liv ikke kan eller skal være som vi har tænkt os det. Vi kan lade ordene vi elsker dig følges af tiføjelsen: Men kun hvis du gør som vi synes om.

Det er også det, der sker idag for Peter, han erkender sin kærlighed, men lader den følge af et forsøg på at kontrollere forløbet, fordi han ikke kan lide Jesu ord om lidelse og død. Peter vil hellere have happy ending. Men Peter elskede trods alt - selv om han nok først til fulde forstod hvad det var han havde begivet sig ud i og levet for da han selv blev korsfæstet - med hovedet nedad. Døde som martyr i Kristi navn.

Og nu kommer så spørgsmålet igen til os:  Hvem siger I, at Han er. Er han for os Kristus, den levende Guds søn,  eller vil vi hellere beholde den milde bedrøvede døde udgave vi kender så godt, og hurtigt kan vende ryggen til.

For ufarlig det er Han ikke - Han er Guds levende kærlighed der kommer til os, 
den gnistrende  fejende dans der kan hvirvle støvet af ethvert hjerte - den bølgende glæde der kan bringe nyt håb til de tristeste øjne. Her er både krop og blod og et hjerte der banker. 

Han venter på, at vores afvisning skal blive til et rungende ja. 
Når vi engang forstår.

 

 

 

 

 

 

Fortabt?


Luk. 15, 11-32


Og nu skal alle more sig, more sig, more sig. Sådan synger vi i visen om Tornerose.
Efter trængsler kommer fest og glæde. Også i dag. Der blev fest. Sikkert en god fest, hvor de spiste og drak og morede sig til den lyse morgen. Der var ingen ende på glæden. 

Vi kan se det for os. Smilende festklædte mennesker, den hjemvendte søn med ring på fingeren, tegnet på den nye frihed.

Vi kan ane at  far og søn smiler til hinanden og skåler for en ny tid. Og ser vi rundt i rummene, ser vi kvinderne i familien, vennerne, tjenerne, der bringer sølvfade rundt,  en småsnakkende  surrende travlhed, måske  lidt musik i baggrunden, en scene der kun forstyrres fordi vi i vores mentale billede har en grå og utydelig skikkelse med i et  hjørne. Han ødelægger lidt feststemningen  for os, ved at stå derude - udenfor - og være en slags bebrejdelse.

Er der noget der kan ødelægge en fest mere end en gæst der ikke er i festhumør? - én som trækker sig hen i en krog og  udstråler en stemningder går helt på tværs af det som var meningen.

Samværet bliver ødelagt, de glade taler får en  hul klang, de muntre viser afsløres som lidt naive og overfladiske, altsammen fordi der er en enkelt indbudt som ikke ønsker at være der, og mener at have ret til at føle sådan.

Hvorfor blev han ikke helt væk. Nej, det kunne han vel næsten ikke tillade sig, det var jo hans nærmeste det handlede om. 

Og når man er opdraget pænt, så skal der l være en temmelig god grund til ikke at deltage. Man kan ikke bare sige, det gider jeg ikke, eller : jeg synes ikke der er grund til at feste.

Nej,når man ikke har en god grund til at lade være, kommer man da, og er tilskuer til festen. 

Ens bidrag til festen kan  så være at forsøge at komme i feststemning, eller man kan holde fast i at være på tværs og betragte festen fra en hjørneposition, og dermed lægge en ganske lille dæmper på det øvrige selskab.

Når vi gider at få øje på den triste skikkelse i hjørnet, er det måske han ligner os.
Vi har  nogle tanker om retfærdighed - og det er ikke retfærdighe, der sker fyldest i denne historie.

Han der henne i hjørnet er den pæne og pligtopfyldende fyr, opdraget til lydighed over for forældrene og til i alt at være en eksemplarisk søn. Pålideligheden selv, der aldrig ville skuffe familien ved at gøre vilde ting, han er urokkelig i sin forudsigelighed, pæn, ren og velfriseret. 

Og mest af alt: vi ved altid hvor vi har ham. Han er til at stole på, et godt eksempel på moral - den moral vi helst ser udtrykt i andre, for selv slækker vi gerne på idealbilledet. Hvor er han trist, denne ældste søn, ikke for det han er og han været, men på grund af alt det han ikke har været. 

Det er intet galt med pålidelighed og trofasthed, det er heller ikke det lignelsen siger, det som kommer frem er, at denne søn tilsyneladende har levet et pænt og stille liv mod sin vilje.

For havde han levet det, som han selv ønskede, ville der slet ikke nu være grund til at føle sig tilsidesat og forarget. Hvorfor skulle han dog det?

Når han føler sig trådt på af faderens glæde og lillebrors modtagelse så er det fordi han i årevis har troet at han glædede faderen ved at leve sådan, men egentlig var han ikke tilfreds.

Det er det der rammer mange af os så præcist: Vi lever ofte sådan som vi tror at andre vil have det,  og i sidste ende forventer vi en slags belønning for det offer.

Vi lader vore liv bestemme af, hvad vi tror andre tænker, og fordi vi godt inderst inde ved, at det ikke er helt rimeligt, så regner vi med en slags tak, eller at det i hvert fald ikke går alle de andre, der bare gav los,  bedre end det går os.

Og  jeg spørger, hvem i alverden skulle give os den tak eller belønning?

Da ikke Gud, som elsker os som vi er, ikke som vi er, når vi laver os om, og da heller ikke de mennesker vi søger at behage, for i deres øjne er vi  svage og selvudslettende, og det er lidt uspændende.

Næ, belønningen kan vi kikke i vejviseren efter, der er den nok heller ikke. Men vi kan give os selv en slags belønning ved at leve som de mennesker vi er, ved at tage og give de chancer der er.

Jeg siger t ikke, at nu skal vi efterligne lillebror, der soldede pengene op på spil og lette damer, og bryde alle normer og konventioner, lillebror begik  også store fejl og endte med at indse det og vende tilbage. Han måtte bare bryde op og rejse væk, for at finde ud af hvor han egentlig hørte til. Ofte kan man først se nære ting klart, når man er på afstand.Som en sang udtrykker det:" you can't caome back, if you don't go away"

Den yngste søn måtte afsted for at finde sig selv og han fandt ud af hvor han hørte til, med de omkostninger det medførte på både sjæl og legeme.

Festen er jo ikke bare fortsat i en uendelighed - nu skulle han til at stykke sine erfaringer sammen og bruge dem i tredje fase af sit liv - den fase som kaldes den voksne og ansvarlige, som mange mennesker næppe når, for den har intet med alder, men netop med erfaring at gøre.

Lignelsen om de fortabte sønner, for de er faktisk begge fortabte og begge fundne igen, bliver fortalt fordi vi skal høre om Guds grænseløse kærlighed til os. 

Men en sådan kærlighed stiller også krav til os. Præst og psykoterapeut Bent Falk sger det meget godt. Kærligheden har sin pris, og dog kan den hverkes købes eller sælges.Først og fremmest stilles det krav til os at vi skal være mennesker der forstår at lade lyset og mørket i os selv arbejde sammen.

Sønnerne i lignelser kunne være sider i os selv så vel som mennesketyper.
Det hele er vel i os. 
På den ene side udlængselen og vildskaben,det utæmmede, egoismen, hensynsløsheden, på den anden side pålideligheden roen, pænheden, moralen normerne, facaden.

Giver vi den yngste søn for meget plads kan vi ikke være gode medmennesker i et fællesskab, giver vi den ældste for meget plads kvæler vi andres glæde og vores egen ved selvretfærdighed, surhed og den evige venten på anerkendelse og belønning.

Kunsten i livet er at finde en balance -  for først i foreningen af disse livsmuligheder ser vi Gud i hans favnende kærlighed, indtil da har vi for travlt med at beskue vores egen navle.

Vi kan  godt digte videre på hvordan de tre, faderen og de to sønner , lever videre sammen efter festen, om de nu skal dele og så videre, men det er ret uinteressant, 

Uendeligt mere spændende er det, at Gud bryder igennem vores facader og masker og gør os til hele mennesker, giver os muligheden for at se grunden til at holde fest. Grunden til at juble over livet. Han har jo elsket os altid - derfor kalder han til fest, når fortabte vender hjem.

Og Han som fortæller lignelsen er beviset på den kærlighed, der gik så vidt, at den bad for sine bødler og overvandt døden. Og løftet lød til os: Jer er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Trinitatis

Trinitatis er et ord fra latin, der betyder treenighed eller trefoldighed. Måske kan nogen huske at Chr. Den IV’s skib dengang han mistede sit øje netop hed  trefoldigheden . 

Det var  en af de tidlige såkaldte kirkefædre  - en mand ved navn Tertullian- der fandt på ordet trinitatis omkring år 230, da han ville forsøge at forklare hvem Gud er. 
Vi siger jo at vi har én Gud og dog kalder vi kam ved tre navne, Fader, søn og Helligånd. Det forklarede Tertullian ved at Gud er ét væsen, men tre personer.  Måske kunne man tegne det som tre cirkler der griber ind i hinanden. De tre sider af Gud er forskellige og hører dog sammen i en fælles kraft.

Jeg plejer at sige til konfirmanderne, at det er ligesom man samtidig kan være både datter.søster og mor - og dog er et og samme væsen.

Den første cirkel - Faderen - er billedet på Gud som den der har skabt himmel og jord og som stadig skaber nyt. Den som vi kender bedst fra det gamle testamente. Den anden cirkel er Sønnen - Jesus - der kom til jorden og lærte os om det at være menneske i ansvar og kærlighed. Den tredje cirkel er Helligånden - den kraft der gør det muligt for os at tro og finde en vej til Gud. Og den kraft som vi døbes med.

Disse tre: Fader søn og Helligånd samles i en trefoldighed - Trinitatis. Tre personer - ét væsen.

Det stykke evangelium man har valgt til denne søndag er det vi kalder dåbsbefalingen; Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, døb dem i Faderens og sønnens og Helligåndens navn. I den treenige Guds navn.

Før vi blev protestanter her i Danmark - altså før Martin Luther  gjorde oprør mod den romerske kirke i de første årtier af 1500 tallet var alle gudstjenester på latin. Almindelige mennesker forstod ikke en brik  af det der foregik og det er meget sjovt at tænke på nogle af de trylleord vi bruger faktisk er en fordrejning af det som folk hørte ved altergangen. Hokus pokus siger vi - og det kan føres tilbage til ordene Hoc est corpus : dette er mit legeme.  Og Filiokus er lavet om fra filioque som betyder :og sønnen. 

Og når vi bruger det som trylleord, er det fordi man dengang  og stadig i den katolske kirke taler om en egentlig forvandling af brød og vin til legeme og blod. 

Og så kan jeg tilføje at gudstjenesten formentlig varede et par timer, at man sad i en hundekold og fugtig kirke, at liglugt sandsynligvis sivede op fra gulvet, og at der fra prædikestolen blev talt meget om dom , helvede og evig  fortabelse. 
Så man kan glæde jer over lidt bedre forhold i dag.

Når jeg bringer dette på bane er det fordi man  her i vor tid godt kunne have en mistanke om at tingene langt fra behøver at være på latin for ikke at blive forstået. Er det lige så uforståeligt når vi siger “genfødt ved Helligånden” eller “syndernes forladelse” eller bare ordet ånd eller nåde? Og skidt så måske med ordene - problemet er om begreberne  er blevet tømt for indhold.

Gør ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, Døb dem i Faderens, sønnens og Helligåndens navn. Er de ord som vi kender så godt andet end trylleord der hives frem ved dåben? Andet end et hyggeligt forspil til en familiefest.

Det som dåbsbefalingen kalder på er et Gudsforhold. - en dyb forståelse for eller rettere tro på at det at forholde sig til Guds løfter og krav til mennesket er fuldstændigt afgørende for éns liv og måde at leve det på.  Uden dette gensidige forhold - pagten som det kaldes - uden dette er mennesket rodløst og ensomt.

Vi skal ikke tro på Gud fordi han ellers nok kommer efter os og straffer os - et sådant billede af Gud  eksisterer mest hos mennesker der er bange for at leve. Nej vi skal tro og følge dåbsbefalingen fordi det ganske enkelt er vejen  til et godt og stærkt liv.

Sønnen kom til jorden for at vise os en kærlig Gud, en Gud som er med os alle dage, en Gud som i kærlighed sætter os fri til at give kærligheden videre.
En Gud som befrier og giver nyt mod.

Syndernes forladelse er ikke hokus pokus ord, men tilgivelse. 
Tilgivelse for alt det vi undlader at gøre, muligheden for at smide de tunge byrder af snyd og bedrag , af hårde ord og  skyldfølelse fra sig og begynde påny.

-Jeg har nogen gange hørt fra folk sige at vi i kirken nu er tilbøjelige til at tale for meget om Guds kærlighed og for lidt om fortabelsen. For begreberne hænger sammen.

De mente nok ikke at vi i stedet for kærighed og nåde skulle prædike død og dom , som i gamle dage- men at det kun giver mening at tale om Guds kærlighed, når man har været helt derude, hvor man ved at man behøver den. 

Trøst giver jo kun mening for den  der sørger,  og tilgivelse giver kun mening  for den som godt ved at han eller hun har svigtet. Kærlighed har den mest brug for, som føler sig forladt. Syndernes forladelse har kun mening for den der ved, at han er en synder .

For det der tales om her i kirken er ikke sødsuppe trylleord, som man er nødt til at holde ud i en times tid, for så at fortsætte til det egentlige.
Nej, Her skulle ske den indre fred - den sjælens andagt - som man har brug for  for at klare tilværelsen.

Vi der bruger kirken mere end få gange i livet er her af en ganske bestemt grund. Vi har nemlig indset at vi ikke helt selv kan eller  skal  finde ud af livet men kan hente hjælp hos Gud. Ingen kommer der for at blive set eller være speciel, men for at hente styrke i de ord som lyder til os - talen om Fader, søn og Helligånd er livsgrundlag, livstydning.

Det gør ingen pænere og fredeligere end andre, men det giver mening i en travl forvirret og til tider grusom tilværelse, som verden nu byder på.

Vi får at vide her, at vi hver især er betydningsfulde, fordi vi er Guds og døbt i hans navn, og har den opgave at leve et liv i Kristus. En brik i Guds store mønster.

Her bliver vi mindet om at livet er større og kan være meget mere smukt og værdigt end det som det ellers ser ud til. For Gud er der ingen fortabte, ingen uglesete, ingen der ikke er gode nok. Ingen der ikke kan bruges. Han elsker os som sine børn, og børn forlanger man noget af, ellers går de til grunde.

Kristnes opgave er at føre en spejling af Guds kærlighed ud til medmennesker, så også vi kan give hinanden betydning  og værdighed og ikke det modsatte.

Kun taget som et krav til os selv, til dig og mig, bliver dåbsbefalingen mere end ord, mere end tradition, mere end trylleord og latin. Den bliver vejen til helhedens cirkler - treenighed, trinitatis.

Kristne er ikke døbt til frygt og ligegyldighed -  det fører kun til hjertets fortabelse.
Kristne er døbt til mod og og handlekraft - det er det der hedder genfødt ved Helligånden. Kristne er døbt til omsorg for medmennesket, når det er i nød. Sådan lever vi efter Jesu ord. 

Gud elskede os først, derfor kan vi gå ud i verden, og gøre som han har sagt os. 

5. søndag efter påske


Johs, 7,37-44

På den sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: Den der tørster, skal komme til mig og drikke.- står der i den teksten.Med den sidste menes der den sidste helligdag i den bestemte højtid der kaldtes Løvhyttefesten, en slags vinhøstfest, der også havde karakter af nytårsfejring. Det kender vi lidt til, beruselse og champagne, fest og farver.

Hvad er det Jesus stiller sig op og siger? Ja, i evangeliet til idag siger han: Den, der tørster, skal komme til mig og drikke, den som tror på mig, fra ham skal der rinde strømme af levende vand.

Det er meget besynderligt for vore ører at høre -  men det han siger er faktisk: Jeg er den som giver nyt liv, det som jeg siger og gør, skal mennesker leve af. For mennesket lever ikke af mad alene, af materialisme,-  menneskets sjæl og ånd skal også have føde. Det er mig og mine ord der lindrer længselens og drømmenes tørst.

Nogle af tilskuerne dengang lod sig rive med. Han er en stor profet, sagde de, en betydningsfuld mand, Han er Kristus sagde andre og mente derved at han var verdens frelser. Kristus er nemlig ikke Jesus' efternavn, men betyder den udvalgte.

Og så var der nogen der tvivlede. Ham der, nej han kommer jo fra det forkerte sted, og andre igen sagde. Manden er fuldstændig gal, Han narrer folk, han er farlig.

Så er der os - hvad og hvem siger vi Han er.  Vores tidsregning er indrettet efter hans fødsel, i mere end tusind år, har vores historiske og kulturelle baggrund været gennemsyret af kristendom - selv det vi kalder humanisme, bygger på kristne grundtanker og menneskesyn.Vores helligdage og traditioner er indrettet efter Ham.  Vi er nemlig blevet så kristne af navn at vi helt har glemt Kristus selv, eller vi har reduceret ham til en slags hippefyr med sandaler  eller en sølle lidende figur på et kors. Og hvem kan bruge det til noget?

Men de havde ret dengang, dem, der mente at han var farlig. Eller rettere, det han sagde var farligt. Kristendom handler nemlig om en helt bestemt måde at være menneske på.Hvis man spurgte nogen på gaden, hvad kristendom handler om, ville mange nok svare næstekærlighed - at være god mod medmennesket.

Og det er jo rigtigt. Men kristendom er ikke kun et princip om at man skal være god mod andre, for det synes vi da vel allesammen, er en god idé. Kristendom handler om at være god mod andre, at respektere andres menneskers grundlæggende ret til at være  som de er. Kristendom er de konkrete handlinger i hverdagen, der gør næstekærligheden til andet og mere end en god idé. Så det vi forpligter os på som kristne  er  i bund og grund at være gode og ordentlige mennesker, der ikke går på kompromis eller slækker på næstekærligheden, når andres nød kommer tæt på. 

Det mest almindelige billede af den danske folkekirke er, at den er en vattet gammeldags forestilling med verdensfjerne præster, der taler et ofte uforståeligt sprog, og som i øvrigt ikke laver meget andet end at vente på, at der skal komme folk i kirken.

Men hvis det billede også skulle findes hos jer, så smid det ud. Så gammeldags og udlevet er kirken ikke - dens budskab er ikke mindre påtrængende end for 2000 år siden. Og i den tid vi lever i, er der mere end nogensinde brug for at vi fastholdes i et kristent ansvar over for jorden og for hinanden.

Måske har kirken ikke forandret os så meget i det ydre, men det er fordi rødderne går langt bagud - når vi sidder i en kirke der ofte er mere end 700 år gammel, så skal murene vidne om alt det, der er sket, om glæder og sorger, om tro, håb og kærlighed. 

Fortid nutid og fremtid mødes her - og her tør vi tale om det, som har med det dybeste hjertesprog at gøre.Her tør vi sige og råbe: han er Kristus. Den der tror, fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand. I dåben blev vi døbt til at høre til - døbt i livgivende vand til at være Guds børn. Og at uanset hvilke veje vi går, da går Gud ved siden af os i  de gode øjeblikke og bærer os i de onde og triste. Vi er ganske enkelt aldrig ladt stikken.

Samtidig får vi at vide. Du skal elske dit medmenneske som dig selv. Når du holder af dig selv og accepterer dig selv kan du også give venskab og kærlighed videre til andre.
Der er en mening med at vi er til. Og derfor har vi også et ansvar. Det farlige består i at føre det ud i livet. Overalt vil der være nogen der fortæller os, at det skal vi ikke tage så nøje, vi skal bare snyde og bedrage og tænke på os selv. Det gør alle andre. På den måde reduceres Kristus igen til en sølle korsfigur med sørgelige øjne.

Men det er ikke ham, der bliver snydt  - det os, der må lide når egoismen vinder og alt i verden kun handler om at rage til sig på andres bekostning. 

Hans ord kan vi aldrig gøre små -  Strømme af levende vand kan nå meget langt omkring. I tro på ham kan vi også være strømme, der vander en træt og visnende verden. Han levede, som han talte, - vi kan forsøge  - med Hans hjælp og velsignelse.

 

Hyrden og fårene

2. s.e.påske
 

 Johs 10, 11-16 samt ,22-30

Når vi hører om hyrder og grønne enge, danner  vi billeder inde i hovedet. En dejlig græsklædt eng,Små hoppende lam, fårene der ligger lidt mere dvaske og tygger, og så hyrden, der sidder på en træstub og ser ud over det hele. Sådan lidt a la Ole sad på en knold og sang. Der er fred og idyl og ikke meget drama i det. 

Det er først når ulven kommer, at der bliver uro og livsfare.
Så styrter alle forvildede rundt, mens lam efter lam bliver taget og ædt.

Når vi hører om Jesus,  tænker vi nok også  mest på , at han bare holder sine taler  for   fredelige og dannede tilhørere, som sidder og lytter pænt ligesom I gør nu,  men sådan var det for det meste nok ikke. Han var i livsfare hver gang han talte, fordi han provokerede dem, der havde magten. 

Han irriterede dem og ærgrede dem, og de havde gerne set ham død for længe siden, hvis de havde haft en god grund eller havde turdet for den mængde, der fulgte ham.

De stillede ham altid indviklede spørgsmål for at fange ham i en fælde, I kan måske  huske eksemplet med mønten og kejserens billede.  
Det var sådan at lige meget om han svarede ja eller nej, så kunne de anklage ham for enten gudsbespottelse eller forræderi. Men han undslap deres fælder hver gang. Og de bliver  rasende - og går så langt som til at tage sten op i hånden…

 I begyndelsen af kapitlet har Jesus sagt om sig selv: Jeg er den gode hyrde, Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.

Det med en hyrde og hans får var et yndet eksempel i datiden - klart nok, beduinerne havde kameler og får, og selv kulturlandet havde kvægavl. Og det var nødvendigt at beskytte dyrene i bjergegnene - både mod vilde dyr og mod at blive væk.

Èn af de mest elskede lignelser fortæller jo netop også om hyrden , der har hundrede får og det ene bliver væk - så forlader han de 99   og går ud for at hente det ene lille bortkomne får.

Således bliver hyrdebilledet et billede på forholdet mellem Gud og hans folk, og derfor bruger Jesus det. Jeg er den gode hyrde, som sætter livet til for fårene.. Jeg er den, der går hele vejen for at finde det fortabte, og bringe det tilbage.

Mens hans tale provokerer tilhørerne. Mange af dem sagde: han er gal.  Mens andre sagde : kan en vanvittig da åbne blindes øjne,  for nogle  havde set ham helbrede blinde, døve og lamme.

Og det som synes vanvittigt har en stærkt dragende virkning. De blev jo ved med at komme til ham og stille spørgsmål. Og siger så idag: Hvor længe vil du holde os hen, hvis du er Kristus så sig os det ligeud.

Havde Jesus svaret nej, det er jeg ikke, så havde de hånet ham og råbt, sikke en bedrager og idiot, ham skal I ikke længere høre på.Og havde han svaret ja, det er jeg, så havde de stenet ham på stedet for at spotte Gud, for hvem må kalde sig selv Guds søn.Der var også nogen der spurgte af en anden grund. De ville bare gerne vide det. 

Jesus svarer jøderne ved at henvise til sit eget liv og det han har gjort. Han har talt, helbredt syge og gjort undere, alt sammen i Guds navn, hvert eneste ord - hver eneste handling har vidnet om hvem han var. De fleste af dem havde selv hørt det og set det og alligevel er de i tvivl. For de tør ikke tro. Men Gud kan ikke vides, Kristus kan ikke vides, den levende kærlighed kan ikke vides.

Jesus er den gode hyrde, som siger til dem dengang og til os nu: jeg har svaret på jeres spørgsmål: Hver gang der kom et ord fra mig ,gav jeg dig svar og havde du lyttet til min røst, da havde troen sejret og tvivlen var flygtet fra dit hjerte. 

Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.

Måske hænger tvivlen, angsten for at tro, sammen med angsten for det gode. For nogle mennesker er bange for det gode. De ved ikke hvad de skal stille op med det;
 
det sure og negative og besværlige, det onde og sørgelige, det kan vi forholde os til, men det gode, det er sværere. Det er også uendeligt meget lettere at tegne djævelen i mindste detalje, end det er at tegne Gud, hvis man ellers bli´r sat på den opgave. 

Det gode er lidt uhåndterligt, ros er sværere at tage imod end skældud.  Måske er det angsten for skuffelse der holder os tilbage, angsten for at det gode kun er ulven i forklædning.  

Sjovt nok er det sådan at i enhver kultur der rummer et gudsbegreb, da har alle et gudsbillede, selv den der erklærer sig som ateist.  Men hvordan Gud ser ud og er i menneskers bevidsthed hænger meget sammen med menneskets egen psykiske udvikling og livserfaring.

Luthers spørgsmål og troskamp ”hvordan finder jeg en nådig Gud” har mange  indfaldsvinkler, men måske er en af dem også angsten for at tro på det gode, den Gode, for det betyder at give slip på  straf, skyld og skam. Og det kan være lettere at forholde sig skyld og straf end til  tilgivelse.

Jeg er den gode hyrde. Sådan siger den, der bærer kilden til evigt liv.
Mine får hører min røst.


Den der vil være hans får skal være et ordentligt menneske. Og med ordentligt sigter jeg ikke på penge eller pænhed, men på hvordan man omgås sine medmennesker.Den, der hører hyrdens røst, prøver ikke på at lave andre om, prøver ikke at ville bestemme over nogen, men opgiver egoisme og snæversyn .

Den der altid kun lige vil høre det der passer ham selv,, hører ikke hyrdens stemme men kun sin egen -  og det kommer der hverken vished eller tro, eller kærlighed ud af..

Hyrdens  får lader ikke bare stå til, de opgiver ikke at lave om på verden, når verden bliver sådan at de svageste lades i stikken, og penge styrer alt. 

Kendetegnet på hans får er, at de er at finde, hvor nogen lider nød, hvor nogen er kede af det, hvor nogen er bange. Det er ikke altid de rareste steder at være.

Jesus selv trådte heller ikke de fredeligste stier, han var at finde midt i det mest lurvede, midt i skidtet, ude hvor ingen andre havde mod til at være, og han gik for at hente det fortabte får tilbage.

Århundreder har gjort Jesus og hans forkyndelse til glansbilleder og papfigurer for  barnlige sjæle. Intet er mere forkert. 

For det der kræves at hyrdens får er intet mindre end at kæmpe for at opretholde menneskeværdighed - hvert enkelt menneskes uerstattelige værdi.

Og menneske værdighed har trange kår i vores tid. Det er nemmere at samle sten op og true med at stene dem, der  råber op om det, end det er at gøre noget ved det. Og dog har vi ansvaret for det, hver eneste af os. 

Men Hans får hører hans røst. Den er endnu ikke forsvundet i  bunken af galskabens sten. 
Og tro er vækstbund for nyt liv. Fårene tør håbe på det ,de tror på. Og de hører den gode hyrdes ord, Menneskebarn,jeg elsker dig.

Ulven, det er griskhed, og pengemagt, det er markedsmekanismer, og sjælelig tomhed.  Måske kan man købe billigt i Netto og overvinde den daglige sult på MacDonalds.

Men selve livet finder kun den der sulter og tørster efter mere… den som tør tro

Det gode, den gode, er ikke et ufarligt glansbillede. 
Han er Vejen, Sandheden og Livet.Verdens lys.

 

Skærtorsdag 2018


Peter
Nogle gange er det svært at skelne mellem begyndelse og ende, afslutninger på noget gør ikke altid ondt og at begynde forfra eller indlede noget nyt føles ikke altid godt..
men at turde give slip kan bringe fred og vender dit blik mod fremtiden..
Jeg vil sige noget om Peter. Han har en særlig rolle skærtorsdag aften.
Peter er et menneske med mange begyndelser og ender. Han er den der nok ligner os mest. Fuld af gode intentioner, og tror jeg, overbevist om, at han da aldrig vil svigte sin Herre. 
Men Peter er et menneske som os. Vi ved ikke hvad vi magter når det virkelig er alvor. Hvis vi er i en faretruende situation og overrumplende bliver spurgt: er du en af Hans disciple, er du kristen, hvad svarer vi da…
Peter havde været fisker. Livet havde været forudsigeligt indtil den dag Jesus havde kaldt på ham og hans bror. Kom med mig, havde han sagt, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.
Og de var fulgt med ham. Havde Peter en familie? Vi ved det ikke, men det er sandsynligt. Han forlod altså sin familie. 
Det var farvel til det kendte og goddag til en ny begyndelse. Et liv han intet kunne ane om, uforudsigeligt, fra dag et og til i dag Skærtorsdag. 
3 mærkelige år. 13 mænd , men én mission.
Peter havde forstået meget og han havde misforstået meget, 
ind imellem vidst han hverken ud eller ind, og han vovede et par gange at gå i rette med Jesus. Det gik nu aldrig så godt.
Han var hyppigt blevet bange når bølgerne gik for højt, som de gjorde dengang på Søen, da Jesus kom vandrende hen over vandet. Peter havde taget nogle få skridt ud på vandet på Herrens opfordring, men så var han blevet bange. Angst for sit liv. Og så sank han i.
Ånden er parat, men kroppen er skrøbelig, og i kroppen sidder angsten. Angst får os til at flygte fra alle vores idealer og knuser heroiske selvbilleder. I angst bliver vi så små som vi overhovedet kan være. Illusionen ender når virkeligheden sætter ind.
Peter var en af de særligt udvalgte, ja Jesus havde sagt til ham: ”Dit navn betyder klippe, du er den klippe jeg vil bygge min kirke på, den kan dødsriget ikke få magt over”.
Nej, men dødsangst kan få magt over enhver, hvis ikke vi holder fast. Og vi ville gerne på forhånd vide noget om hvad der venter os, og hvad belønningen er for at tjene og følge. Peter havde spurgt Jesus: Vi har forladt alt og sluttet os til dig. Hvordan kommer det til at gå os?
Skærtorsdag aften kender Peter en del af svaret. Jesus har netop fortalt disciplene om det der venter. Tilfangetagelse og død. Enden er nær.
Peters reaktion var stærk: Jeg vil aldrig svigte dig, om så alle andre gør det, jeg vil gå i døden for dig.  For sådan havde Peter tænkt sig, det kunne ende. 
Vi kender Jesus’ svar: Før hanen galer i morgen tidlig har du 3 gange benægtet at du kender mig.
Peter blev rystet og bange. Både for det der skal skulle ske og hans egen rolle i det. Han skulle komme til at græde bitterligt. 
Alt det han troede om sig selv skal bryde sammen. Klippen skal blive til en sandbunke. 
Det var ikke sådan det skulle ende,  eller var det?

Angst og skam, det har vi til fælles med Peter. Når ånd og krop går hver sin vej,   og det vi forventer om os selv ikke slår til og vores tro ikke kan bære os. 
Da ender noget for alvor. Og endnu kender vi ikke den nye begyndelse… 

Palmesøndag 2018

 
Johs. 12, 1-20
 
Måske er det ikke alle der ved det, men den uge som vi er på vej ind i kaldes ”Den stille uge”.  Den stille uge!  Ro er dejligt. Men vi glemmer tit at give os selv og hinanden ro. Tænk bare på alle de planer vi lægger for påskeferien. Så skal vi det, og det… og det… og det og til sidst så skal vi….
Vores religiøse fester kaldes også for højtider. Påsken er vores største højtid. Højtid er høj tid! … højtid er som at gå højt op på et bjerg, det går langsomt opad, og når man er nået op har man udsyn hele vejen rundt,  og man må tage en pause og nyde udsigten og lidt fred og ro. Her på toppen kan man  sætte sig  lidt og .. ja, hvad? Vi kan fx mindes dem vi har elsket engang.  
Ligesom når vi har gået tur på kirkegården. Den er nemlig også et sted med fred og ro. Vi kan også bruge roen og højtiden til at tænke over vores eget liv. Standse op og være stille
et øjeblik. Reflektere… Er vores liv som de skulle være. 
Og hører vi at Gud kalder på os?
 
Palmesøndag er en mærkelig dag, der er mange der jubler, men der er sandelig også mange der ikke gør det.Vi hører at Jesus er hos Lazarus og hans søstre Martha og Maria, de laver festmåltid for ham. 
 
Lazarus det var ham Jesus havde gjort levende igen efter at han var død, og ligesom i den anden fortælling og Martha og Maria, vækker Maria forargelse med sin handling, og Jesus må tage hende i forsvar.
Det ligner såmænd en familiefest hos os selv. og ligesom alle gode venne- og familiesammenhænge er der også en tørvetriller med. èn af dem, der kun er, hvis han bedrager, snyder eller kritiserer. Langt de fleste familier har sådan en der altid finder noget at kritisere. En som minder om Judas.
 
Men Jesus bliver salvet, som man gjorde det med konger. Derfor hedder han også Kristus, hvilket betyder den salvede.Salvet til sin begravelse siger han selv , for vi aner her at noget ondt er på færde. Det lurer lige om hjørnet. 
Og han rider ind i Jerusalem på et æsel og bliver hyldet som konge. Hosianna, Velsignet være han som kommer, i Herrens navn. Sådan lyder råbet.
Nu er han blevet farlig for magthaverne. for nu er han i centrum
af byen. Tæt på det helligste, templet, tæt på magtens hovedsæde.
Det gik da han bare var ude i småbyerne, der var jo ikke så mange mennesker, men det er der her; en stor skare der følger ham, nogle gør det fordi de kender ham og har hørt ham, andre fordi de har hørt og set Lazarus. Ham som Jesus gjorde levende igen.
De jødiske myndigheder er langt fra begejstrede. Hvad kan det dog ikke blive til. Hvad hvis nu folkemængden gør oprør og vil gøre Jesus til konge ….
Folket er begejstrede og jubler, magthaverne står og skuler med 
onde blikke, vi må af med ham, de render jo efter ham alle sammen.
Det er scenen, at lige bag ved hurraråbene, hosianna, der lyder de ondes, de misundeliges knurren.
Og de besluttede sig samtidig for at slå Lazarus ihjel,  fordi 
mange var kommet til tro på grund af Lazarus. Og Jesus, ja han skulle ganske enkelt ryddes af vejen. Det blev med Judas´hjælp.
 
Påskeugen er virkelig de store dybe menneskelige følelsers uge. Vi kommer igennem det hele, forventning, skuffelse, forræderi, død, sorg, og endelig glæde og befrielse.
Det er ikke bare Jesu historie vi hører her, det er vores egen.
Det er vort eget livs historie, der udrulles. Også vi bevæger os gennem livet med skiftevis forventning, skuffelse, sorg og glæde. 
Vi bilder os ind at vi i hvert fald ikke vil være som Judas. Han blev jo i høj grad ramt af skuffelse, da Jesus viste sig ikke at ville handle som Judas ønskede det.  Og hans dybe skuffelse fik ham til at forråde den der nok  var tættest på,  og som kendte ham og gennemskuede ham.
Også vi når vi bliver skuffede, lader vi det ofte gå ud over vores nærmeste. Når livet ikke lever op til vores forventninger, da retter vi skytset et sted hen, mod den som ser svag ud. Vi finder en syndebuk. Og det gjorde Jesus jo, så svag ud. Hans fremtoning var ikke som prinsen på den hvide hest. Men en beskeden mand på et æsel.
Og hvis vi ikke vil vedkende os vores egen Judas, så vil vi måske vedkende os Peter i os selv . Han som sagde at han ville være trofast og gå i døden for Jesus, og som ganske få timer senere 3 gange benægtede overhovedet at kende ham.
Hvordan vil vi reagere hvis det samme krævedes af os. At vii en truet situation skulle bekende eller benægte at vi kendte …. vores venner, familie, Jesus.
 
Til at være menneske hører at blive skuffet. skuffet over livet, skuffet over sig selv. Mine venner var alligevel ikke venner, viste det sig,  og jeg var slet ikke så stor og god som jeg selv troede.  
Og lige der står man i grunden for foden af korset på Golgata.
Eller spændt ud  på korset ved siden af Jesus som de to røvere.
De to røvere der valgte hver sin måde at reagere på.
Helt derude på overdrevet er der to muligheder. Man kan vrænge af livet, håne det, håne Gud og håne andre, indkapsle sig i skuffelse og onde følelser,
eller man kan vælge den anden vej,  man kan erkende i skuffelsen, 
blive stærkere i den, overgive sig til livet og opgive at styre alt selv.
Og sige til Jesus: Tag mig med i dit rige.
 
Tror nogen at påskens beretning handler om noget der ligger uden for os, som en god historie, da tager I fejl. det er selveste livet der kæmper med døden. 
 
Ordet Påske betyder : døden går forbi. Som den gjorde dengang da israelitterne smurte blod fra lammet på dørstolpen. Men den gik kun forbi den, der ville høre.
Der var jo rigeligt af gråd og tænders gnidsel blandt de ægyptiske familier der den nat mistede deres førstefødte dreng.
I Jerusalem i den påske som vi fejrer, var der også nogen der ville 
høre og nogen der ikke ville høre.
De sidste lukkede ganske ører og øjne for livet og  tog beslutningen om at slå ham ihjel.
De havde mange gode grunde, blandt dem var angst, skuffelse, vrede, misundelse, løgnagtighed, magtbegær, selvhævdelse, 
I dag palmesøndag må de dog beherske sig, der er for mange onkring Jesus , der gerne vil høre, og gerne vil se. Mange som har fået tændt et nyt håb.
I de næste par dage deler mængden sig. i to. ganske som de to røvere.
 
Man må vælge side i tilværelsen. Når Guds historie spejles i vores liv, må vi også selv gøre op. Hvor er jeg at finde palmesøndag.
Og endnu vigtigere, hvor er jeg skærtorsdag aften og langfredag morgen?
Hvordan klarer jeg at livet  trues? At mit liv måske går i stykker.
Tør jeg sætte alt mit håb til ham, der går vejen foran mig, gennem skuffelse, sorg og død.
Kan jeg nå til befrielse.Den stille uge er begyndt. Det er højtid. Fald til ro, tænk, og tro.
 

Maria Bebudelse

18.marts 2018

 

"Se, jeg er Herrens tjenerinde".

Det er Maria bebudelsesdag. Som protestant har jeg aldrig beskæftiget med noget videre med Maria. Hun er Jesus' mor, og har dermed selvfølgelig en vigtig rolle i fortællingerne om ham. Sådan.  Alligevel har jeg med tiden opdaget, at der er noget jeg rigtigt gerne vil ligne Maria på. Ikke det at være særligt udvalgt til noget stort, men det at være lydhør og lydig år Gud kalder. At forlige mig med det liv og de opgaver jeg får tildelt af Gud, også selv om jeg ikke altid forstår hvorfor, eller måske synes at det er urimeligt. 
Tit kan man have en følelse af, at det der kræves af én er for meget, for svært, for skræmmende, ganske som når Maria må svare englen " hvordan skal det gå til".  Maria var forskrækket og forbavset, da englen kaldte hende udvalgt til store ting, men hun var lydhør og lydig. Hun stolede på Gud. 

Hver morgen ville jeg gerne gøre det samme, stole på at Gud kalder mig til at gøre gode ting hver dag, kalder mig til at føde nyt håb, ny tro, til at sprede kærlighed, bringe trofasthed og venskab til dem jeg omgås og til de nye mennesker jeg træffer. Kalder mig til at indgyde nyt livsmod i trætte sjæle på vegne af Gud, som har sendt mig. Lydhør og lydig. Som Maria var det.
Måske vil du ønske det samme som mig? Skal vi så ikke begynde i dag?

Fastetid

Det er sidste vintermåned. Vi har haft en lang og meget grå vinter, kun i de sidste uger er solen så småt begyndt at opmuntre os. Det er også fastetid. Det har lige været fastelavnssøndag, og nu er det fastetid i kirkeåret, forberedelsestid til påske. 
Faste? Det gør vi ikke. Vi ved at andre religioner har fastetid og undlader at spise mellem solopgang og solnedgang. Men faste det er ikke lige os. Nu handler faste imidlertid ikke bare om mad, det handler om at se indad og se på det man kan lave om eller undvære. Nogle faster fra facebook, eller mobiltelefonen, drikker mindre cola, eller på anden vis laver om på det, som man godt ved egentlig er for meget. Det, der alt for hurtigt flytter os fra det vigtige i livet. Så faste kan være at se på sit liv: det som har været, og det som kommer, og måske så rydde op og ændre. Skrotte det som er unødvendigt, og alt det som trækker os væk fra hinanden. Vi lever ikke alene på øde øer, så fastetiden kan også være at løfte blikket fra skærmen og se på de mennesker vi er sammen med eller i nærheden af. Der er altid nogen der kan bruge et venligt ord eller smil fra os.
Vi bliver mindet om det når vi bliver syge eller nogen dør fra os, ”bare vi dog havde brugt mere tid sammen”, ”bare vi havde besøgt mor oftere ….”. Bare vi havde sagt hvad vi følte…
Og trøsten er kun at finde i, at vi nok har gjort det så godt som vi kunne, og at der er nogen der holder af os. Samtidig kan vi lære af det. Faste fra det unødvendige og bruge tiden på nærvær og kærlighed. Så er vi klar til forår og påske!


Frydeligt med jubelkor
hilses vårens komme,
svalen melder trindt på jord:
Frostens tid er omme!
Land og hav og lundens træ'r
herligt prydes fjernt og nær.
Nye skabningsunder!
Kraft på ny vort legem får,
lægt er nu vort hjertesår(DDS721)

 

Fastelavn

 

Mark.10,46-53


Jesus var sammen med sine disciple på vej ud af byen Jeriko.  Jeriko var en vidunderlig  by, den lå som en oase midt i ørkenen, midt i Jordandalen, og der voksede store  palmer i den.
De havde sikkert fyldt sig med dejlige dadler og meget andet godt derinde i byen og hvorfor de gik så hurtigt ved vi ikke, men de skyndte sig af sted. Disciplene i hvert fald.
Og mens de kom gående ud på den støvede ørkenvej, var der pludselig én der råbte noget efter dem.  En der sad i vejkanten.

Ham der råbte var Bartimæus - en blind mand, der var nødt til at tigge penge af folk.
Han kunne ikke arbejde når han var blind, så han måtte nøjes med hvad folk gav ham.

Bartimæus råbte: Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig. Hav medlidenhed med mig.

Disciplene og nogle af de andre, der fulgte med Jesus var faktisk ret trætte af,  at der altid var nogen der råbte efter dem , uanset hvor de var henne, så de sagde: Ti stille,  og de truede ad ham: hold din mund, eller vi kommer efter dig - eller hvad de nu sagde.

Men Bartimæus sad bare der og råbte én gang til  endnu højere: Jesus, forbarm dig over mig. Hjælp mig.Og Jesus stod stille og sagde til en af disciplene. Kald på ham. Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: Rejs dig, Han kalder på dig. Bartimæus sprang op, smed sin kappe fra sig og kom  hen til Jesus. Jesus spørger ham: hvad vil du at jeg skal gøre for dig?Og den blinde mand svarede: Herre, at jeg må kunne se.

Jesus så på Bartimæus og sagde: Du tror på ,at jeg kan hjælpe dig. Derfor kan du nu se.Luk dine øjne op.Straks kunne Bartimæus se - og han for jublende omkring: Jeg kan se himlen, jeg kan se mennesker, jeg kan se mine egne hænder, jeg kan se….. alting…. Og så faldt han på knæ : Åh, tak Gud.

Imens var Jesus og hans disciple gået lidt videre - og da Bartimæus havde overstået sin allerførste jubel fulgte han efter Jesus. Der slutter fortællingen til idag - og måske er det en lidt mærkelig historie. For det er da dejligt at Bartimæus kommer til at se, og er der så mere?Ja, det er der . Måske skal man lære lidt om, hvad det vil sige at se.

For  "se" det er ikke bare det man gør med øjnene. I historien havde disciplene så travlt at de ikke så noget som helst, og de skældte bare den stakkels mand ud. Vi har ikke tid til dit pjat.

Sådan har mange mennesker det også i dag - at de har så travlt at de ikke ser noget som helst. Jeg mener sådan se ordentligt - at lægge mærke til noget Der er mange voksne der mangler fantasi, så de ikke kan se at verden er meget mere spændende end den lige ser ud til, og der er  også nogle forældre der slet ikke ser deres børn sådan rigtigt - de opdager   ikke altid at børnene måske er kede af det.  Så prøver børnene at råbe op ligesom Bartimæus, men mange voksne er som disciplene i historien i dag, de har for travlt med at komme videre, så de skælder ud og siger ti stille.

Jeg kommer også til det nogen gange  med mine nærmeste - det sker at jeg slet ikke ser dem ordentligt. Jeg ser dem nok med øjnene, men hovedet har så travlt at hjertet bliver kvalt.

Det gælder om at se med hjertet. Ligesom Jesus . Den dag med Bartimæus, og så mange andre gange. Hver gang han så nogle der var kede af det, stoppede han op og så  ordentligt på  dem. Og hjalp  dem. Den, der ikke bliver set, bliver meget trist inden i. Eller bliver så vred at det går ud over andre.  Så det at  kunne se og blive set handler måske ikke så meget om øjnene - men det handler om at kunne mødes i venskab eller kærlighed.

Det Jesus gerne vil have er ,at vi også kan stoppe op når det er nødvendigt, og så vise andre at vi kan lide dem, eller hjælpe dem hvis de har brug for det. Sådan skal vi leve hvis vi både vil se og blive set. Men man skal altså også turde sige at man har brug for hjælp, ellers er det jo ikke altid til at vide.

Til Gud kan vi altid sige det: For selv om vi ikke kan se Gud og heller ikke synes vi kan mærke ham, så ser han altid os: og han siger det samme som han sagde dengang Jesus  blev døbt: Du er mit elskede barn. 

Og han genkender os lige meget hvilken forklædning vi har taget på, ligemeget hvilken maske vi bærer.  For det er vores hjerter han ser på.

 

Verdens Lys!

 

Johs. 8, 12-20


Jesus står i templet– ja i kvindernes forgård faktisk, templet var jo opdelt i forskellige gårde og nogle måtte komme så langt, og andre så langt, og kun de allerfineste præster måtte komme helt ind til det helligste rum.Men her står Jesus i kvindernes forgård og kalder sig selv for verdens lys.

Det er midt i løvhyttefesten,hvor man fejrede udfrielsen af ægypten  og ørkenvandringen. Under ørkenvandringen var det sådan at Gud viste vej for sit folk ved hjælp af en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten.  Og til minde om det blev der en første aften i løvhyttefesten  der tændt mægtige bål og blus i kvindernes forgård til minde om den ildsøjle, som om natten lyste Israels folk gennem ørkenen.

Det er med disse blus i baggrunden, at Jesus siger: Jeg er verdens lys. dermed siger han helt tydeligt, jeg er af Gud, og som hans lys viser jeg vej gennem ørkenen…. gennem livet.

Israels folk ventede på en Messias, der skulle udfri dem  og oprette Guds riget. En der skulle lyse for dem og vise vej.
Det var deres forventning, nu da de ganske vist var i eget land, men var besat af romerne. Atter ufri. Deres forventnings opfyldelse er ikke at se en mand, tømrerens søn fra Nazareth, kalde sig selv for Verdens lys, Guds vejviser. Derfor gør de også en masse indsigelser,: det siger du om sig selv, så passer det ikke. Og som vi alt for godt ved, ender Jesus som en lige så svag og afmægtig skikkelse,  som han blev født. Nu blot ikke favnet, og kærtegnet  af menneskehænder men slået krænket, pisket og slået ihjel.

Denne svage og afmægtige skikkelse er i virkeligheden den store anstødssten. For andre religioner er det ufatteligt at vi kan have en svag Gud, en hånet og korsfæstet Gud, -når Gud da må være stærk og almægtig, ellers er det ikke Gud.  At tænke Gud og svaghed sammen er ligesom en selvmodsigelse.

Vi synes jo alle at hige efter den store stærke mand, der kan klare skærene for os, så vi kan føle  os trygge i enheden, og lukke de andre ude.

Sådan en Gud ser vi i det gamle Testamente. Men vores kristne Gud er altså anderledes. Og Gud ske tak og lov for det, for det er et værn mod fanatisme, fundamentalisme, blind autoritetstro, og undsigelse af eget ansvar. Vores Gud viser sig ikke som den der slår fjender ihjel og kun vil have ganske bestemte tilhængere, men som den der stiger helt ned i det små og udbreder sin kærlighed og sit lys.

Der skal lys til at se og forstå. der skal kærlighed til at leve.

Ved at blive en historisk Gud, en Gud der går ind i tiden 
og bliver menneske på et menneskes betingelser, giver Gud os frihed til at være os selv, uden skelen til køn, status, seksualitet, race,  siger til os, jeg har vist jer hvordan I skal leve med hinanden, og jeg lyser for jer på vejen gennem livet.
Hver gang I rammes af mørke og fortvivlelse vil jeg være der med mit lys. 

Kærligheden kan ikke bruge magt. Kærligheden tager sig ikke ud og optræder ikke, kommer ikke susende på skyen med brag og ballade, men den fødes på jorden så spinkel og svag som et spædbarn, og den kan af mennesker favnes eller krænkes, den kan trampes under fode, men den kan aldrig miste sin kraft. For mennesket er ikke og bliver aldrig herre over Gud.

Det er også kun Guds lys der kan føre os gennem livets mørke. Nok så mange kunstige foranstaltninger er ikke nok. Nok så mange rammer ,regler, kunstigt opsatte skel, fundamentalistiske læsninger af bibelen bringer os overhovedet ikke i nærheden af hvem Gud er.  Og hvad han ønsker af os.Han ønsker sig et frit folk, der tør vandre i kærlighed. Som tør tage ansvaret for egne og andres liv, uden at gemme sig bag regler og forskrifter, et folk der siger fra når menneskeværdighed trædes ned, når der begås overgreb mod nogen i tale og handling. som det sker hver dag.Og Han ønsker sig et folk, der kender ham, som ser lyset og følger det. 

De fleste danskere aner ikke hvilken Gud de har. De tror de ved det men de kender ikke til fortællinger der gør os til netop kristne.  Derfor er de heller ikke i stand til at svare når de bliver spurgt af andre. Hvad er det at være kristen?. Hvad kendetegner den kristne Gud. Og desværre griber mange til at have bibelen som højeste autoritet i stedet for Gud. Men bibelen er kun en ganske lille del af sandheden om Gud.

Imidlertid bliver dette den største udfordring for kristne  i fremtiden, at forklare til andre :hvad er det at være kristen, hvad er det der er så mageløst ved et uanseligt spædbarn og senere en henrettet mand.

Vi ved godt selv, at det er påske og opstandelse der er den store altafgørende begivenhed. Men kan det høres og ses på os at vi ved det?Eller mener vi som de fleste, at det med opstandelse, det er bare noget vi lader som om. Det kan man da ikke for alvor tro.

Jo,man kan,  lige der står skæringspunktet mellem lyset og mørket. Mellem det Gud gør og siger og det vi vil se og høre., mellem Guds forventning og vores.

Guds har givet os et løfte: At Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.
At Jesus er verdens lys.
Frelst, frisat, er den der tror det.

 

Min Gud, hvorfor har du forladt mig?

 

GT Salme 22: 
Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.

 og v.15
Jeg er som vand,der hældes ud,alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig,min gane er tør som et potteskår, min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.

Det kan ellers være lidt svært at være trist om sommeren, fordi der er så meget lys, og så fine blomster alle vegne; i alle mulige farver og nuancer og i et stort væld. Alligevel kan der sætte sig en tone af tristhed og vemod, midt i alt det skønne.

Der har  været en stor undersøgelse af danskernes liv, der har vist at vi er meget tilfredse.-men samtidig må vi af statistikkerne se at adskillige hundrede tusinde danskere tager lykkepiller eller anden antidepressiv medicin.

Jeg har også i den seneste tid mødt en hel del ældre mennesker, der spørger: hvad skal vi være her for? De har mistet ægtefælle som de har delt et langt samliv med, og ensomheden er nu for stor. Og selv om familien og vi andre kan komme med en lang række begrundelser for at livet stadig byder på noget og at vi ikke kan undvære dem, så kan vi godt forstå følelsen.

Mange af jer har måske ind imellem følt det samme, hvad har livet mere til os. Hvad skal vi være her for.  Især hvis man er gammel og skrøbelig. Sidder vi bare her i dødens forgård og venter? Jeg ser det samme på Sygehuset. Fortvivlelsen hos den kræftramte.  Kaos, resignation, angst, Min Gud hvorfor har du forladt mig.

Det er ikke sikkert vi bruger de ord: min Gud hvorfor har du forladt mig, men det er nøjagtig den følelse, der ligger bag ordene” Hvad skal jeg være her for”, og følelsen af  den totale afmagt i hospitalssengen.

Livet i tristheden, skyggesiden, angsten, afmagten , ensomheden er ikke smukt, men det er en del af livet. 

Det er jo netop i alderdommen, og i sygdommen, at vi kan forsone os med at skulle forlade livet.  Det at erkende at vi ikke længere er dem, vi var, er en del af vandringen mod døden. I den vandring har vi samtidig med os alt det vi var, alt det vi kunne, gjorde, vores familie, erindringen om det gode liv.  Der var en grund til at vi var her, vi var og er en del af en samlet helhed, ikke bare løsrevne væsener uden mening.Vi hører til og sammen med.

Vi er en del af et stort guddommeligt puslespil, hvor ingen af brikkerne kan mangle, for så er spillet ikke helt.

I ordene ”hvad skal jeg være her for” ligger samtidig  det, at der var en mening engang.
 At der var et ”engang” hvor livet  var selvfølgeligt og ikke krævede begrundelse. Og dette er det vigtigt at erindre, at huske  - at glæde sig over det der var, og kaste skæret af denne erindring og glæde ind over det liv vi har nu.

Det kan være svært, men man kan prøve.Og Gud har ikke forladt dig, selv om det er følelsen. Da Jesus hang på korset lød samme fortvivlede ord fra ham: min Gud ,hvorfor har du forladt mig. Selv han, måtte igennem et menneskes angst og fortvivlelse. Derved blev døden overvundet. Ikke sådan at vi undgår den, men sådan at vi opstår til nyt liv hos Gud.

Salme 22 som startede så trist og fortvivlet slutter med følgende vers:

Hele den vide jord skal huske Gud Herren,
og vende tilbage til ham,
alle folkenes slægter skal kaste sig ned for dig.
for kongemagten til hører Herren, han hersker over folkene.
Ja, alle der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
Jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes,
for han greb ind!

Ja, Gud griber ind, i livet og i døden.

Trinitatis

Trinitatis - Trenighed
 

Trinitatis er et ord fra latin, der betyder treenighed eller trefoldighed. Måske kan nogen af jer huske at Chr. Den IV’s skib dengang han mistede sit øje netop hed  trefoldigheden . 

Det var  en af de tidlige såkaldte kirkefædre  - en mand ved navn Tertullian- der fandt på ordet trinitatis omkring år 230, da han ville forsøge at forklare hvem Gud er. 
Vi siger jo at vi har én Gud og dog kalder vi kam ved tre navne, Fader, søn og Helligånd.

Det forklarede Tertullian altså ved at Gud er ét væsen, men tre personer. 
Måske kunne man tegne det som tre cirkler der griber ind i hinanden. De tre sider af Gud er forskellige og hører dog sammen i en fælles kraft.

Jeg plejer at sige til konfirmanderne, at det er ligesom man samtidig kan være både datter.søster og mor - og dog er et og samme væsen.

Den første cirkel - Faderen - er billedet på Gud som den der har skabt himmel og jord og som stadig skaber nyt. Den som vi kender bedst fra det gamle testamente.

Den anden cirkel er Sønnen - Jesus - der kom til jorden og lærte os om det at være menneske i ansvar og kærlighed.

Og den tredje cirkel er Helligånden - den kraft der gør det muligt for os at tro og finde en vej til Gud. Og den kraft som vi døbes med.

Disse tre: Fader søn og Helligånd samles i en trefoldighed - Trinitatis. Tre personer - ét væsen.

Og den af teksterne til Trinitatis søndag er den vi kalder dåbsbefalingen; Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, døb dem i Faderens og sønnens og Helligåndens navn. I den treenige Guds navn.

Før vi blev protestanter her i Danmark - altså før Martin Luther  gjorde oprør mod den romerske kirke i de første årtier af 1500 tallet var alle gudstjenester på latin.

Almindelige mennesker forstod ikke en brik  af det der foregik og det er meget sjovt at tænke på nogle af de trylleord vi bruger faktisk er en fordrejning af det som folk hørte ved altergangen.Hokus pokus siger vi - og det kan føres tilbage til ordene Hoc est corpus : dette er mit legeme.  Og Filiokus er lavet om fra filioque som betyder :og sønnen. 

Og når vi bruger det som trylleord, er det fordi man dengang  og stadig i den katolske kirke taler om en egentlig forvandling af brød og vin til legeme og blod. 

Og så kan jeg tilføje at gudstjenesten formentlig varede et par timer, at man sad i en hundekold og fugtig kirke, at liglugt sandsynligvis sivede op fra gulvet, og at der fra prædikestolen blev talt meget om dom , helvede og evig  fortabelse. 
Så er det lidt lidt bedre forhold i dag.

Når jeg bringer dette på bane er det fordi man nu her i vor tid godt kunne have en mistanke om at tingene langt fra behøver at være på latin for ikke at blive forstået.

Er det lige så uforståeligt når vi siger “genfødt ved Helligånden” eller “syndernes forladelse” eller bare ordet ånd eller nåde? Og skidt så måske med ordene - problemet er om begreberne er blevet tømt for indhold.

Gør ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, Døb dem i Faderens, sønnens og Helligåndens navn. Er de ord som vi kender så godt andet end trylleord der hives frem ved dåben? Andet end et hyggeligt forspil til en familiefest.

Det som dåbsbefalingen kalder på er et Gudsforhold. - en dyb forståelse for eller rettere tro på at det at forholde sig til Guds løfter og krav til mennesket er fuldstændigt afgørende for éns liv og måde at leve det på. Uden dette gensidige forhold - pagten som det kaldes - uden dette er mennesket rodløst og ensomt.

Vi skal ikke tro på Gud fordi han ellers nok kommer efter os og straffer os - et sådant billede af Gud  eksisterer mest hos mennesker der er bange for at leve. Nej vi skal tro og følge dåbsbefalingen fordi det ganske enkelt er vejen  til et godt og stærkt liv.

Sønnen kom til jorden for at vise os en kærlig Gud, en Gud som er med os alle dage, en Gud som i kærlighed sætter os fri til at give kærligheden videre.
En Gud som befrier og giver nyt mod.

Syndernes forladelse er ikke hokus pokus ord, men tilgivelse. 
Tilgivelse for alt det vi undlader at gøre, muligheden for at smide de tunge byrder af snyd og bedrag , af hårde ord og  skyldfølelse fra sig og begynde påny.

-Jeg har ellers nogen gange hørt fra folk som sagde: at vi i kirken nu var tilbøjelige til at tale for meget om Guds kærlighed og for lidt om fortabelsen. For begreberne hænger sammen.

De mente nok ikke at vi i stedet for kærlighed og nåde skulle prædike død og dom , som i gamle dage- men at det kun giver mening at tale om Guds kærlighed, når man har været helt derude , hvor man behøver den. 

Trøst giver jo kun mening for den  der sørger,  og tilgivelse giver kun mening  for den som godt ved at han eller hun har svigtet. Kærlighed har den mest brug for, som føler sig forladt. Syndernes forladelse har kun mening for den der ved at han er en synder .

For det der tales om her i kirken er ikke sødsuppe trylleord, som man er nødt til at holde ud i en times tid, for så at fortsætte til det egentlige.
Nej, Her skulle ske den indre fred - den sjælens andagt - som man har brug for  for at klare tilværelsen.

Vi der bruger kirken mere end få gange i livet er her af en ganske bestemt grund. Vi har nemlig indset at vi ikke helt selv kan eller  skal  finde ud af livet men kan hente hjælp hos Gud. Ingen kommer  for at blive set eller være speciel, men for at hente styrke i de ord som lyder til os - talen om Fader, søn og Helligånd er livsgrundlag, livstydning.

Det gør ingen pænere og fredeligere end andre, men det giver mening i en travl forvirret og til tider  grusom tilværelse, som verden nu byder på. Vi får at vide her, at vi hver især er betydningsfulde, fordi vi er Guds og døbt i hans navn, og har den opgave at leve et liv i Kristus. En brik i Guds store mønster.

Her bliver vi mindet om at livet er større og kan være meget mere smukt og værdigt end det som det ellers ser ud til. For Gud er der ingen fortabte, ingen uglesete, ingen der ikke er gode nok. Ingen der ikke kan bruges. Han elsker os som sine børn, og børn forlanger man noget af, ellers går de til grunde.

Kristnes opgave er at føre en spejling af Guds kærlighed ud til medmennesker, så også vi kan give hinanden betydning  og værdighed og ikke det modsatte.

Kun taget som et krav til os selv, til dig og mig, bliver dåbsbefalingen mere end ord, mere end tradition, mere end trylleord og latin. Den bliver vejen til helhedens cirkler - treenighed, trinitatis.

Kristne er ikke døbt til frygt og ligegyldighed -  det fører kun til hjertets fortabelse.Kristne er døbt til mod og og handlekraft - det er det der hedder genfødt ved Helligånden. Kristne er døbt til omsorg for medmennesket, når det er i nød. Sådan lever vi efter Jesu ord. 

Gud elskede os først, derfor kan vi gå ud i verden, og gøre som han har sagt os.

 

kontakt

Drag, dør,  ud eller ind

Drag ud eller ind af døren

7.marts 2016

Denne dør er fra Friluftsmuseet i Lund. Den gamle domkirkeby, som er dejlig at være i og fuld af særlig ånd. Døren her ser gammel og solid ud og er fint udsmykket. Hvor mange mon har lukket den op og i? Og hvad er der bag?

Et skilt på døren siger "Drag". Det kalder vi på dansk træk. De flste af jer kender sikkert det at skulle ind et sted og slås med at skulle skubbe eller trække; som regel tager man fejl et par gange inden det lykkes at åbne døren. Men her står det  og bliver meget tydeligt på den gamle dør. "Drag" på svensk er det ikke så mærkeligt, der hedder en trækharmonika et dragspel, og på engelsk kan det have flere betydninger: det at mænd klæder sig i kvindetøj og også at "trække noget ud" eller at noget trækker ud selv: time dragging along.

På dansk kan man få et drag over nakken, og ellers har vi højdedrag. For at det hele skal give mening sammen med døren må vi tilføje et ind eller ud. Drag ind i den virkelighed der er bag ved døren, eller drag ud i verden. Hvad er der bag døren?

Måske har jeg allerede gjort det hele så forvirret at du bare har lyst til at drage videre.

Fred, helle, sanctuary, bank på, dør,

Hellested

23.02.15

Denne dør findes i nærheden af Durham Cathedral i England. En meget solid dør. Og man kan tænke: skal den lukke folk ude, eller lukke dem inde? Siger den: Du kommer ikke uden videre her ind, eller siger den, når du er inde kan intet true dig? Fra gammel tid har kirkerne altid været helle steder. Når man først var inde,var der fred. Derfor har kirkerne også et våbenhus, hvor våben kunne lægges. For inde i kirkerummet skulle der herske fred og beskyttelse. Var man først nået ind i kirken kunne ingen røre en. Frygt for en uretfærdig rettergang kunne også få "forbrydere" til at søge tilflugt i kirkerummet, og så var de- i første omgang  ihvert fald-  "urørlige" . Vi har også i nyere tid set at flygtninge og andre har taget ophold i kirker, fordi de der har helle, og er "urørlige". Det er vigtigt at have hellesteder. Det er vigtigt at få lov til at være "urørlig". Mange tænker at kirken har en stor solid lukket dør, og at det er svært at gå over dørtærskelen, men man kunne også vende den tanke om. Døren er solid fordi den skal holde ufred og uro ude. Den skal være et helle! Der er stor mangel på fred og steder til helle i vores tid.

stillerum

6.8.2014

Døren til.... stilhed

Denne dør findes i Edinburgh Airport. Det er omtrent det første der møder en, når man ankommer til lufthavnen. Døren i sig selv er måske ikke så indbydende, men rummet bag den er. Det er et stillerum, enkelt og fint. Og der er derinde et kors, og andet kristent "tilbehør" såvel som muslimske bedetæpper og andre religoners rekvisitter og symboler. Stilheden derinde er mærkbar. Og stilhed skal der til hvis man vil have ro i sjælen. Dette gælder for bekendende religiøse såvel som ateister. Der skal ro til at se. Der skal stilhed til at rumme og forstå. I stilheden bliver der plads til tanke og ånd. Samtidig er stilheden præstationsfri. Du skal være, ikke gøre. Hold pause fra alt det der jager og find ro. Luk døren op til stilhedens rum.

10.april14

den grønne dør

Her er en dør i Sverige. en grøn dør. Med grønt foran. Det ser næsten ud som om døren er brudt ud i vækst for neden. Som om det tørre træ pludselig er blevet levende. Jeg tror at vi kender det, det hele kan forekomme tørt trist og forfaldent , og pludselig så er der en lysefrøn knop, et menneske der taler pænt,eller siger tak, pludselig bliver det forår i krop og sjæl. Vi er taknemmelige når vinterens grå afløses af forårsgrønt, og vi er taknemmelige når vi vises venlighed. Faktisk kan vi forandre vores liv ved at insistere på selv at være venlige og imødekommende, hvis vi vælger den grønne dør til livet . Hvis vi omgiver andre med venlighed og omsorg, så springer der pludselig en knop af håb. Hvor den slår ud ved vi ikke, og hvor længe det varer ved vi heller ikke, men det begynder med at vi vover det. vover at gå ind ad den grønne dør.... til livet.

den fortryllende have?

23.februar 2014

Døren til.....

Døren til den fortryllende have?

Eller døren ind til den ro du behøver? Nu da du har været omgivet af støj og travlhed, gråhed og kulde ganske længe? Foråret er lige om hjørnet, men der skal ro til at se. Ellers løber foråret mellem fingrene på dig. Begynd nu, sæt tempoet ned, se dig omkring, nyd det spirende skift, nyd lyset. Gå in tankerne ind i din barndoms dejlige haver, husk hvad det gav dig. Husk dengang du var fuld af håb og mod på livet. Hvis det kniber nu, så hold pauser og gå ind ad døren til den fortryllende have af ro og stille glæde. Egentlig har du det jo godt, du skal bare huske alt hvad du er, har været  og kan være. Haven hjælper dig med at huske det. Guds fred hviler nemlig i den! Der kan du hente mod til det der kommer.

dør til have, port,

16.maj 2013

porten til...

det er snart sommer, og haven vil bugne af spændende blomster i alle farver. Et mirakel af farver. livet og naturen er et mirakel, men vi lægger ikke altid mærke til det. Vi bliver inden døre, inde i os selv, og går ikke igennem porten til alle herlighederne. Hvad er vi bange for? At få for meget af det gode? Er livet nemmere at håndtere på en skærm? Vov det, gå ud, gå ud i det åbne, nyd det, nys af blomsterstøvet, men gå ud! Det sætter din egen selvforståelse i perspektiv.  Gå gennem porten til livets have!

lyset, åbning, dør, vestmanna,

Døren til....

Denne åbning i en klippespalte findes i Vestmanna på Færøerne. Det er en slags dør. En åbning mod lyset. Er det ikke hvad vi ønsker os, en åbning til lyset? Mørke har vi nok af, fortvivlelse, modløshed og ligegyldighed har vi nok af. De trækker os mod mørket. I mørket bliver man trist. I tristheden bliver man mørk indeni. Vi har brug for lyset. Ikke tilfældigt at i bibelens skabelsesfortælling kommer lyset først. Der var mørkt og tomt og øde, og så kom lyset. Vi lever af lyset, og hvis vi vil det kan vi også komme til at leve i lyset. Se hvor det kommer os i møde. Spørgsmålet er om vi tør møde det. Vil vi hellere blive her i hulen og halvmørket? Der skal mod til at se, og mod til at vove sig frem i lyset. Lyset afslører os ... og giver os nyt liv.

Døren byder velkommen

Døre

 

 

Døren til...

En af mine venner bor i dette hus. Jeg har aldrig besøgt ham, da han bor i den anden ende af landet,så jeg ved ikke hvad der gemmer sig bag døren, udover en dejlig familie. Døren er indbydende. Den tager venligt imod. Døre kan afsløre noget om hvem bor der bagved. Kan det ses på døren hvem vi er? Meget kan ihvert fald afsløres af vores døre. Er vi imødekommende eller afvisende? Er vi ligeglade med hvad andre tænker, eller viser vi at vi er ligeglade, ved at lade døren ind til os være kold, neutral, kedelig?  I december afviger mange fra normen, der hænges kranse og dekorationer på døren, i julen vil vi gerne være imødekommende. Men til daglig?

Og kan dette også overføres på vores hjerter? Er de lukkede, neutrale, afvisende eller imødekommende på sådan en ganske almindelig dag? Eller er det også kun til jul, at vi viser noget mere?

Prøv at kikke på din egen dør i dag. Måske siger den dig et eller andet.

døren og vejen

21.10.12

Døre

Døren og Vejen

Fandt denne dør da jeg var ude at gå en tur. En lysblåmalet dør...? I sig selv var den ikke noget særligt, men så så jeg hvad beboerne hed: Vejen.  Fantastisk. For det er jo hvad de første kristne kaldte sig: Vejen. De kaldte sig endnu ikke kristne, men netop vejen, fordi Jesus var  Vejen, Sandheden og livet, og fordi de så på tilværelsen som en vej der skal gås, i Kristi tjeneste, frem mod lyset, og det evige liv.

Hvor tit ser vi livet som en proces, hvor det går ud på at blive klogere og mere kærlige? hvor det gælder om at være i tjeneste for Gud og medmennesket? Ofte kommer der noget i vejen, der forhindrer os i at være som vi skulle. Forhindringer, som vi tror er livet, og som får os til at glemme ansvaret for hinanden. Ja, der kommer noget i vejen for vejen,og vi forledes til at tro at det er da i orden at være egoistiske og selvoptagne.

Vi lukker døren for Vejen. Men Vejen lukker op for os, igen og igen, utrætteligt.